Udland

Højrekstremist kendt skyldig i drab på Jo Cox

En jury har kendt Thomas Mair skyldig i at have dræbt politikeren Jo Cox kort før brexit-afstemning.

Den 53-årige højreekstremist Thomas Mair er onsdag blevet kendt skyldig i at have dræbt den britiske politiker Jo Cox. Dommen lyder på fængsel resten af livet.

Det skriver BBC og Reuters.

Drabet skete i juni, en uge inden afstemningen om det britiske medlemskab til EU. På det tidspunkt havde alle parlamentarikere travlt med at argumentere for enten et ja eller et nej til unionen.

41-årige Jo Cox var kendt for sine synspunkter om, at Storbritannien bør gøre mere for de mange flygtninge, der kommer til Europa.

Enkemand: Det var terrorisme

Jo Cox' mand, Brendan Cox, mener, at drabet var en terrorhandling. Det sagde han i forbindelse med en mindehøjtidelighed tidligere på året.

- Drabet på Jo var politisk. Det var en terrorhandling, som var udtænkt for at fremme en dagsorden af had mod andre, sagde han. 

Den 53-årige tiltalte råbte ifølge øjenvidner "Storbritannien først!", da han angreb Jo Cox i byen Birstall i det nordlige England. Cox var også tilhænger af fortsat britisk EU-medlemskab, og hun førte valgkamp for den fløj, da hun blev dræbt.