Donald Trump til '60 Minutes': I skal ikke være bange

Demonstranterne i USA har ikke grund til at være bange for deres nye præsident. I hvert fald ikke, hvis han selv skal sige det.

USAs kommende præsident Donald Trump siger nu til sine landsmænd, at de ikke skal være bange for ham. Det sker mens tusindvis er gået på gaden for at demonstrere mod hans valgsejr.

Donald Trump medvirkede i tv-udsendelsen "60 Minutes", og her gav han det første længere interview, efter han overraskede amerikanerne og vandt nøglerne til Det Hvide Hus.

- Jeg vil sige til dem, at de ikke skal være bange, lød det fra Trump.

- Vær ikke bange. Vi skal nok få vores land på fode igen. Men afgjort, vær ikke bange, fortsatte den nyvalgte præsident, der efterfølgende undrede sig over, om der mon havde været samme melding til hans tilhængere, hvis Hillary Clinton havde vundet valget.

- Jeg tror dette er konstrueret af pressen, for ærlig talt, så vil de tage hver eneste lille hændelse, de kan finde i dette land. Også selv om det kunne have været her før valget, sagde Trump med henvisning til minoritetsgruppernes frygt for fremtiden.

Demonstranter i Los Angeles.
Demonstranter i Los Angeles. Foto: RINGO CHIU / Scanpix Denmark
Hærværk på en politibil i Los Angeles.
Hærværk på en politibil i Los Angeles. Foto: TED SOQUI / Scanpix Denmark
Demonstranter i New York.
Demonstranter i New York. Foto: BRYAN R. SMITH / Scanpix Denmark

Donald Trumps søn, Donald Trump Jr., deltog også i interviewet. Han uddybede meldingen fra sin far.

- Nogle af de ting folk frygter er fabrikerede, nogle er ikke, men de er fuldstændig grundløse, sagde Donald Trump Jr. til "60 Minutes".

Du kan se interviewet med Donald Trump på CBS 60 Minutes hjemmeside.