Donald Trump

Trumps vicepræsident buhet ud af teater - skuespillers ord fra scenen fik stående ovationer

USA's kommende vicepræsident Mike Pence er ikke en populær mand alle steder. Det mærkede han i aftes, da han tog en friaften i et teater på Broadway.

Mike Pence er en religiøs og konservativ mand fra delstaten Indiana i Midtvesten. Her var han guvernør, indtil Donald Trump hev ham ind som sin vicepræsidentkandidat i en af de vildeste valgkampe i nyere tid. Hvor Trumps valgløfte om at bygge en mur mod Mexico fortsat runger ud over en nation, der står aldeles splittet efter den overraskende valgsejr til Republikanerne.

Nu skal han så forsøge at sammensætte det regeringshold, der skal gøre "America Great Again", som Trump har lovet den amerikanske befolkning. Mike Pence har brugt de seneste dage i Trump Tower i New York, hvor han står i spidsen for det arbejde, der skal få overgangen fra Obama-administrationen til Trumpisme til at glide glat med nye ministre og top-rådgivere. 

Om det var et forsøg på at at indhente inspiration til den proces er uvist, men manden, der normalt er abortmostander, modstander af homoseksuelles ret til ægteskab - og ja, faktisk modstander af det meste, som det farverige teatermiljø på Manhattan går ind for, tog i den grad på feltarbejde i aftes.

Der er intet at buhe ad, mine damer og herrer. Vi fortæller en historie om kærlighed.

Brandon Victor Dixon, skuespiller

Nogle vil måske mene, at han gik ind i løvens hule. For hvad lavede Mike Pence til hip-hop musicalen “Hamilton”, der spiller for fulde huse på Broadway med den homoseksuelle og HIV-smittede stjerneskuespiller Javier Muñoz i hovedrollen, som Alexander Hamilton?  

Ifølge New York Times er “Hamilton” blevet rost af anmeldere, og dyrket af det demokratiske og liberale Hillary Clinton-segment for sit provokerende portræt af Amerika som en nation skabt af immigranter. På rollelisten ses sorte og latino-skuespillere i roller som George Washington og Thomas Jefferson, der sammen med Alexander Hamilton betragtes, som grundlæggerne af De Forenede Stater. Ikke noget, der umiddelbart virker konfliktfyldt, men midt i en Trump-tid er race og forholdet til immigranter fra Latinamerika blevet et kæmpestort betændt emne i den offentlige debat. For skal USA's kulturelle værdisæt kun defineres af hvide amerikanere med europæisk baggrund?

Nej, siger Trump-modstandere. The Donalds indtog i Det Hvide Hus vil legitimere racisme, snævertsynethed og kvindehad, lyder kritikken. Modsvaret fra dele af Trump-tilhængerne er, at der skal bygges en mur mod Mexico, deporteres millioner af illegale latino-immigranter og gøres op med globalisternes arrogance overfor arbejderklassen i USA, der truer med at gøre landet til et tredjeverdensland.

En Vicepræsident på udebane

Det er i den atmosfære af en brutal offentlig debat ovenpå valgsejren til Trump, at Mike Pence valgte at træde ind i Richard Rodgers Theater i New York sammen med sin datter Charlotte samt sin niece og nevø.

Som en af de sidste blandt aftenens publikum kom Mike Pence ind i salen til høje buh-råb, da det efterhånden gik op for folk, hvem den hvidhårede mand med alle sikkerhedsvagterne var. Det var dog ikke alle, der deltog. Nogle jublede, mens andre var flove over modtagelsen af landets næste vicepræsident. Som en journalist fra New York Times skrev på Twitter:

-  At man buher af Pence er virkelig nedtur. Hvad du end måtte mene om manden, så forsøger han at række ud. Han kunne få inspiration fra langt værre steder.

Opsang fra Scenen

Under musicalen, der handler om farvede immigranters vigtige rolle under den amerikanske revolution, udbrød publikum flere gange i jubel, skriver New York Times. Ekspempelvis, da en replik fra scenen lød:

- Immigranter, vi får jobbet gjort.

Og da forestillingen var overstået efter flere afbrydelse, stillede hele ensemblet op på række. Skuespilleren Brandon Victor Dixon henvendte sig direkte til Mike Pence, som allerede var ved at forlade teatersalen, mens publikum buhede.

-  Der er intet at buhe ad, mine damer og herrer. Vi fortæller en historie om kærlighed, sagde Brandon Victor Dixon. Og kaldte vicepræsidenten tilbage, fortæller The Guardian

- Kommende vicepræsident Pence, velkommen og tak, fordi du er kommet for at se Hamilton-An American Musical. Vi er det magfoldige Amerika, som er forurolige og bange for, at din nye regering ikke vil beskytte os, vores planet, vores børn, vores forældre, eller forsvare os og værne om vores umistelige rettigheder. Vi håber, at dette show har inspireret dig til at værne om vores amerikanske værdier og virke på vegne af os alle, lød det til stående ovationer fra scenen. Selv har Mike Pence ikke kommenteret sin teateroplevelse efterfølgende, men det har Jeffrey Seller, der er chefproducer bag musicalen.

Sammen med forfatteren Lin-Manuel Miranda og instruktøren Thomas Kail skrev han talen til Mike Pence med inspiration fra skuespillerne. Ifølge New York Times diskuterede de, hvorvidt det var passende at komme med en politisk udtalelse under aftenens forestilling, og at de involverede havde besluttet at vente til den var slut. 

 - Vi var nødt til at spørge os selv, hvordan håndterer vi det her? Vores skuespilere kunne knap gå på scenen dagen efter valget. Valget var smerteligt og knusende for os alle her. Vi havde alle svært ved at finde et passende, respektfuld og rigtigt svar. Vi er beærede over, at hr. Pence overværede forestillingen, og vi var nødt til at benytte lejligheden til at udtrykke vores følelser, fortæller Jeffrey Sellers.