Mens EUs ledere er lagt på is: Trump talte længe med Putin

USAs kommende præsident kan finde fælles grund med sin russiske kollega, som Trump flere gange har udtalt sig positivt om.

Det er en blanding af almindelig høflighed og et signal om at ville etablere et tættere forhold, at USAs kommende præsident Donald Trump mandag dansk tid har været i telefonisk kontakt med Ruslands præsident Putin. 

Det fortæller TV 2s korrespondent i Washington, Jesper Steinmetz.

- Kinas præsident har også ringet, men tilsyneladende har samtalen med Putin varet meget længere. De har især talt om kampen mod terrorisme, siger Jesper Steinmetz.

Skal knække Islamisk Stat

Netop kampen mod terrorisme har været en af Donald Trumps helt store valgløfter. Den 70-årige finansmand har blandt andet sagt, at han ønsker at opskalere indsatsen mod Islamisk Stat. 

- Han mener, at præsident Obama og hans hold har fejlet på det område. Faktisk mener Trump decideret, at Obama har banet vejen for Islamisk Stat. Og for at Trump ikke skal skuffe sine vælgere og leve op til løftet om at gøre USA stor og mægtig igen, skal Islamisk Stat knækkes. Ruslands indsats i Syrien er en vigtig brik i det løfte, fortæller Jesper Steinmetz.

Og mens Obama på flere punkter har forsøgt at isolere Putin, blandt andet efter indlemmelsen af Krim-halvøen og opgøret om det østlige Ukraine, har Trump i valgkampen ikke lagt skjul på, at han anså Putin for at være en stærkere leder i Rusland, end han mente Obama var her i USA.

Får piben en anden lyd?

Men det kan også ske, at piben ender med at få en anden lyd, når først Donald Trump sætter sig i Det Ovale Værelse den 20. januar næste år sammen med sin stab af udenrigspolitiske rådgivere.

- Lad os lige lytte til, om han også på det her punkt modererer sine synspunkter og bliver mere pragmatisk, som tiden går. Det er han jo godt i gang med på de inderigspolitiske områder her i USA, påpeger Steinmetz med henvisning til, at Donald Trump allerede er trukket lidt i land i forhold til kritikken af en af Obamas helt store politiske mærkesager som Obamacare. 

Her har Trump bebuddet, at der vil være mulighed for at dele af Obamacare kan fortsætte under hans regeringstid.

Putin kræver svar

Hos Institut for Internationale Studier, kalder Flemming Splidsboel det "en interessant udvikling", at Donald Trump og Vladimir Putin øjensynligt allerede er i gang med en dialog. 

Fra Putins side gælder det om at udnytte det momentum, som han i øjeblikket ser i det amerikanske valg og den snak, der har været om i en form for tilnærmelse mellem de to tidligere koldkrigsstormagter.

- Putin vil være interesseret i at mødes med Trump, og høre om hans syn på den helt store globale dagsorden, men mere konkret på Syrien og Ukraine. Der vil Putin gerne have nogle svar ret hurtigt, vurderer Flemming Splidsboel.

Arrogant koldkriger

Men selvom russerne har flere forhåbninger til Trump end til dennes modkandidat Hillary Clinton, har de ikke større forventninger til ham, forklarer Spidsboel, og påpeger, at meningsmålinger har vist, at russerne ikke er udelt begejstrede for Trump. 

Tværtimod er støtten til Trump nærmest sket som følge af en afvisning af Clinton, som Putin tidligere har kaldt "en arrogant koldkriger".

- Putin er gået ind til mødet med Trump med forhåbninger, men han vil ikke blive skuffet, hvis han ikke får så meget ud af mødet med Trump, som der blev lagt op til under den amerikanske præsidentkampagne, siger Flemming Splidsboel, som på den ene side ser muligheder for globale alliance muligheder mellem Putins Rusland og Trumps USA.

Kan forstå hinanden på en anden måde

På den anden side vil flere forskelle også træde frem, når først de to ledere mødes ansigt til ansigt, spår Spidsboel. 

- Syrien er det sted, hvor de måske lettest kan starte. Hvis Trump gør alvor af at trække sig helt eller delvist fra Syrien og overlade det til russerne, er det et område, hvor man måske kan samarbejde. Men det vil efterlade russerne med den store udfordring, at de skal holde sammen på et meget skrøbeligt Syrien, siger han.

USA og Rusland kan finde frem til nye aftaler, vurderer ekspert.

Samtidig skal man heller ikke undervurdere betydningen af god eller dårlig kemi mellem politikere. Og mens Putin hverken har haft et godt forhold til Clinton eller Obama, har Trump nu chancen for at bane nye veje til Putin. 

- Der er er mulighed for, at de to kan forstå hinanden på en anden måde. Vi ved jo også, at Putin har haft det godt med enkelte europæiske ledere, blandt andet Berlusconi fra Italien, fortæller Flemming Splidsboel.

I mellemtiden har det skabt forvirring blandt de europæiske ledere, at Trump ikke har givet sig tid til at tale med nogle af dem. Den eneste europæer, han har talt med, er Nigel Farage fra det højreorienterede og EU-fjendtlige Ukip i Storbritannien, der som bekendt var medvirkende til, at landet melder sig ud af den Europæiske Union.