Michael Moore forudså Trumps sejr i sommer: Så præcis var forudsigelserne
Den venstreorienterede filmskaber Michael Moore forudså blandt andet, hvilke svingstater Trump ville vinde. Han fik ret.
- Sig ordene “præsident Trump”, for du kommer til at sige dem de næste fire år.
Sådan skrev den verdensberømte filminstruktør Michael Moore i juli på sin hjemmeside og fremlagde samtidig fem argumenter for, hvorfor han var overbevist om, at Donald Trump ville vinde præsidentvalget.
Dengang grinte mange af Moores forudsigelser, men tirsdag blev det en kendsgerning, at de fleste meningsmålinger, medier og kommentatorer tog fejl, og at Michael Moore fik ret. Donald Trump bliver USA’s næste præsident.
Men hvad var det egentlig helt præcist Michael Moore begrundede sin forudsigelse med i juli? Lad os tage en gennemgang af hans fem argumenter.
1) Republikansk rustbælte
Betegnelsen ”rustbæltet” dækker traditionelt over en række stater i USA’s nordøstlige hjørne. I flere af staterne er der mange valgmænd på spil, og da mange af dem er såkaldte svingstater, der kan gå begge veje, er der meget på spil her.
Michael Moore forudså i juli, at svingstaterne Michigan, Wisconsin, Ohio og Pensylvania alle ville gå til Donald Trump. Argumentet fra Moore var, at der siden 2010 er blevet valgt republikanske guvernører i alle fire stater, og at den tendens ville fortsætte ved præsidentvalget.
Det fik Michael Moore næsten ret i. Onsdag aften er der fortsat ikke noget endeligt resultat fra Michigan, men de tre øvrige stater gik alle til Donald Trump.
2) Den sure, hvide mand
Her argumenterede Michael Moore for, at ”den sure, hvide mand” ville modsætte sig Hillary Clintons kamp for at blive USA’s første kvindelige præsident. Med slet skjult ironi skrev Michael Moore blandt andet, at ”feminisme-monstret” må stoppes. For hvad bliver det næste, en homoseksuel i Det Hvide Hus?
3) Hillary-problemet
Den største udfordring for en demokratisk valgsejr var ifølge Michael Moore ikke Trump, men Clinton. I sit tredje argument for republikansk sejr fremhævede han, at Hillary Clinton ikke er synderligt populær i befolkningen, og at ikke engang demokraterne bryder sig om hende.
4) Den deprimerede Sanders-vælger
Problemet her var ifølge Michael Moore ikke, at Bernie Sanders’ støtter ikke ville stemme på Clinton. Det skulle de nok, skrev han. Men Hillary Clinton skaber ikke nær så stor en begejstring, som eksempelvis Barack Obama gjorde i 2008, og derfor vil ingen af Bernie Sanders’ vælgere lave frivilligt kampagnearbejde eller sørge for, at en masse venner og familiemedlemmer kommer ned og stemmer.
5) Oprøret
En stigende utilfredshed med det etablerede politiske system ville ifølge Michael Moore føre til, at mange ville sætte krydset ved Donald Trump. Ikke på grund enighed med ham, men fordi mange vil gøre oprør og gøre ”mor og far sure", som Moore skrev.