Donald Trump

- Jeg er en idiot, jeg har taget fejl i et helt år

BLOG: Donald Trumps uventede succes har givet røde ører til USA-analytikerne, som ikke kunne forudse Trumps sejr. En af dem beder nu om forladelse.

Det er svært at spå, især om fremtiden. Jeg formåede i over et år ikke at kunne sætte realistiske odds på Donald Trumps muligheder for først at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat og derefter USA's næste præsident. Det spørgsmål, der har martret mig lige siden Trumps sejr var en kendsgerning onsdag morgen dansk tid, er: Hvorfor så jeg ikke Trump-toget komme kørende, før det rullede hen over mig og de andre USA-analytikere?

Lad være sagt som det første: Ja, jeg har røde ører. Med rette. I helt år vurderede jeg, at Donald Trump var en politisk døgnflue, der aldrig ville komme i nærheden af at blive republikanernes præsidentkandidat på trods af, at byggematadoren førte i over 90% af meningsmålingerne før primærvalgenes start. Og da Trump så var blevet republikanernes præsidentkandidat, anså jeg fortsat som meget usandsynligt, at han vil blive USA's næste præsident. Jeg kunne underbygge min analyse med massevis af data og min historiske viden om USA's politiske historie.

Jeg er en idiot. Jeg tog fejl. Ikke kun én gang, men i et helt år, når det kom til det politiske fænomen Donald Trump.

Trump vandt på trods af hårde odds

Donald Trump har rokket ved mange af vores fasttømrede opfattelser af, hvordan et præsidentvalg forløber. Han vandt nomineringen uden at bruge særlig mange penge på sin valgkamp. Han vandt nomineringen uden at have opbakning i det parti, han skulle repræsentere. Han vandt præsidentvalget på trods af, at han var den mindst populære præsidentkandidat i nyere amerikansk historie. Han vandt præsidentvalget på trods af, at han tabte alle tre præsidentdebatter. Han vandt præsidentvalget uden at have en egentlig organisation i svingstaterne. Han vandt præsidentvalget på trods af, at han var bagud i meningsmålingerne. Og han vandt præsidentvalget uden væsentlig at forbedre republikanernes støtte blandt minoritetsvælgere.

Alligevel vandt Trump først nomineringen og så præsidentvalget.

Vi bliver nødt til at revurdere mange ting i den kommende tid. Den ”blå mur”, der angiveligt skulle eksistere og give demokraterne en afgørende fordel for at vinde præsidentvalg, viste sig at være ligeså ikke-eksisterende som min troværdighed som USA-analytiker.

Det Demokratiske Parti i eksistentiel krise

De mange lovprisninger om Barack Obamas præsidenttid virker nærmest urkomisk i dag. I mange medier er Obama allerede blevet udråbt som en af de største præsidenter, USA nogensinde har haft. Hvis Obama-årene har været så fantastiske, hvordan kunne Obama-årene så resultere i præsident Trump?

Hvordan kan man i årevis lancere en fortælling om, at Det Republikanske Parti er ved at gå til hundene, når det er Det Demokratiske Parti, der befinder sig i en eksistentiel krise? Republikanerne sidder nu på magten i Det Hvide Hus, Kongressen og snart den amerikanske Højesteret. Partiet stiller flest guvernører og har flertallet i flest delstatsparlamenter. Alle dette var i øvrigt også sandt før valgdagen med undtagelse af, at demokraterne havde Det Hvide Hus. Kort sagt er republikanerne fortsat det dominerende parti i amerikansk politik. Trumps triumf er bare en kulmination af denne totale dominans. En dominans man havde svært ved at få øje på i medierne.

Donald Trump stod i spidsen for en politisk bevægelse, som var åbenlys, men som vi ikke spåede en realistisk chance for at vinde et præsidentvalg. Nu kommer vi til at skulle bruge mange år på at forstå dette fænomen. Det er tiltrængt. Og Jeg glæder mig til at blive klogere.