Udland

Kinas reducerede kulforbrug holder verdens CO2-niveau nede

Global udledning af drivhusgasser er mod forventning stagneret for tredje år i træk ifølge årlig klimarapport.

"En stor hjælp" - men ikke nok til at forhindre den farlige globale opvarmning.

Sådan lyder overskrifterne på en dugfrisk klimarapport, der viser, at udledningen af drivhusgasser på verdensplan tilsyneladende er stagneret.

I den årlige Global Carbon Budget-rapport, der er udarbejdet af forskere fra hele verden, fremgår det, at CO2-forureningen i 2016 stort set er på samme niveau som i de to foregående år.

Ifølge rapporten ventes udledningen i år at stige med blot 0,2 procent. Blandt andet takket være et reduceret kulforbrug i Kina er det lykkedes at holde niveauet nede.

- Tre år i træk med næsten ingen stigning i udledningen er uden fortilfælde i en tid med stærk økonomisk vækst, siger forskningsleder Corinne Le Quere fra University of East Anglia til AFP.

I rapporten bliver tallene kaldt for en "tydelig og hidtil uset pause" efter årtier med voldsomme stigninger i den globale CO2-udledning.

Forskningsleder: Tag ikke glæderne på forskud

I perioden 2004 til 2013 er niveauet således steget med 2,3 procent om året, før det faldt med 0,7 procent i 2014.

Selv om rapporten er gode nyheder for klimaet, så mener Corinne Le Quere ikke, at man bør tage glæderne på forskud.

- Det er en stor hjælp i bestræbelserne på at håndtere klimaforandringerne, men det er ikke nok, siger hun.

Forskerne understreger i rapporten, at det er nødvendigt at reducere udledningen af drivhusgasser, hvis målsætningen om at begrænse den globale opvarmning skal indfris.