Udland

OVERBLIK: Aleppo - fra millionby til sønderbombet krigszone

Aleppo var før borgerkrigen en millionby. Nu er der 50.000 civile tilbage, som venter på at forlade byen.

Efter lang tids voldsomme kampe har den syriske regeringshær med russisk hjælp tilsyneladende sikret sig kontrollen over hele den syriske by Aleppo.

Nu venter civile og oprørere på at forlade den besatte del af byen efter aftale med Syriens regering.

Her følger et kort overblik over storbyen:

Aleppo var før borgerkrigen den største by i Syrien. Sammen med landets hovedstad, Damaskus, er det en af de ældste byer i landet.

Før krigen boede omkring to millioner i byen. Nu bor der op mod en million i den vestlige del, mens omkring 50.000 civile og 1500 oprørere ifølge FN opholder sig i den østlige del.

Oprørsgrupper kæmpede for kontrol

Der kom for alvor fokus på Aleppo, da oprørsgrupper gik ind i byen i 2012 for at vinde kontrol over den nordlige del af Syrien, hvor Aleppo ligger.

Aleppo har været delt mellem oprørsstyrker i den østlige del og den regeringskontrollerede vestlige del, siden kampene i byen begyndte.

I november lancerede regeringsstyrker sammen med russisk militær en stor offensiv, der skulle bringe byen tilbage på styrets hænder.

Tirsdag 13. december er kampene ifølge Rusland ovre og et sønderbombet Aleppo genvundet.

Kilder: Reuters, BBC, AFP