Udland

Bob Dylan sender stjernesanger som vikar til Nobel-fest

Bob Dylan sender en vikar til at modtage Nobelprisen.

I dag overrækkes Nobelprisen i litteratur. Vinderen er allerede kåret, men han har ikke tænkt sig at dukke op til den store fest i Stockholm.

Den amerikanske sanger og troubadour, 75-årige Bob Dylan er ikke nem at lave aftaler med. Spørg bare det fine svenske Akademi, der uddeler Nobelprisen.

Først svarede Bob Dylan slet ikke efter meddelelsen fra Stockholm den 13. oktober om, at han skulle have årets Nobelpris i litteratur.

Det fornemme akademi havde set stort på alle advarsler og besluttet for første gang at give en simpel folkesanger litteraturprisen. Og så reagerede manden slet ikke – i flere dage. Dylan-kendere gættede på, at den gamle provokatør slet ikke ville tage imod prisen. Ligesom filosoffen Jean Paul Sartre i sin tid havde sagt nej tak.

Men så efter nogle dage lod Bob Dylan via en talsmand vide, at han skam var beæret men desværre havde andre aftaler den 10. december, hvor det fine svenske akademi overrækker prisen i Stockholm. 75-årige Dylan har travlt, han er på konstant turné verden rundt med sine sange – og har ikke tid til at rende rundt og samle priser op, forstod man.

Sangerinden Patti Smith skal modtage Nobelprisen på vegne af Bob Dylan.

Men i mandags kom så en ny melding fra den amerikanske folkesanger: Han vil fremsende en takketale, som en anden så må læse op for komiteen på den store festdag i Stockholm i dag. Til gengæld sender Dylan sin kollega, sangerinden Patti Smith, som vil fremføre Dylans klassiker ”A Hard Rain’s Gonna Fall”. Det er sangen, der indledes med ordenen ”Oh where have you been, my blue-eyed son?”. Patti Smith vil angiveligt blive akkompagneret af De Kongelige Philharmonikere, når hun foredrager Bob Dylans gamle protestsang om atomkrig og verdens ulykker.

Det Svenske Akademi erklærer, at man ”respekterer hr. Dylans beslutning” om ikke selv at møde op. Men et af akademiets medlemmer, forfatteren Per Wastberg tilføjer for egen regning, at han finder Dylans afbud ”uhøfligt og arrogant”.

Det hele kan dog ende med forsoning. For traditionen tro skal vinderen af litteraturprisen inden for seks måneder holde en forelæsning i Stockholm for Akademiet og indbudte gæster. Og da Dylan har planer om at give koncert næste år i den svenske hovedstad, forventer Akademiet, at han får tid til at kigge forbi og afholde et foredrag. Eller bare synge en sang – for dét kan også accepteres, forlyder det fra akademiet.

- Vi er fleksible, erklærer Nobel-komiteens sekretær, Sara Danius og tilføjer ifølge nyhedsbureauet AP:

- Dylan kan holde en tale, give en spontan forestilling, vise en film eller hvad han nu foretrækker.

Nu venter alle på næste udspil fra prisvinderen et sted derude på de store scener.