Obama: Solen står også op i morgen
Præsident Obama vil gøre alt, hvad han kan for at sikre, at magtoverdragelsen til Donald Trump bliver så god som muligt
Kort efter Hillary Clinton sent onsdag eftermiddag (dansk tid) havde beklaget sit nederlag fra talerstolen på hotel New Yorker i New York, gik den afgående præsident, Barack Obama, på talerstolen i Det Hvide Hus.
Og Obamas tale begyndte med en let bemærkning, som kunne lette stemningen.
- I går, før stemmerne var talt op, sagde jeg, at lige meget hvilken side man er på, lige meget om din kandidat vandt eller tabte, at solen også ville stå op i dag. Og det var en prognose, der faktisk gik i opfyldelse. Solen er oppe, konstaterede præsidenten, der siger farvel til Det Hvide Hus i januar.
Vil arbejde for en succesfuld magtoverdragelse
Fra talen ønskede han Donald Trump tillykke med valget og fortalte, at han havde inviteret ham på besøg i Det Hvide Hus allerede i morgen, torsdag.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at der er mange ting, som Donald Trump og jeg ikke er enige om. Men det samme gjaldt for præsident Bush og jeg for otte år siden, og han gjorde alt for at skiftet skulle være succesfuldt. Og det samme vil jeg og mit hold gøre for, at dette skifte også skal gå godt, sagde Obama i sin tale.
- Vi hepper alle på, at Trump får succes med at samle og lede landet, sagde Obama og understregede igen, at både han og hans hold vil gøre alt for at sikre, at det kan ske. Det fredelige magtskifte er en af grundstenene i vores demokrati. Det vil vi bruge de næste par måneder på at vise verden.
Clinton er en ekstraordinær kvinde
Han greb samtidig muligheden for at sende ros i Hillary Clintons retning.
- Jeg kunne ikke være mere stolt af hende. Hun var en enestående førstedame og senere senator. Og hun kunne ikke have været en bedre udenrigsminister. Hendes kandidatur var historisk, og sender en besked til alle vore døtre - at de kan gøre sig gældende på højeste politiske niveau. Jeg er sikker på, at hun og hendes mand, præsident Clinton, vil blive ved med at gøre store ting for USA.