Udland

Kom med TV 2 ned i Islamisk Stats hemmelige tunneller ved Mosul

Tunnellerne under byen blev brugt til bombefremstilling, lager til våben og til beskyttelse. TV 2's Steffen Jensen besøgte en i dag.

De heftige kampe omkring Mosul er i gang. Koalitionsstyrker, den irakiske hær og kurdiske peshmerga-styrker er i gang med offensiven mod byen fra flere sider.

Efterhånden som krigere fra terrorbevægelsen Islamisk Stat bliver fordrevet fra forstæderne, kommer det frem, hvordan de har forskanset sig.

Landsbyen Khazir, der ligger mellem byerne Erbil og Mosul i det nordlige Irak, har været under IS-kontrol siden sommeren 2014. For to dage siden fik kurdiske styrker fordrevet IS-krigerne fra byen, og nu er hundredemetervis af underjordiske tunneller blevet afsløret.

Nu er vi nødt til at kravle op og sige til deres chef oppe på landjorden, at deres folk lige i øjeblikket er spærret inde.

Steffen Jensen - efter tunnellen kollapser

Dem så TV 2’s mellemøstkorrespondent Steffen Jensen og fotograf Anders Albjerg ved selvsyn i dag sammen med et hold kurdiske soldater.

Materiale fra de udgravede tunneller fylder godt op i husets værelser.

- Det lignede en ganske almindelig landsby udefra, men da vi kom ind i det første hus, kunne vi se, at samtlige værelser var fyldt fuldstændigt op med sand, sten og grus. Længere inde kom vi så til et rum, hvor der var et hul i gulvet, siger Steffen Jensen.

Udefra så huset ganske almindeligt ud.
Men inde i huset er der en nedgang til et tunnelsystem, IS har gravet.

I rummet førte en stige ti meter ned til et tunnelsystem.

- Det var meget skrøbelige tunneller. Jeg har før set de smuglertunneller, som Hamas har gravet i Gaza-striben. De var foret med beton, og de var stabile. De her smuldrede, når man rørte ved dem, siger Steffen Jensen.

Han brød sig ikke om at være i tunnellerne. For det første var det en meget klaustrofobisk oplevelse, for det andet var der stadig IS-krigere i længere inde i tunnelsystemet.

- Længere inde lå to dræbte krigere fra Islamisk Stat, men peshmergaerne turde ikke flytte dem, for de var bange for, de var lavet til bombefælder. Der var også yderligere en såret IS-kriger, fortalte de, og de troede at han måske spillede mere såret, end han var, for at lokke dem i en fælde, fortæller Steffen Jensen.

Steffen Jensen ti meter under jorden i en tunnel udgravet af Islamisk Stat.

Tunnellerne rummede desuden ammunitionslagre og bombeværksteder. Og så fungerede tunnellerne som beskyttelse mod bomber og gjorde også, at krigerne kunne bevæge sig uden at blive set fra luften, beretter han.

Mens Steffen Jensen og fotograf Anders Albjerg bevæger sig rundt i tunellen, styrter noget af den sammen. De kurdiske soldater, der er med nede i tunnellen, bliver fanget på den anden side af jordbunken.

- Nu er vi nødt til at kravle op og sige til deres chef oppe på landjorden, at deres folk lige i øjeblikket er spærret inde, siger Steffen Jensen forpustet til kameraet, inden han kravler op efter hjælp.

Soldaterne måtte i gang med fletspader for at grave sig fri.

Frygter mere af det samme

Khazir er den sidste kurdiske landsby, peshmerga-styrkerne vil erobre i dette område. Derfra og indtil Mosul tager de irakiske specialstyrker over.

Afsløringen af tunnellerne frembringer et skræmmende billede.

- Hvis IS-krigerne har været så metodiske i en lille landsby udenfor Mosul, hvordan har de så forberedt sig inde i selve byen, spørger Steffen Jensen, og svarer selv:

- Det ligner en indikation på, at man kan forvente lignende tunneller derinde. Det giver terroristerne fra IS mulighed for at placere bomber, bygge fælder og lave bagholdsangreb i byen midt imellem de civile, og det forventer krigerne, slutter Steffen Jensen.

Internationale hjælpeorganisationer vurderer, at der er op imod 1,5 millioner civile tilbage i Mosul.