Norge: Lucia-optog KUN for piger vækker harme hos forældre: - Uretfærdigt

Forældre på en norsk skole er utilfredse, fordi man har valgt at lave et Lucia-optog bestående udelukkende af 200 piger.

I dag er det Lucia-dag og piger og drenge i alle aldre skal traditionen tro gå optog med hvide kjoler og lys på hovedet.

Men på den norske skole Mørkvedmarka er forældrene utilfredse. Her har man nemlig valgt at lave et Lucia-optog udelukkende for piger fra 2. til 7. klasse.

Rektor på skolen, Mette V. Edvardsen, forklarer til norsk TV 2, hvorfor man har valgt den noget utraditionelle løsning:

- Vi har ikke noget skolekor længere, og måtte derfor finde en anden løsning. Det var absolut ikke sådan, at vi ville udelade nogen, men sådan blev det altså i år.

To drenge var med sidste år

Skolen har 450 elever og Mette V. Edvardsen fortæller, at de også i fjor havde Lucia-optog. Her var der kun to drenge, som ønskede at deltage. I år består koret så udelukkende af 200 piger.

Rektoren forstår godt, at forældrene reagerer:

- Vi kommer til at evaluere grundigt på det her bagefter. Jeg synes, det er trist, at det viser sig, at der er et par drenge, som gerne ville have været med.

- For sent at ændre mening

Mette V. Edvardsen fortæller, at skolen blandt andet har fået reaktioner fra en far, som synes det er meget uretfærdigt, og rektoren er enig.

Hun understreger imidlertid, at det er for sent at ændre beslutningen, eftersom de 200 piger har indøvet Lucia-optoget til mindste detalje.

- Men vi kommer helt klart til at tage en grundig evaluering af det skete, forklarer Mørkvedmarka skolens rektor til norsk TV 2.