Popstjerne blandt de dræbte i flystyrt - skulle have spillet med Outlandish
Der er ingen overlevende efter onsdagens flystyrt, bekræfter flyselskab. 42 passagerer og fem ansatte er døde.
Alle 47 mennesker om bord på det fly, der styrtede ned i det nordlige Pakistan nær Abbottabad onsdag, er døde.
Det bekræfter luftfartsselskabet Pakistan International Airlines ifølge CNN. Der er tale om 42 passagerer og fem besætningsmedlemmer.
Ifølge pakistansk katastrofeberedskab er 46 lig blevet bjærget indtil videre.
Popstjerne blev prædikant
En af de omkomne i styrtet er Junaid Jamshed. Han er en tidligere pakistansk popstjerne, som skiftede bane og blev muslimsk prædikant. Ifølge en liste over passagerer om bord på flyet er flere "udenlandske navne" opført. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den danske rap-trio Outlandish, hvis medlem Waqas Ali Qadri har pakistanske rødder, mindes ofrene for flystyrtet på Facebook. I opdateringen fortæller gruppen, at de tidligere har turneret med Junaid Jamshed, og at han også skulle have spillet med dem på en velgørenhedstourne senere på måneden.
- Det her viser bare, hvor skrøbeligt livet er. Lad os IKKE tage det for givet. Må han og de andre ombord på flyet hvile i fred, skriver Outlandish.
Flyet forsvandt fra radaren, kort efter at det var lettet fra den nordlige region Chitral for at flyve til hovedstaden, Islamabad. Det styrtede ned i et bjergområde cirka 125 kilometer nord for Islamabad nær Abbottabad og Havelian.
Kunne lande med én motor
Ifølge direktøren for Pakistan International Airlines foretog en af piloterne i flyet et nødopkald umiddelbart før styrtet. Her fortalte piloten, at han havde mistet kontrollen over en af flyets to motorer.
- Men vi var overbeviste om, at flyet kunne lande med én motor, siger direktør Muhammad Azam Saigol ifølge CNN.
- Dette er en tragedie. Vi fralægger os ikke nogen forbindelse til denne hændelse, tilføjer han. Flyet var et ATR-42 tomotorers propelfly, og ifølge Pakistan International Airlines havde førstepiloten flere end 12.000 timers flyveerfaring.
Sorte bokse er bjærget
Efterforskere har ifølge pakistansk militær bjærget flyets sorte bokse. De skal nu hjælpe med at klarlægge årsagen til ulykken. Det er ikke sjældent, at fly er involveret i ulykker i Pakistan.
Sikkerheden i landet bliver ofte kritiseret, og i løbet af de seneste år har der været en række sager om fly, der nær har ramt hinanden på grund af de proppede landingsbaner.
I 2010 styrtede et passagerfly nær Islamabad på grund af dårligt vejr. Samtlige 152 mennesker om bord blev dræbt. To år senere mistede 127 mennesker livet, da et fly ligeledes styrtede ned tæt på hovedstaden.