Udland

Flere dræbt i eksplosion på militærbase i Afghanistan

Der er både meldinger om dræbte og sårede, efter en militærbase i Afghanistan lørdag blev ramt af en eksplosion.

USA's største militærbase i Afghanistan Afghanistan er tidligt lørdag morgen blevet ramt af en eksplosion.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

- Vi kan bekræfte, at der er sket en eksplosion ved Bagram-flybasen kort efter klokken 5.30 i morges. Mennesker er blevet såret eller dræbt. Vores beskyttelsesstyrker og lægepersonale er sat ind efter hændelsen, oplyser Nato i en kort erklæring. 

Nato har siden bekræftet, at fire personer har mistet livet, mens yderligere 14 er blevet såret.

Fire dræbte var amerikanere

USAs forsvarsminister Ash Carter siger til CNN, at de dræbte er fire amerikanere, og alt tyder på, at det var et selvmordsangreb. 

To af de dræbte var serviceansatte på basen, mens de to andre var entreprenører, oplyser forsvarsministeren og tilføjer, at han er "dybt bedrøvet" over nyheden. 

16 amerikanere er såret efter eksplosionen samt en polsk Nato-soldat. 

Taliban tager ansvar for angrebet

Årsagen til eksplosionen er endnu uklar, men terrororganisationen Taliban har efterfølgende taget skylden for eksplosionen.

Det er Talibans talsmand, Zabihullah Mujahid, der på det sociale medie Twitter skriver, at de er ansvarlige for angrebet på basen.

Taliban har flere gange tidligere angrebet basen. I december sidste år angreb en selvmordsbomber på en motorcykel en amerikansk-afghansk patrulje nær luftbasen og dræbte seks soldater, mens seks andre blev såret.