News kickstartede min karriere

16x9
Simi Jan live fra Herat i Afghanistan. Foto: TV 2

De sårede og dræbte bliver ved med at vælte ind. Mens pårørende græder og læger og sygeplejersker løber rundt i pendulfart for at følge med.

Der flyder med blod på gulvet, og i det ene rum bliver ligene af mænd lagt i lange rækker. Der er mange. Tildækket af hvide lagener. Jeg prøver at få et overblik over hvor mange, der har mistet livet. Det føles mest af alt som at være havnet i en filmkulisse. Det hele er så surrealistisk. Ambulancesirener. Flere døde og sårede. Jeg rapporter i telefonen. På TV2 og den nye 24-timers nyhedskanal NEWS. Det er Breaking News.

Den tidligere pakistanske premierminister Benazir Bhutto var udsat for et attentatforsøg netop, som hun var vendt hjem efter otte år i eksil. Til sit elskede fædreland. Det land jeg lige var ankommet til tre uger tidligere. I September 2007. På eget initiativ. Mere eller mindre tilfældigt. På jagt efter eventyr og historier. Fordi jeg ville udleve drømmen om at blive udenrigskorrespondent. En drøm, der betød så meget for mig, at jeg netop havde opsagt mit faste job på TV2 Nyhederne efter blot et år. For jeg ville ud i verden. Jeg ville ud at rapportere. Det betød et farvel til fast løn, pensionsopsparing og feriepenge – for i stedet at blive freelancejournalist, hvor der kun tikker penge ind på kontoen, når man leverer noget. Med en bemærkning fra nyhedschefen om, at jeg kun skulle regne med at arbejde et par dage om måneden, for så meget skete der jo heller ikke i Indien og Pakistan. Min mand Allan og jeg pakkede vores kufferter, solgte vores andelslejlighed og bil og flyttede teltpælene til Sydasien. Planen var at bo i Indien, men da visum tog for lang tid, rejste vi til Pakistan. Sådan midlertidigt. Indtil det indiske visum kom i hus. Ingen af os havde forudset, at Pakistan pludselig ville blive verdens største brændpunkt.

En grædende mand spørger mig om noget, han leder efter et familiemedlem. Jeg kigger forgæves på ham.

”Jeg ved det ikke, spørg sygeplejerskerne”, siger jeg og pegede over mod de hvide kitler. Han tror jeg er sygeplejerske. Jeg har nemlig helt tilfældigt hvidt pakistansk tøj på – en lang tunika og løse bukser. Jeg føler mig nyttesløs. Følelsen af afmagt vælter op i mig. Jeg kan ikke hjælpe de andre eller redde menneskeliv, men blot stå her og rapportere om disse menneskers tragedie. Pludselig hiver en pakistansk mand mig over mod et forhæng og ind bagved.

”Kender du hende? Ved du hvem hun er?”

Jeg kigger chokeret på den midaldrende kvinde i en ferskenfarvet tunika der ligger på båren. Hun trækker ikke vejret. Jeg kigger fortvivlet på mændene omkring mig. Jeg vil væk. Jeg har ikke lyst til at stå her. Men de er endnu mere fortvivlede. De prøver desperat at identificere hende. Jeg rapporterer videre. NEWS skal have seneste nyt. Hele tiden. Breaking. Rækkerne med lig bliver længere. Lægerne og sygeplejerskerne knokler for at redde de overlevende.

Attentatforsøget mod Benazie Bhutto blev min ilddĂĄb som korrespondent. Og News blev den legeplads, hvor jeg lærte bĂĄde at kravle, gĂĄ og løbe. Stærkt. Hvor jeg lærte at være pĂĄ live i døgndrift. Hvor en arbejdsdag aldrig er ens. Hvor der skal leveres bĂĄde tidligt morgen og sen aften. Hvor der er tid til perspektiv og fordybelse. Det umættelige dyr, der konstant skal fodres. I en grad, at selv de bedste løbesko nogle gange ikke er gode nok. Jeg blev kastet ud pĂĄ dybt vand. For der skulle leveres. Hele tiden. Der var dage, hvor et par timers søvn var luksus. Dage, hvor et par kiks over en hel dag var en udsøgt fornøjelse. Og dage, hvor hjertet bankede og sveden flød.

Benazir Bhutto overlevede attentatforsøget. Men to måneder efter fik fjenderne ram på hende. Jeg var der. Igen. Med News. Døgnet rundt. Ligesom jeg også var der, da bomberne eksploderede oftere og oftere. Nogle gange tæt på. Den ene gang på netop den restaurant, som jeg var på vej over til for at spise middag. Det var minutter, der reddede mit liv. Den danske ambassade blev bombet – det femstjernede hotel Marriott blev bombet. Min nye by var under angreb. Der blev indført undtagelsestilstand. Der var selvmordsangreb. Politisk kaos og valg. Og når jeg mødte andre udenrigskorrespondenter fra hele verden, der strømmede til Pakistan, blev de ofte overraskede over, at et lille land som Danmark havde en 24-timers nyhedskanal. Det gjorde pakistanerne også. Og senere afghanerne, da jeg begyndte at rejse dertil og senere flyttede til Kabul. News kørte derudaf. Og jeg var stolt over, at være med på holdet.

Jeg lærte det på den hårde måde: at korrespondentjobbet ikke er glamourøst, men benhårdt arbejde. Og jeg elskede det. At stå midt i historieskrivningen. Tæt på kaos, politiske spændinger, dramatiske menneskeskæbner og adrenalinen var tit høj. En odysse, hvor jeg som den nysgerrige opdagelsesrejsende aldrig rigtigt vidste, hvor jeg ville ende henne, hvor mit næste skridt ville føre mig hen. Jeg elskede at fortælle den menneskelige historie midt i kaos. At videreformidle. Og det gør jeg stadig – elsker det. Her ti år efter. Også selvom det ind imellem gør ondt - og tårerne får frit løb. Og uroen overtager søvnen. Også selvom jeg har mistet flere gode venner gennem årene.

Døden bliver sĂĄ nærværende. PĂĄ godt og ondt. For i morgen er ikke en garanti. Det har jeg lært. Det har de folk, der bor midt i krig og konflikt, lært mig. At værdsætte. At nyde nuet. Det er ogsĂĄ de mennesker, der gør, at jeg bliver ved med at drage tilbage. Den grænseløse gæstfrihed og kærlighed jeg møder bevæger mig i en grad, at jeg ofte føler mig fattig pĂĄ ord. Og tænker om jeg nogensinde vil kunne give den gestus tilbage. Jeg stĂĄr i gæld til mange mennesker derude. Mennesker, der har budt mig indenfor i deres hjem. Betroet mig deres tanker og oplevelser. Mennesker, der lige har mistet. Eller selv var tæt pĂĄ. Jeg har grinet og grædt sammen med dem. Folk, der har hjulpet i tide og utide. Og nogle gange mere end nødvendigt. Fordi jeg var deres gæst.

Måske var det derfor jeg græd, da jeg i 2012 flyttede hjem fra Afghanistan. Mit øjesten. Et land i krig, et af verdens fattigste og mest korrupte lande. Men i mit hjerte vil Afghanistan altid have en helt speciel plads. Heldigvis har jeg besøgt Afghanistan en del gange siden, for historierne skal jo fortælles. Ligesom i Mellemøsten og omegn. I Europa. Naturkatastrofer, krige og konflikter. Kufferten står altid klar. Nyhederne fortsætter. News ruller videre. Ind i et nyt årti. Mere moden og erfaren. Ligesom os andre, der har været med på rejsen fra start. En rejse jeg glæder mig til at fortsætte.