Udland

Russisk advarsel: Hvis det her får lov til at udvikle sig, vil Norges befolkning lide

Et norsk samarbejde med amerikansk militær får russisk toppolitiker til at sende en alvorlig advarsel til Norge.

Den norske regering er i gang med at bringe landet og befolkningen i fare, hvis de gennemfører planerne om et udvidet samarbejde med det amerikanske militær. Norge kan endda blive mål for russiske atomvåben. 

Sådan lyder truslen fra en fremtræden russisk forsvarspolitiker i et interview med norsk TV 2.

De fleste vintre er amerikanske soldater på træningsøvelse i den midtnorske by Stjørdal. Men fra nytår vil den norske regering tillade en fast tilstedeværelse af 330 amerikanske marineinfanterister i byen.

De amerikanske soldater får base i byen Stjørdal, som grænser ud til Norskehavet, i den norske region Nord-Trøndelag.

Den aftale møder markant modstand fra Rusland.

- Norges befolkning vil lide

Selvom det officielle formål med amerikanernes tilstedeværelse er træning og øvelser, så opfatter en af Ruslands mest fremtrædende forsvarspolitikere Frants Klintsevich det norsk-amerikanske samarbejde som en trussel mod Rusland – og derfor også en trussel den anden vej mod Norge.

Ifølge Klintsevich, som har siddet i parlamentet for Putins parti siden 1999, skal amerikanernes tilstedeværelse i Norge ses som et tegn på, at de ruster sig til at kunne starte en ’global lynkrig’.

- Hvordan vi skal reagere på det her? Vi har selvsagt aldrig før haft Norge på listen over mål for vores strategiske våben. Men hvis det her får lov til at udvikle sig, vil Norges befolkning lide. Fordi vi er nødt til at reagere på konkrete militære trusler. Og vi har ting, vi kan reagere med. Jeg siger det bare, som det er, siger Frants Klintsevich til norsk TV 2.

Strategiske våben bruges som betegnelse for de langtrækkende kernevåben, som atommagter retter mod hinanden.

- Fremmer ikke sikkerhed i Nordeuropa

Den norske forsvarsminister Ine Eriksen Søreide fra partiet Høyre har allerede afvist, at samarbejdet er en provokation mod Rusland. Det er en helt almindelig øvelsesaktivitet og en videreførelse af en lang tradition for norsk-amerikansk militært samarbejde, har hun sagt til norsk TV 2.

Men det russiske udenrigsministerium anklager Norge for at bryde med et årtier gammelt tilsagn om ikke at tillade udenlandske militærbaser i landet, skriver det russiske medie RT.

- Dette skridt fremmer helt sikkert ikke stabilitet og sikkerhed i Nordeuropa, siger en talsperson for det russiske udenrigsministerium Maria Zakharova til mediet.

Over for norsk TV 2 insisterer den norske forsvarsminister på, at der ikke er tale om en fast amerikansk militærbase i Norge, eftersom tropperne skal rotere, og ordningen skal evalueres i løbet af året.