Udland

Ny regering har minimal tillid: Kaos kan bane vejen for comeback til Berlusconi

Med Matteo Renzi ude af vagten og Paolo Gentiloni på plads i stedet, burde der være ro på i Italien. Men det er der aldrig.

- Vi sagde nej!

60 procent af italienerne stemte NO til en vigtig forfatningsreform ved folkeafstemningen den 4. december. Den var af afgørende betydning for landets regering, og resultatet betød farvel til premierminister Matteo Renzi.

Men nu er en ny, lignende regering ved at blive indsat med mange af de samme ministre.

..han venter på, at EU-domstolen skal godkende hans ret til at genopstille til et valg efter en dom, der sendte ham ud af senatet. Det forventes at ske i juli, og så kunne der være fri bane for et comeback til den 80-årige Berlusconi.

Eva Ravnbøl

Nej-vælgerne raser og kalder den en fotokopi-regering.

De vil have valg hurtigst muligt.

Et stort flertal af den italienske befolkning udtrykte deres utilfredshed med premierminister Renzi og hans regering ved at stemme nej til den grundlovsændring, der betød alt for Renzi.

Særligt unge italienere og folk i Syditalien stemte nej, fordi de ville af med den regering, som ikke har leveret løsninger på de kæmpestore problemer, mange kæmper med.

Især disse udsatte grupper benyttede lejligheden til at råbe et rungende nej. F.eks. stemte op imod 75 procent af vælgerne nogle steder på Sardinien og på Sicilien NO.

Nej-sigerne var en meget blandet flok. De fleste er støtter af Femstjernebevægelsen, hvis leder er en tidligere populær komiker, Beppe Grillo.

Han og hans tilhængere vil af med hele den gamle politiske “kaste”, som han kalder det.

- Jeg vil ikke forhandle med en samling ligkister, sagde han forleden.

Han mener, at alle traditionelle politikere både på højre og -venstrefløjen er dybt korrupte og magtbegærlige. Han har meget stor opbakning i befolkningen. Ved sidste parlamentsvalg i 2013 fik Femstjernerne 25 % af stemmerne, hvis der var valg nu, kunne de opnå op imod 35 %, viser målinger.

Han vil i princippet ikke samarbejde med politikere fra de gamle partier, men han overvejer måske en alliance med et andet Nej-parti: Lega Nord.

Dette norditalienske parti under ledelse af Matteo Salvini, er blevet grundlagt med det formål at få Norditalien løsrevet fra resten af landet, men den plan ser ikke ud til at kunne realiseres.

I stedet er Lega Nord blevet et landsdækkende parti meget langt til højre. Det går ind for grænsekontrol, indvandringsstop og nationalistiske idealer modsat globalisering, som flere og flere vender sig imod.

Måske et farvel til Euroen

Lega Nord og Femstjernebevægelsen er EU-skeptiske, og hvis de kommer til magten, vil en af prioriteterne være at få italienerne til at stemme sig ud af Euro-samarbejdet. Det kræver en grundlovsændring, men hvis det sker, vil det formentlig betyde, at Euro-konstruktionen bryder sammen, og at Italien tager første skridt ud af Den Europæiske Union - EU.

Silvio Berlusconi med sit parti, Forza Italia, opfordrede også sine støtter til at stemme nej, men han har ikke lige så travlt som Grillo og Salvini med at gå til valg øjeblikkeligt.

Han vil gerne have tid til at samle højrefløjen, og han venter på, at EU-domstolen skal godkende hans ret til at genopstille til et valg efter en dom, der sendte ham ud af senatet. Det forventes at ske i juli, og så kunne der være fri bane for et comeback til den 80-årige Berlusconi.

Hvornår kommer valget?

Der bliver allerede spekuleret i valgdatoer fra morgen til aften i de italienske medier. Den nye regering med Renzis tidligere udenrigsminister, Paolo Gentiloni spidsen, ønsker sandsynligvis at få lov at blive siddende til begyndelsen af 2018, hvor der senest skal afholdes valg. Men presset fra de 60 % af italienerne, som kræver forandring nu, vil givetvis være for stort at stå imod.

Grillo og Femstjernerne har allerede sagt, at der vil blive store protestarrangementer på alle torvene – piazzaer - i Italien lige efter jul. De forlanger valg hurtigst muligt.

Regeringen har travlt

Gentiloni-regeringen blev dannet på rekordtid, fordi der er EU-topmøde på torsdag. I den anledning vil Italien gerne repræsenteres af en ny regering, som har vigtige ting på dagsordenen.

Italien vil endnu en gang appellere til større solidaritet mellem landene i forbindelse med migrationsspørgsmålet.

2016 ser ud til at blive rekordår med 200.000 migranter, der er kommet i land i Italien. I EU er der flere og flere lande der lukker grænserne, men hvad skal der ske med de sydeuropæiske lande? Der kan ikke bygges mure i Middelhavet.

Det andet store tema ved topmødet er økonomi. Italien vil kæmpe for mere fleksibilitet og mindre sparepolitik.

Kompliceret puslespil skal løses

Præsident Sergio Mattarella og de fleste partiledere vil dog have en ny valglov på plads først. Det er en af den nye regerings første og vigtigste opgaver. Hvis ikke der kommer en ny valglov, vil det blive svært at få et puslespil til at gå op med to kamre (Deputeretkammeret og Senatet) og tre blokke, en rød, en blå og en “protestblok”.

Ud over valgloven har den nye regering meget store udfordringer foran sig. Der er akut brug for hjælp og midlertidige boliger til tusindvis af jordskælvramte borgere i Amatrice, Norcia og andre byer i det centrale Italien, der er optræk til en stor bankkrise, der skal løses, Italien skal være vært for G7-møde på Sicilien i foråret og der skal sættes ind med konkrete tiltag for at hjælpe Syditalien, hvor flere og flere mennesker lever under fattigdomsgrænsen.

Hvis ikke der kommer et valg i løbet af de næste måneder, som de fleste ønsker, vil der være nogen, der kommer til at råbe meget højt. “Undskyld, hørte I ikke, hvad vi sagde? NO!!"

Eva Ravnbøl

Spørgsmålet er, hvor længe Gentiloni-regeringen får lov at bestå, hvis flertallet af befolkningen ingen tillid har til den. De kalder den en fotokopi af den Renzi-regeringen, der fik en syngende lussing ved afstemningen forrige søndag.

Det mærkes tydeligt, at mange er dybt fortvivlede og frustrerede over ikke at blive taget alvorligt.

Økonomiske problemer, arbejdsløshed og håbløshed fylder kolossalt meget. Hvis ikke der kommer et valg i løbet af de næste måneder, som de fleste ønsker, vil der være nogen, der kommer til at råbe meget højt. “Undskyld, hørte I ikke, hvad vi sagde? NO!!"