Donald Trump

Trump overraskede alle: Her vandt de undertippede også

Donalds Trumps overraskende sejr ved det amerikanske præsidentvalg er blot det seneste eksempel på overraskende valgresultater.

Man så det ved det danske folketingsvalg sidste år, der gav Dansk Folkeparti 21,1 procent af stemmerne. Man så det, da briterne stemte brexit igennem. Og man så det igen tirsdag, da Donald Trump sikrede sig nøglerne til Det Hvide Hus.

Mange af meningsmålingernes forudsigelser blev erstattet af en anden virkelighed på valgdagen, og det giver noget at tænke over for de institutter, der står bag.

Mange faktorer spiller ind

Sådan lyder vurderingen fra Rune Stubager, der er valgforsker på Aarhus Universitet.

- De er nødt til at arbejde med det, der ligger bag tallene, siger han.

Han fortæller, at institutterne bearbejder tallene og opvejer forskellige elementer. Men på det seneste har der været mange nye faktorer at forholde sig til.

- Både ved brexit og valget i USA var der nye ting på spil. Brexit var en helt ny type problemstilling i Storbritannien, som man ikke havde den samme erfaring med at lave målinger på.

- I USA var der en ny type kandidat i form af Donald Trump, der har vendt op og ned på tingene, siger Rune Stubager.

Problemet er større i USA

Valgforskeren mener ikke, at man på nuværende tidspunkt kan sige, at meningsmålinger er blevet dårlige over en bred kam.

Men der er nogle væsentlige problemer, institutterne skal tage højde for.

- Når folk ikke gider at svare eller ikke vil svare, hvad de i virkeligheden mener, kan vi få den her type problemer.

- Problemet er så meget større i USA, hvor man har en lavere valgdeltagelse end i Danmark, så der skal man også tage højde for mulige ændringer i deltagelsen, siger forskeren.

De trodsede også meningsmålingerne

  1. Brexit: Storbritannien træder ud af EU

    Den 23. juni 2016 trådte Storbritannien ud af EU efter 43 års medlemskab. Meningsmålinger og eksperter havde ellers spået, at afstemningen ville ende med et britisk ja til at blive i EU.

    Men afstemningen endte til manges overraskelse med, at 51,89 procent af briterne stemte nej til EU mod de 48,11 procent, der ønskede at blive.

    Nederlaget fik den britiske premierminister David Cameron til at gå af.

  2. DF overrasker ved valg

    Da der var Folketingsvalg i Danmark i 2015, var det Dansk Folkepartis tur til at trodse eksperter og meningsmålingernes dom.

    Dansk Folkeparti endte på 37 mandater, hvilket var en fremgang på 15 mandater i forhold til valget i 2011.

    Dermed blev de det næststørste parti i Danmark efter Socialdemokratiet.

  3. LA kommer i Folketinget

    I 2010 stod Liberal Alliance til at få 0,0 procent af stemmerne ved et Folketingsvalg.

    Det fik Henrik Qvortrup, der dengang var politisk kommentator på TV 2, til at love at han ville "æde sin egen hat," hvis partiet blev valgt ind ved næste Folketingsvalg.

    Skæbnen ville, at Liberal Alliance med Anders Samuelsen i spidsen fik fem procent af stemmerne, og dermed måtte Henrik Qvortrup spise en hat.