Udland

Presset fra alle sider: Mosul tæt på at være omringet

Få kilometer mangler, så er storbyen Mosul i Irak omringet. Inde i byen er tusindvis af IS-krigere - men også en million civile.

Efter godt en måneds offensiv mod terrorbevægelsen Islamisk Stat i den irakiske storby Mosul, er byen nu tæt på omringet.

Kun få kilometer mangler, før IS's vigtige forsyningsrute mellem Mosul i Irak og deres syriske højborg, Raqqa, er afskåret, skriver Reuters.

Det sker som et led i den offensiv, som i cirka en måned nu, har kæmpet for at generobre den IS-kontrollede by. 

Mosul har siden sommeren 2014 været under terrorbevægelsens kontrol, men nu nærmer den irakisk ledede koalition sig altså langsomt en generobring af byen.

Senest generobrede de fremrykkende styrker luftbasen Tal Afar ved byen af samme navn cirka 60 kilometer vest for Mosul.

- I dag er tredjedagen for erobringen af luftbasen. Vi har ryddet den fuldstændig, men den var fuldstændig ødelagt af IS. I de kommende dage fortsætter vi fremrykningen mod Tal Afar for at afskære forsyningsruterne fra Syrien til Tal Afar og Mosul, siger kommandøren for den 4. brigade i Hashid Shaabi-militsen, Abu Hannan al-Kan’ani.

En offensiv mod selve byen Tal Afar kan skabe endnu flere konflikter i en allerede betændt region, for i byen bor en stor andel turkmenere og sunni-muslimer, og den tyrkiske regering udtrykker bekymring over, at shiamuslimske styrker vil indtage byen.

Når Mosul er omringet

Med afskæringen af forsyningsruten er Mosul omkranset af områder kontrolleret af kurdiske styrker og koalitionsstyrker.

En lastbilchauffør fortæller, at han indtil for et par dage siden har fragtet frugter og grøntsager til Mosul fra Raqqa i Syrien, men at turen er blevet for usikker. Han ville ikke oplyse sit navn, da terroristerne i Islamisk Stat straffer folk med døden, hvis de har haft kontakt med den omkringliggende verden, skriver Reuters.

- Det er slemt for folk i Mosul, de sulter. Alt er forfærdeligt. Det star virkelig slemt til. Disse skæggede mænd er som rådne sko. Der er ikke godt i Mosul. Hele verden bliver smadret på grund af de forfærdelige IS, siger flygtningen, Majida.

Det irakiske militær vurderer, at det er mellem 5000 og 6000 IS-krigere inde i byen, og med flere end 10 gange så mange styrker fra irakisk militær, shiamuslimske militsgrupper, kurdiske peshmerga-krigere og luftstøtte fra bl.a. USA, Australien og Danmark, virke slaget tabt på forhånd.

Men sammen med IS-krigerne i Mosul, befinder sig også i omegnen af en million civile, og det besværliggør fremrykningen.

Ifølge FN bruger Islamisk Stat ligefrem de civile i byen som menneskelige skjolde, for at sikre sig mod angreb fra luften.

Længst fremme øst for byen

Det er særligt trænede irakiske specialstyrker, der er nået tættest på Mosul fra deres positioner øst for byen. Efter at fremrykningen i de første dage og uger, efter offensive blev indledt, gik overraskende hurtigt, møder styrkerne nu voldsommere modstand. De områder IS-krigerne efterlader, er fyldt med miner og bombefælder.

Under angrebet mod luftbasen ved Tal Afar for tre dage siden, blev en række underjordiske tunneller, som IS-krigerne brugte til at skjule sig, også afsløret.

Lignende tunneller dukkede frem i flere forstæder, nord og øst for Mosul, som kurdiske styrker og koalitionsstyrker har generobret. IS-krigerne bruger også tunnellerne til at kunne flytte sig fra hus til hus under jorden og lave bagholdsangreb på de fremrykkende styrker.

Foruden bagholdsangreb, snigskytter, bombefælder og en fjende, der bruger civile som skjolde, møder de fremrykkende styrker også mobile selvmordsbombere.

Så sent som i dag afværgede det irakiske militær to angreb fra to selvmordsbombere i armerede biler fyldt med sprængstof. Bilerne blev skudt af en amerikansk produceret kampvogn, og de blev sprængt i stykker, inden de nåede deres mål, fortæller generalmajor Sami al-Aridi fra de irakiske specialstyrker ifølge AP. 

Efterfølgende gik de fremrykkende styrker fra hus til hus for at gennemsøge, om der gemte sig flere af den slags selvmordsbilbomber.

Stadig langt igen

Kombinationen af IS-krigere, der har haft god tid til at forberede sig på offensiven, og de angribende parters modstand mod at bombe byen, for at undgå store civile tab, betyder at fremrykningen ind mod selve Mosul går ganske langsomt.

Status her godt en måned inde i offensiven er, at de styrker, der er tættest på Mosul, stadig står cirka 10 kilometer fra centrum af byen.