Der var en, der var to, der var tre, der var… 11 kvinder anklager Donald Trump for at have forulempet dem
Endnu en kvinde træder nu frem og beskylder Donald Trump for at have forgrebet sig på hende og opført sig upassende. Trump afviser beskyldningerne.
Efter en golfturnering til ære for velgørenhed for 10 år siden, inviterede Donald Trump tre kvinder op på sit hotelværelse, hvor han tiltvang sig kys og ragede på dem.
Sådan lyder anklagen fra Jessica Drake. Dermed er hun den 11. kvinde, der angriber den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, med beskyldninger om upassende opførsel og forulempelser, siden en lydoptagelse af Trump, der taler om at forgribe sig på kvinder, dukkede frem, skriver CNN.
Ifølge Jessica Drake, der er pornoskuespillerinde- og instruktør, bad Donald Trump om hendes telefonnummer under golfturneringen, og han inviterede hende op i sin suite på hotellet ved Lake Tahoe.
Drake følte sig ikke helt tryg ved situationen, fortalte hun i går på et pressemøde, så hun tog to veninder med op på værelset.
- Han tog fat i hver af os og knugede os ind til sig i et knus, og han kyssede os uden af spørge om lov, siger Jessica Drake til CNN.
Efter en halv times tid forlod Jessica Drake hotelsuiten, fordi hun følte sig utilpas, fortæller hun, men senere samme aften modtog hun et opkald fra nogle af Donald Trumps ansatte, som inviterede hende op på hans værelse igen alene, men det afslog hun.
Derefter prøvede Donald Trump selv at overtale hende til at komme tilbage, tage med ud at spise eller tage med til en fest, men det afslog hun også.
- Hvad vil du have? Hvor meget?, spurgte Donald Trump, ifølge Jessica Drake.
Hun siger, at Donald Trump, eller en af hans ansatte, endte med at tilbyde 10.000 dollars og mulighed for at benytte hans privatfly, men hun afslog igen.
Til pressemødet lørdag viste Jessica Drakes advokat også et billede af hende sammen med Donald Trump.
Afviser alle anklager som løgn
Donald Trumps stab har vedholdende afvist alle anklager om seksuelle overgreb, og det gør de også denne gang.
- Denne historie er totalt falsk og latterlig. Det billede af dem er et ud af tusindvis, der bliver taget i venlighed til de mennesker, der spørger, om de må få taget et billede med Donald Trump, lyder det i en erklæring.
- Hr. Trump kender ikke denne person, husker ikke denne person og har ingen interesse i at lære hende at kende. Dette er bare endnu et forsøg fra Clinton-kampagnen på at nedgøre en kandidat, der fører i tre nye meningsmålinger, fortsætter erklæringen.
Blev nødt til at stå frem
Jessica Drake nævnte på pressemødet, at hun godt ved, hun vil blive beskyldt for at være en opportunist og løgner, men hun føler, at hun er nødt til at træde frem, efter hun hørte nyheden om den skjulte optagelse, der begyndte hele lavinen af historier om forulempede kvinder.
Donald Trump har desuden selv sagt, at han vil sagsøge alle de kvinder, der er kommet med beskyldninger mod ham, når præsidentvalget er overstået.
Det er dog ikke noget, der skræmmer Jessica Drakes advokat, Gloria Allred.
- Hvis Hr. Trump tror, at den slags bøllemetoder kan standse anklagerne og forhindre kvinder I at stille sig frem, bliver han godt og grundigt skuffet. Kvinder vil ikke lade sig true til stilhed af Donald Trump, siger hun.