Merkel kalder russiske bombeangreb i Aleppo inhumane
Den tyske kansler skærpede tonen over for den russiske præsident, Vladimir Putin under et topmøde i Berlin, hvor de begge deltog.
Hovedtemaet ved topmødet i Berlin var ellers situationen i Ukraine: Men under mødet fik den tyske kansler Angela Merkel kaldt bombardementet af Aleppo for "inhumant", mens Frankrigs François Hollande, sagde, at de "nærmer sig krigsforbrydelser".
Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagde, at han er klar til at forlænge pausen i luftangrebene i Syrien.
- Vi informerede omkring den russiske sides planer om at forlænge pausen i luftangrebene så længe som muligt alt afhængig af udviklingen i dette område, siger Putin ifølge Tass.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Rusland er ifølge det russiske nyhedsbureau Tass og det britiske nyhedsbureau Reuters parat til forlænge den såkaldte humanitære pause i Aleppo "så længe som muligt".
11 timers lang våbenhvile torsdag
Rusland meddelte tidligere onsdag, at landet havde forlænget en otte timer lang "humanitær pause" i Aleppo den 20. oktober med yderligere tre timer.
Beslutningen er truffet på baggrund af opfordringer fra internationale hjælpeorganisationer.
- Den humanitære pause vil gøre det muligt for FN og for det syriske Røde Halvmåne at gennemføre alle foranstaltninger, så de syge og sårede og de personer, som ledsager dem, kan forlade byen sammen med civile, sagde en talsmand onsdag.