Udland

Sidste besked fra de belejrede i Aleppo : - De fejrede vores lig - det er ok

I de sidste dage af Aleppos belejring har aktivister inde i de belejrede bydele sendt deres måske sidste hilsner til omverdenen.

- I det mindste ved vi, at vi var frie mennesker. Vi ønskede frihed. Vi ønskede ikke andet end frihed.

Sådan siger den syriske gymnasielærer Abdulkafi  Alhamdo i det, han selv kalder sin sidste videobesked til omverdenen fra det belejrede Aleppo.

Han er en af mange aktivister i de  oprørskontrollerede bydele, der løbende har talt til det internationale samfund via de sociale medier. Og i de seneste dage, hvor oprørernes nederlag har været uundgåeligt, har flere af dem sendt en sidste hilsen til omverdenen.

- I går var der mange fejringer ovre i den anden del af Aleppo. De fejrede vores lig. Det er ok. Det er livet, siger en tydeligt bevæget Abdulkafi  Alhamdo, der undervejs bliver afbrudt af skudsalver.

- Jeg håber I vil huske os

Han har løbende talt oprørernes sag overfor omverdenen via Twitter, men på optagelsen fra mandag lader han til at have opgivet troen på, at han skulle slippe levende fra det sidste lille område i Aleppo, der stadig er under oprørernes kontrol.

Aktivist fra Aleppo: Jeg håber I vil huske os

- Jeg håber, der kan gøres noget, så vi kan leve og tale sammen igen. Ingen kan gøre noget, ingen kan gå på gaderne, ingen kan gøre noget for at stoppe dette vanvid. Jeg håber I vil huske os. Tak, siger han i sin Twitter-video.

Folkedrab

Også Lina Shamy, der er aktivist og bor i Aleppo, sendte en videobesked til omverdenen, da oprørernes nederlag stod klart – en besked, som hun frygter, kan blive hendes sidste:

- Vi bliver udsat for et folkedrab her omkring Aleppo. Dette er måske min sidste video. Mere end 50.000 civile, der har gjort oprør mod diktatoren Assad, er truet med henrettelser eller dør under bombardementer, siger Lina Shamy.

- De civile er fanget i et meget lille område på ikke mere end to kvadratkilometer, hvor der ikke er sikre zoner, så hver ny bombe er lig med en ny massakre, siger hun.

Kvindelig aktivist, fanget i det belejrede Aleppo: Vi er fanget på to kvadratkilometer

Siden denne sidste video har der dog været yderligere livstegn fra Lina Shamy. Onsdag formiddag skrev hun igen på Twitter og beskrev, hvordan bombardementerne af Aleppo nu er begyndt igen:

- I øjeblikket er de belejrede bydele under intense bombardementer fra regimet og de iranske bander, skriver hun på Twitter.

I en tredje video, der er lagt op på den Qatar-baserede TV-station Al Jazeeras hjemmeside, appellerer to unge mænd indtrængende om omverdens hjælp til byens belejrede civile.

- Det, der sker i Aleppo, er en katastrofe i ordets egentlige betydning. Det er større end den menneskelige hjerne kan rumme. Der ligger lig i gaderne. Vi har dusinvis af døde og sårede, siger den ene unge mand.

- Vi ønsker at alle skal protestere over Aleppo, og at alle skal blive vrede over Aleppo og få de civile ud af byen, tilføjer den anden.

- Der er ikke et minut at spilde

Endnu en stemme fra den sidste stump af det oprørskontrollerede Aleppo er medieaktivisten Salah Ashkar, der opfordrer mennesker over hele verden at demonstrere og protestere mod Assad-regimets angreb på Aleppo.

- Jeg beder jer: Der er ikke et minut at spilde. Red Aleppo, siger han via Twitter.

Videoopfordring inde fra det belejrede Aleppo: Protester over hele verden.

Det håb har gymnasielæreren Abdulkafi  Alhamdo tilsyneladende helt opgivet. Han konstaterer med bitterhed, at det internationale samfund fuldstændigt har svigtet civilbefolkningen i de belejrede dele af Aleppo.

- Tro ikke længere på FN. Tro ikke længere på det internationale samfund. Tro ikke, at de ikke er tilfredse med det der foregår. De er tilfredse med, at vi bliver dræbt. Og at vi står overfor en af de sværeste, en af de mest alvorlige, en af de mest forfærdelige massakrer i vores historie. Rusland ønsker ikke, at vi skal komme ud i live. De ønsker os døde, siger han.

Smagen af bananer

Siden denne sidste videobesked har Abdulkafi  Alhamdo kun ladet høre fra sig på Twitter en enkelt gang med en personlig opdatering om sin lille datter:

- Jeg ønskede bare, at jeg kunne lade min datter smage banan. Hun kan godt lide den slags mad. Hun har ikke smagt det endnu. Nu får jeg måske ikke mulighed for at gøre det, skriver han.