Donald Trump

Valget er i gang i USA: Målinger viser klar føring til Clinton

Hillary Clinton fører med tre procentpoint, viser ny stor analyse.

Hillary Clinton står til at høste flest stemmer ved det amerikanske præsidentvalg. Det forudser en analyse foretaget af RealClearPolitics, der har beregnet et gennemsnit af 13 store meningsmålinger foretaget d. 7. november. Resultatet er et forspring på tre procentpoint til den demokratiske præsidentkandidat. Dermed står hun til at få 47,2 procent af stemmerne, mens Donald Trump lander på 44,2 procent.

Stor forskel på målinger

Der er imidlertid stor forskel på, hvad de enkelte analyser når frem til. LA Times, der benytter analysebureauet USC Tracking, forudser således en sejr til Trump med et forspring på fem procentpoint.

I den anden ende af skalaen har NBC News og analysebureauet SM et forspring til Clinton på syv procentpoint.

Og netop den store forskel i de enkelte mediers analyser betyder, at RealClearPolitics’ gennemsnit - som er refereret ovenfor - giver et mere troværdigt billede af forholdet mellem de to præsidentkandidater end en enkelt meningsmåling.

Den statistiske usikkerhed ved de enkelte målinger bliver simpelthen mindre, når de sammenholdes, blandt andet fordi antallet af adspurgte er højere jo flere målinger, der sammenholdes.

Stor forskel over året

Det er også en af årsagerne til, at der er meget stor variation mellem opbakningen til de to kandidater set over hele valgkampen. 

For et år siden lå de to kandidater omtrent samme sted som nu i de fleste meningsmålinger, men siden har der været store udsving. I marts var Clinton oppe på sit største forspring, hvor hun ifølge nogle meningsmålinger havde en føring på 11,4 procentpoint.

27. juli lå Trump til en føring på 1,1 procentpoint.

Bookmakere giver fingerpeg

Meningsmålinger er imidlertid ikke den eneste måde, man kan få et fingerpeg om, hvilken kandidat valget hælder mod.

Flere bookmakere udbyder nemlig spil på præsidentembedet, og hos for eksempel Bet365 står Hillary Clinton til at vinde. Endda med stor favoritværdighed.

Spiller man 100 kroner på Clinton, får man blot 122 kroner igen, hvis hun vinder. Spiller man samme beløb på Donald Trump får man 450 kroner udbetalt, hvis han ender i Det Hvide Hus.

  • Skal kvinder have ret til fri abort?

  • Skal homoseksuelle have lov at blive gift?

  • Skal amerikanerne have frihed til at bære våben?

  • Skal sundhedsforsikringen ObamaCare udvides?

  • Skal strengere straffe bruges til at reducere kriminalitet?

  • Er miljøloven for streng?

  • Skal man prioritere grøn energi?

  • Skal de rigeste amerikanere betale mere i skat?

  • Skal man udvide det amerikanske militær?

  • Skal marihuana legaliseres?

  • Skal man holde fast i internationale frihandelsaftaler?

  • Skal USA tage imod flere syriske flygtninge?