Udland

Flere eksplosioner i Istanbul: Mindst 30 betjente dræbt

Mindst 38 er dræbt - heraf 30 betjente - og 155 personer er såret i eksplosion i Istanbul i Tyrkiet. PKK mistænkes for at stå bag angrebet.

Mindst 38 personer er dræbt og 155 personer såret i to eksplosioner i Istanbul. Det oplyser Tyrkiets indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til søndag. 

30 af de 38 dræbte er ifølge landets indenrigsministerium politibetjente.

Angrebet fandt sted i Macka Park ved siden af Vodafone Arena, mens den anden eksplosion ramte lige foran stadion, oplyser indenrigsministeren til Reuters.

PKK menes at stå bag

Den tyrkiske vicepremierminister Numan Kurtulmus siger ifølge Reuters, at en bilbombe detoneret med fjernkontrol blev efterfulgt af en selvmordsbombe 45 sekunder senere.

Efterfølgende har tyrkiske sikkerhedsstyrker detoneret en mistænkelig pakke uden for Istanbuls fodboldstadion, oplyser NTV.

Søndag oplyser vicepremierministeren til det tyrkiske CNN, at den militante kurdiske gruppe PKK mistænkes for at stå bag angrebet, skriver Reuters.

Tyrkiske politimænd ved eksplosionsstedet i det centrale Istanbul.

Fodboldkamp to timer forinden

Eksplosionerne fandt sted ved fodboldstadionet Besiktas Vodafone Arena nær den centrale Taksimpladsen i byen. Det skete to timer efter en fodboldkamp mellem Besiktas og Bursaspor. Således havde fodboldsfans allerede forladt stadion, da eksplosionen fandt sted, oplyser det tyrkiske medie NTV.

Det tyrkiske fodboldhold Bursaspor oplyser, at ingen af deres fans umiddelbart er kommet noget  til i forbindelse med eksplosionen foran stadion.

På Twitter kalder Tyrkiets transportminister eksplosionen "et terrorangreb".

Dansk journalist i Istanbul: Man kigger på to grupper

- Der blev meget hurtigt spærret af i området omkring stadion. Det er meget svært at komme tæt på og få et billede af, hvordan situationen rent faktisk er. Der er nedlagt en form for medieforbud lige nu, fortæller den danske journalist Nanna Muus Steffensen, som bor i Tyrkiet og har talt med folk, som har været i området umiddelbart efter eksplosionerne.

Hun fortæller, at Tyrkiet i de senere par år har været meget slemt ramt af terrorangreb.

- Det har været to specifikke grupper, der oftest har stået bag disse terrorangreb. Islamisk Stat og den kurdiske gruppe PKK. Vi har haft mindst 10 terrorangreb bare i år. Man kigger umiddelbart på disse to grupper. At dette angreb retter sig mod politi, tyder på, at det kan være PKK eller en relateret gruppe, fordi deres mål oftest er militær eller politi, siger hun og understreger, at det endnu er for tidligt at konkludere noget med sikkerhed.

Nanna Muus Christensen har talt med folk efter eksplosionen, hvor mindst 20 betjente er såret.

Ingen danskere blandt de dræbte

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er der ingen danske statsborgere blandt de dræbte og sårede.

- Udenrigsministeriets Borgerservice har netop fået bekræftet fra guvernørkontoret i Istanbul, at der ikke er danske statsborgere blandt de omkomne eller sårede, skriver René Dinesen, chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, i en mail til Ritzau søndag formiddag. 

Danskere i Istanbul bør holde sig orienteret om situationen, lyder det:

- Vi råder fortsat til at udvise agtpågivenhed og følge de lokale myndigheders råd. Sikkerhedssituationen i Tyrkiet er afspejlet i Udenrigsministeriets rejsevejledning for Tyrkiet.

Politiet på stedet efter eksplosionen.

Angreb rettet mod politiet

Ifølge Simi Jan, TV 2 NEWS' korresspondent, kan det godt være PKK, der står bag angrebet, da det tilsyneladende var rettet mod politiet. Hun tilføjer dog, at angrebet kommer til at få konsekvenser for hverdagslivet - og det er ofte det, terrorbevægelsen Islamisk Stat går efter.

- Det her får konsekvenser for blandt andet fodboldspillerne - og om de tør blive i et land, hvor der er den slags angreb. Så det her angreb er både rettet mod politiet og staten men også mod noget, der virkelig binder Tyrkiet sammen - nemlig fodbold, siger Simi Jan.

Hør korrespondenten uddybe i klippet nedenfor. 

Korrespondent Simi Jan udtaler sig om lørdagens angreb i Tyrkiet.