Udland

EU-ekspert om Brexit-dom: Stort nederlag for regeringen

Den britiske landsret giver premierminister Theresa May et stort nederlag. Retten kræver, at parlamentet bliver spurgt før Brexit bliver virkelighed.

I Storbritannien har regeringen lidt et stort nederlag på vejen mod Brexit, Storbritanniens udmeldelse af EU.

Den britiske landsret har afgjort, at regeringen ikke kan begynde forhandlingerne om Storbritanniens udmeldelse af EU uden at spørge parlamentet først.

- Landsretten hælder regeringen ned af brættet. Landsretten accepterer simpelthen ikke regeringens hovedargument, nemlig at det er regeringen, der fører landets udenrigspolitik. ”Nej”, siger Landsretten: ”Der var en afstemning i parlamentet, da man stemte Storbritannien ind i EU, og ergo er det også parlamentet, der har retten til at sige, at nu skal Storbritannien ud igen”, forklarer EU-eksperten Lykke Friis, der er formand for Det Udenrigspolitiske Selskab.

- Et andet af Landsrettens argumenter er, at EU-medlemsskabet har givet borgerne nogle rettigheder, og dem kan man ikke bare fjerne uden videre. Derfor siger Landsretten, at det skal parlamentet ind over, tilføjer hun.

Usikkerhed og forsinkelse

Lykke Friis’ vurdering er, at landsrettens afgørelse vil forsinke hele Brexit-processen og skabe stor usikkerhed om den forhandlingsproces, som premierminister Theresa May har sagt skal gå i gang i løbet af foråret 2017.

- Premierminister Theresa May har allerede sagt, at hun bliver nødt til at spørge Højesteret. Det tager alt sammen tid. May havde jo ambitioner om at trykke på knappen og begynde udmeldelsesforhandlingerne med EU senest til foråret, det det er der kommet usikkerhed om nu. Det tager jo tid for Højesteret at kigge på det.

Parlamentet vil følge befolkningen

Hvis Højesteret støtter landsrettens afgørelse, og parlamentet skal have en chance for at stemme om Brexit, så kan der opstå en kompliceret situation i og med, at der er flertal i parlamentet for at forblive i EU.

Lykke Friis tror dog ikke på, at parlamentet vil udfordre vælgernes afgørelse om at Storbritannien skal forlade EU:

- Jeg kan ikke forestille mig, at parlamentet først accepterer en folkeafstemning, der ganske vist kun var vejledende, og så bagefter siger, at man alligevel synes at Storbritannien skal blive i EU, siger Lykke Friis.