Donald Trump

Gør grin med Melania Trump efter nattens tale: Øh, har du set på din mand?

Respekt var et hovedtema i sjælden tale fra Melania Trump, og internettet lavede hurtigt grin med dobbeltmoralen.

Donald Trumps hustru, Melania, har i størstedelen af mandens valgkamp holdt sig ude af rampelyset.

Trofast har hun stået ved sin mands side, men hun har ikke selv taget del i valgkampen.

Ikke siden hun i sommer holdt en tale ved konventet, der blev stærkt kritiseret for at være plagiat, har hun sagt ord, men nu sættes slutspurten ind, og Donald Trump har brug for at overbevise de kvindelige vælgere.

Vi skal være bedre til at tale til hinanden, være uenige og respektere hinanden

Melania Trump

Så Melania Trump indtog scenen ved et vælgermøde i Pennsylvania torsdag aften, og hun sagde blandt andet følgende:

- Vi skal være bedre til at tale til hinanden, være uenige og respektere hinanden.

Skal støtte børns grundlæggende godhed

Hun tilføjede:

- Vi skal være bedre til at ære og støtte vores børns grundlæggende godhed, særligt på sociale medier. Det vil være et hovedfokus for mit arbejde, hvis jeg får det privilegium at blive jeres førstedame.

Ordene fik ifølge Washington Post de fremmødte journalister til at skæve lidt til hinanden, og de gik heller ikke internettets næse forbi.

På Twitter begyndte en storm af ironiske kommentarer.

CNN's politiske korrespondent, Dana Bash, noterede tørt, om Melania Trump monstro havde mødt Donald Trump?

- Øh, Melania, anstændighed på de sociale medier begynder i hjemmet..., skrev brugeren digby, mens flere andre valgte at linke til The New York Times' store oversigt over de 282 gange, Donald Trump har fornærmet mennesker på Twitter.

Melania Trump holdt sin tale i Berwyn, Pennsylvania. Talens klare formål var at vinde nogle stemmer fra den kvindelige middelklasse - vigtige stemmer, som måske kan tippe staten i Trumps favør, og dermed skaffe ham 20 vigtige valgmænd.

Ulla Terkelsen dækker den amerikanske valgkamp.

Men også en af Huffington Posts politiske reportere, Christina Wilkie, havde svært ved at tage Melania Trumps tale seriøst:

Og Washington Times tog sig også den frihed at konstatere, at Melania Trump ikke er den eneste blandt Donald Trumps støtter, som opfører sig som om, den republikanske præsidentkandidat ikke har sagt de ting, har har sagt.

Både vicepræsidentkandidat Mike Penge og Trumps kampagneleder Kellyanne Conway er verdensmestre til det, skriver avisen.