Udland

Kongernes konge mistede alt, og så blev han spiddet med en bajonet

Muammar Gaddafi i bøn i ørkenen ved Sirte i 1973. Da havde han allerede styret Libyen i tre år. Geneviève Chauvel / Getty Images

For fem år siden blev Libyens diktator lynchet af en rasende folkemængde, men hans død frelste ikke landet. Her er fortællingen om hans sidste døgn.

Den nordafrikanske nat var sort som råolie, når lysglimtene holdt pause over den belejrede by.

Det havde stået på i dagevis nu.

Jeg foretrækker at dø for libyske hænder.

Muammar Gaddafi, diktator

Serier af lysglimt flængede nattehimlen. Glimtene blev efterfulgt af brag – ikke så voldsomme som tordenbrag men farligere.

Uvejret her var menneskeskabt.

Regnen over ”Distrikt 2” i den libyske by Sirte bestod ikke af vand, men af artillerigranater og næsten tre meter lange Grad-raketter, som slog ned på må og få, mens folk krøb sammen i husene.

Men denne morgen var det anderledes.

På trods af de ildevarslende lysglimt var der travlt i ”Distrikt 2”.

Overraskelsesangrebet

Biler blev pakket med bagage, våben og ammunition. Mænd med bandager, gummislanger og poser med intravenøst drop blev forsigtigt flyttet ud i de firehjulstrækkere, små lastbiler og pickup-trucks, som blev gjort klar til en dristig operation før daggry.

En oprørssoldat affyrer en raketdrevet granat mod en bygning i Distrikt 2 i oktober 2011.
Kampen om Sirte var en blodig affære. Soldaterne her er oprørere inde i byen midt i oktober 2011.
De libyske oprørssoldater bombarderede

 Beslutningen om at tage de syge og sårede med på bilerne skulle vise sig at være fatal, men den øverstkommanderende, kendt som ”1”, ville ikke overlade sine venner til det barbariske sammenrend af beduiner, der var ved at indtage byen.

En af de krigere, som var ved at indtage byen, hed Osama Swehli.

Han havde boet i London, håbede på frihed for folk i Libyen og kæmpede for at styrte landets diktator Muammar Gaddafi.

Muammar Gaddafi styrede Libyen med hård hånd gennem fire årtier. Hans påklædning var sjældent kedelig.
Libyens diktator Muammar Gaddafi var født i en landsby lidt uden for Sirte.
Muammar Gaddafis sidste tilholdssted var i det nordvestlige hjørne af Sirte.

Osama Swehli lyttede til de radiosignaler, som kom ud fra ”Distrikt 2” i Sirte.

Derfor havde han en ret god fornemmelse af, hvem nummer 1 var, nemlig Muammar Gaddafis søn Moatissim.

Den gådefulde mand fra radioen

Det var også lykkedes at sætte navn på nummer 2 og nummer 3, men identiteten på en mystisk person, der blev omtalt som ”aktivet”, forblev en gåde.

”Aktivet” var tilsyneladende temmelig vigtig, for vedkommende blev konstant flyttet rundt, men Osama Swehli og hans fæller kunne ikke regne ud, hvem det var.

En libysk oprører med et raketstyr uden for Sirte i oktober 2011
En oprører blandt de ødelagte bygninger i Sirte i oktober 2011. Vandet i gaderne skyldes den ødelagte vandforsyning.
En af Muammar Gaddafis mænd tages til fange i Sirte den 13. oktober 2011. De færreste af hans soldater vidste formentlig, at diktatoren var i byen.

Når de tog soldater til fange i "Distrikt 2" var fangerne ikke i stand til at sige hvem "aktivet" var.

Heller ikke selv om oprørerne brugte alle de afhøringsmetoder, de kunne komme i tanker om.

Hvorfor er der ingen elektricitet, hvorfor er der ingen vand?

Muammar Gaddafi, diktator

Ingen af dem anede tilsyneladende, at ”aktivet” var den mand, som havde holdt Libyen i et jerngreb i 42 år.

Gaddafi snød alle

TV 2's journalist Rasmus Tantholdt var i Sirte den 18. oktober, og han var så sikker på, at Muammar Gaddafi befandt sig et andet sted, at han valgte at flyve hjem for at fejre fødselsdag. 

Alle vidste – eller troede de vidste, at Muammar Gaddafi skjulte sig et hemmeligt sted i Saharas gigantiske sandørken.     

De tog fejl.

Muammar Gaddafi tog magten ved et kup i 1969. Billedet her er fra en pressekonferencce i 1973.
Muammar Gaddafi med Ugandas diktator Idi Amin, der blev beskyldt for kannibalisme.
Muammar Gaddafi vinker til fotografen i april 2011. Få måneder senere måtte han skjule sig for at undgå at blive dræbt.

I virkeligheden var deres diktator flygtet til sin hjemby Sirte, da hans maskuline jerngreb om landet blev lige så kraftesløst som de piger, han yndede at voldtage i kælderen i sit palads i Tripoli.

Faktisk stod Gaddafi bag så mange sexovergreb, at en dokumentarfilm på BBC i 2014 kunne afsløre, hvordan diktatoren havde indrettet en gynækologisk klinik i sit palads til at undersøge piger helt ned til 14 år for sygdomme inden han forgreb sig på dem.

Men i de seneste uger havde der ikke rigtig været underholdende indslag i den 69-årige mands liv.

Muammar Gaddafi var flygtet i slutningen af august 2011, da oprørerne havde fordrevet hans soldater fra hovedstaden Tripoli.

Flygtningenes rester blev spist

I begyndelsen havde diktatoren og hans inderkreds holdt hof i centrum af Sirte.

Oprindeligt boede familien Gaddafi i Bab al-Aziziya paladset i Tripoli. Men i 1986 blev det bombet af USA som hævn for et terrorangreb i Tyskland. Gaddafi lod siden paladset stå tomt med en skulptur af en knytnæve der knuser et amerikansk fly foran.
Muammar Gaddafi slapper af med sit barnebarn i sit palads -  Bab al-Aziziya - i Tripoli.
Gaddafi med familien i 1980'erne. Bemærk kamelen i baggrunden.

 Her var boligblokke, som havde de mest moderne fornødenheder, men i takt med at oprørerne pressede på, blev situationen mere og mere desperat.

Muammar Gaddafi måtte flytte fra hus til hus med få dages mellemrum. Diktatorens mænd måtte gennemrode køkkenskabe og spisekamre for at skaffe mad – derfor måtte de spise pasta og ris næsten hver eneste dag.

Gaddafi bliver vred

Vand var der heller ikke meget af. Bombardementerne ødelagde vandtankene i byen og elforsyningen var smadret.

Det gjorde diktatoren vred.

-Hvorfor er der ingen elektricitet, hvorfor er der ingen vand? spurgte Muammar Gaddafi sin sikkerhedschef Mansour Dhao, men sikkerhedschefen var ikke i stand til at komme med et fyldestgørende svar.

I april 2011 viste Muammar Gaddafi sit  Bab al-Aziziya palads i Tripoli frem for pressen. Det skete for at vise omverdenen, at han havde været offer for et luftangreb fra NATO.
Udendørs ødelæggelser ved Bab al-Aziziya.
På besøg i  Bab al-Aziziya.

Muammar Gaddafi skældte også ud på Italiens premierminister Silvio Berlusconi, Tyrkiets premierminister Erdogan og den britiske premierminister Tony Blair.

Han regnede dem for sine venner og håbede på hjælp fra dem, men alle havde svigtet ham.

Og han kunne ikke få svar på hvorfor. Det var sandt nok, at han havde stået bag det voldsomste terrorangreb i Storbritannien i 1988, men han havde jo haft held til at reparere sit omdømme.

I det hele taget var der rigtig mange ting, som Gaddafis inderkreds ikke kunne få svar på.

Ingen elektricitet betød nul tv, ingen nyheder og kun ganske lidt kommunikation med omverdenen.

I 1988 omkom 270 mennesker ved et terrorangreb mod et passagerfly i luften over den skotske by Lockerbie. Muammar Gaddafi havde en finger med i spillet og beskyttede senere de mistænkte.
Italiens premierminister Silvio Berlusconi kom godt ud af det med Gaddafi. Blandt andet sørgede Gaddafi for, at der ikke blev smuglet flygtninge og migranter fra Libyen til Italien.
I 2009 talte Gaddafi for første gang i FNs generalforsamling i New York. Han vakte opsigt ved at rive sider ud af FN-pagten og tordne mod USA.

Faktisk havde sikkerhedschefen Mansour Dhao en satellittelefon, men den var farlig at anvende, da den kunne afsløre, hvor diktatoren befandt sig og NATO havde angrebslystne jagerfly på vingerne konstant.

Alligevel brugte sikkerhedschefen af og til telefonen til at kontakte folk, som kunne fortælle, hvad der foregik på nyhedskanaler som Russia Today, Al Rai fra Kuwait eller France 24.

Der var langt mellem de gode nyheder.

En diktator alene med sig selv

Oprørerne var trængt så langt ind i Sirte, at bydelen ”Distrikt 2” var den sidste bastion.

Her var oprørernes granater og raketter flere gange tæt på at ramme diktatoren.

Jeg vil forsøge at finde dig en vej ud af det her

Mutassim Gaddafi, øverstkommanderende

De huse, som inderkredsen søgte tilflugt i, blev ramt flere gange og Muammar Gaddafis livvagter blev såret, men der var ingen læge hos diktatoren, så sårene kunne ikke behandles ordentligt.

I mangel på kommunikation med omverdenen gav Muammar Gaddafi sig til at snakke med Gud, så han brugte sine dage på at bede og stirre ud i luften i skæret fra stearinlys, mens hans søn Moatissim organiserede udbruddet fra den belejrede by.

Udbruddet fra

Et udbrud, som Muammar Gaddafi frygtede kunne blive fatalt.

- Jeg er eftersøgt af den internationale krigsforbryderdomstol. Intet land vil have mig. Jeg foretrækker at dø for libyske hænder, sagde diktatoren til sin sikkerhedschef.

Soldaterne skulle først drikke te

Den store offensiv ud af byen var planlagt til mellem klokken 3.30 og 4.30 om morgenen. Udbruddet skulle bogstaveligt talt tage oprørerne på sengen.

De soldater, som gjorde bilerne klar, var godt nok meget loyale, men de var ikke ret professionelle.

Gadekampe i Sirte i oktober 2011. Bemærk manden med guitaren som forsøger at hæve moralen.
Røg stiger op over Sirte den 19. oktober 2011. Gaddafis næstsidste dag i live.
De libyske oprørere åbner ild på kanten af

Nogle foretrak at sove lidt ekstra, andre bryggede te, mens de sidste forsøgte at få civile, syge og sårede på plads i de rigtige biler.

Det var frivilligt, om man ville med i konvojen – men alternativet virkede skræmmende på mange.

Så i stedet for at køre ud med en lille slagkraftig militærenhed i ly af mørket, endte operationen som et klodset optog, der satte sig i bevægelse klokken 8.00 om morgenen. På det tidspunkt var både solen og oprørerne stået op.

Der var omkring 50 køretøjer og 250 personer i konvojen. De fleste biler var firehjulstrukne pickup-trucks med maskingeværer og antiluftskytskanoner på ladet.

Truslen fra Las Vegas

Men krudt og kugler kan ikke stille ret meget op mod moderne fly og slet ikke mod den slags fly, hvor piloten sidder på en kontorstol i Las Vegas.

USA havde indsat ubemandede Predator-droner i kampen mod Gaddafi.

Motoren i den Toyota Landcruiser, som Muammar Gaddafi havde sat sig ind i, var ikke engang blevet varm endnu, da konvojen kørte ind i de første vanskeligheder.

Oprørerne havde lagt sig i baghold.

Konvojen kørte ud gennem den store rundkørsel, som markerede Sirtes vestlige bygrænse og oprørerne åbnede ild mod bilerne.

Hvad er dette, mine sønner, hvad er det, I gør?

Muammar Gaddafi, diktator

Projektilerne fløj gennem bilernes blikplader og ramte de mennesker, der var klumpet sammen på sæderne.

Skytterne på den svært bevæbnede konvoj svarede igen – og selv om der var blod i bilerne, lykkedes det Gaddafis folk at bevare momentum.

Konvojen var stadig på vej fremad.

Den havde kørt omkring fem kilometer, da der lød et gigantisk brag.

Den del af konvojen,som Gaddafi befandt sig i, nåede cirka fem kilometer inden den blev ødelagt af et luftangreb.

Den Toyota, som befandt sig fem meter foran Muammar Gaddafis Landcruiser forsvandt på et splitsekund.

Bilen blev formentlig tilintetgjort af otte kilo sprængstof i spidsen på et amerikansk Hellfire-missil.

Missilet kom sandsynligvis fra en af de Predator-droner, som USA havde sat ind i kampen mod det libyske regime. Det var efter alt at dømme affyret fra en kontorstol i Las Vegas få sekunder forinden.

De ødelagte biler

Amerikanerne har den dag i dag ikke bekræftet, at det var deres drone, som tilintetgjorde Toyotaen, men en talsmand har bekræftet, at der deltog en Predator-drone i angrebet på konvojen.

Om det var tilfældigheder eller diktatorens satellittelefon, som var skyld i det amerikanske præcisionsangreb er heller ikke blevet opklaret.

Den udbrændte konvoj efter luftangrebet. Gaddafis chauffør fortalte efterfølgende, at bilerne kørte alt for tæt på hinanden.

Missilet slog ned så tæt på Gaddafis Landcruiser, at passagererne blev ramt af sprængstykker, dækkene blev ødelagt og bilens airbags blev aktiveret.  

Den fornemme passager måtte over i en anden bil, men det var farligt, for nu stod det klart, at fjenden også angreb fra luften.

Konvojen var i opløsning.

Et af de få eksisterende billeder af diktatoren bag et rat. Her kører han traktor i den libyske ørken.
På sine rejser yndede Muammar Gaddafi at modtage sine gæster i et beduintelt. Her er det slået op i en have i Rom.
Frankrigs præsident Chaques Chirac på besøg i Gaddafis telt.

En del af bilerne kørte mod syd, men her var Sirtes elkraftværk beskyttet af oprørssoldater, som åbnede ild mod bilerne.

Gaddafis folk forsøgte at køre ud på en grusvej for at komme uden om, men her havde oprørerne en lejr.

En diktator under beskydning

Soldaterne i konvojen skød panserværnsraketter mod lejren for at løbe oprørerne over ende, men lejrens kommandant Khalid Ahmed Raid beordrede sine folk til at svare igen mod Gaddafis soldater med antiluftskytskanoner.

Nu var resterne af konvojen endt i enhver soldats mareridt: Fjender til alle sider, ingen steder at gå i dækning og risiko for fjendtlige luftangreb hvert eneste øjeblik.

De biler, som skulle have bragt diktatoren i sikkerhed, var blevet en dødsfælde.

Han måtte væk - straks.

De franske Mirage 2000D-fly blev sat ind som led i NATOs kamp mod Gaddafi. Danmark bidrog også med kampfly i Libyen.

Døden lurede i luften. To franske fly havde allerede sat kursen mod den mistænkelige kolonne af køretøjer.

Det ene fly var et overvågningsfly, en Mirage F1 CR, men det andet fly, en Mirage 2000D, havde to bomber på 250 kilo under vingerne.

Piloten i det franske fly fik tilladelse til at angribe og sendte sin dødbringende last mod de forreste og bagerste biler i konvojen.

Kaos brød løs.

53 lig i sandet

Bilerne i konvojen havde været fyldt med ammunition. Flere af dem blev ramt af sprængstykker. De brød i brand og begyndte at eksplodere.

Oprørere foran den ødelagte konvoj uden for elektricitetsværket i Sirte.

Så bare en halv time efter, at konvojen havde forladt ”Distrikt 2”, var 14 af bilerne forvandlet til brændende vrag.

Luftangrebet efterlod 53 lig i det gule sand.

28 af dem var brændt til uigenkendelighed. De resterende 25 kroppe var gennemhullet af sprængstykker.

Ofre i Libyen
Ofre for luftangreb i Libyen

Men Muammar Gaddafi var ikke blandt dem.

Mens der endnu var tid, havde hans folk bragt ham i sikkerhed i et forladt hus, hvor gruppen havde været i dækning, da bilerne blev ramt af de laserstyrede GBU-12 bomber fra det franske jagerfly.

Nu var Libyens diktator klar til at slås mod de oprørere, der engang havde været hans undersåtter.

Et år tidligere havde et enkelt ord været nok til at ende deres liv.

Gaddafi taler til sine støtter i Tripoli i det tidlige forår 2011.

Nu havde han kun et automatgevær i hånden, en pistol i lommen, en skudsikker vest på brystet og en hjelm på hovedet.

Han havde nogle få loyale soldater hos sig, men ikke en eneste af hans amazoner var med i kampen nu.

Amazonerne var egentlig et ord, som vestlige journalister brugte – selv kaldte han dem ”Revolutionens Nonner”.

Gaddafis kvindelige livvagter var en del af hans faste følge, når han rejste.
De kvindelige livvagter blev personligt udvalgt af diktatoren.
Her øver de kvindelige soldater i at affyre et raketstyr. Bemærk plakaten i baggrunden.

Det var en gruppe kvindelige specialstyrker, som blandt andet blev valgt ud fra deres udseende og beskaffenheden af deres mødom.

Til gengæld var Muammar Gaddafis søn Mutassim nu sammen sin far. Han var såret, men ikke mere end, at han stadig kunne lede militæroperationen.

Huset, som skjulte diktatoren og hans søn, var hverken i sigtekornet hos amerikanske droner eller franske jagerfly, men nede på jorden havde libyske oprørere set, at soldaterne fra konvojen gemte sig i området.

Der gik ikke længe, før braget fra den første mortergranat fik murene til at dirre.

Gaddafi måtte ned på maven

Selv om det så sort ud, havde Mutassim ikke opgivet at redde sin far.

- Jeg vil forsøge at finde dig en vej ud af det her, sagde han.

Så samlede han en gruppe på mellem 10 og 20 mænd, som skulle finde biler, der stadig kunne køre.

Det var sidste gang far og søn så hinanden.

Gaddafi med sine børn. Flere af dem kom til at lide en voldelig død.

Kort efter blev oprørernes antiluftskytskanoner rettet mod villaen og mens mortererne skød sig ind på bygningerne, blev det farligt at gemme sig der.

Heldigvis for Gaddafi og hans mænd lå der store betonblokke strøet på jorden omkring huset.

De kunne bruges som dækning for oprørernes kugler, men hvor skulle diktatoren flygte hen?

Sikkerhedschefen Mansour Dhao kom med svaret. Han havde set, at der løb et kloakrør under hovedvejen cirka 100 meter borte.

Haram alaikum, du begår en stor synd.

Muammar Gaddafi, diktator

Hvis det kunne lade sig gøre at krybe under vejen, ville det være muligt at gemme sig i nogle huse på den anden side – væk fra antiluftskytskanonerne.

Diktatoren ville egentlig hellere kæmpe end flygte. Alligevel indvilligede han i at trække sig tilbage.

Gruppen på omkring 10 mand måtte krybe væk fra huset – nogle gange måtte de helt ned på maven for at undgå at blive ramt.

Kloakrøret, som Gaddafis folk skjulte sig i. Billedet er taget efter diktatorens død, så rørene er overmalet med graffiti.

På vejen blev en transformatorstation ramt af oprørerne og det havde nær taget livet af Muammar Gaddafi.

Elkabler faldt ned over diktatoren, men takket være hans skudsikre vest og kulfiberhjelm, slap han med mindre skrammer.

Hjelmen mistede han, men det var prisen for at nå hen til kloakrørene.

Det sidste skjulested

Der var to rør, som løb parallelt med hinanden. De kunne lede vand væk, hvis der kom skybrud, men lige nu var der knastørt.

Gruppen kravlede igennem.

På den anden side af vejen var der mulighed for at forskanse sig.

Hvis det kom til kamp, ville rørene kunne bruges som dækning og nogle jordvolde nord og syd for rørene kunne også bruges som beskyttelse.

Oprørssoldater ved kloakrørene uden for Sirte.

Gaddafi selv knælede mellem de to rør, mens hans folk krøb i stilling inde i rørene og på jordvoldene.

Men hos oprørerne var unge mænd med automatvåben begyndt at søge efter overlevende fra luftangrebet. Der kom hele tiden flere til.

Oppe på vejen var oprørerne på jagt og da de nåede kloakrørene besluttede en af de officerer, som Gaddafi havde ved sin side, at gå til angreb.

Lyden af skud rungede i kloakrørene. Og Gaddafis folk havde stadig en smule teknologisk overlegenhed med i lommerne.

Muammar Gaddafi på vej til et afrikansk topmøde. Han kaldte sig selv

Mens oprørerne måtte lave granater af gamle vandrør og konservesdåser, havde Gaddafis livvagter nemlig ægte håndgranater.

Nogle af soldaterne var bare ikke så gode til at kaste med dem.

Livvagtens offer

Nu var fjenden kun få meter væk og Gaddafis livvagter besluttede at sende oprørerne lige lukt i paradis med deres håndgranater.

De første to granater eksploderede oppe på vejen og holdt oprørerne væk.

Men granat nummer tre kom ikke op over vejens kant.

I stedet ramte den betonvæggen lige over kloakrørene og faldt ned foran Muammar Gaddafi.

Interpols efterlysning af Gaddafi for forbrydelser mod menneskeheden.

Der går cirka seks sekunder fra man kaster en håndgranat, til den eksploderer, så Gaddafis livvagt forsøgte febrilsk at gøre fejlen god igen.

Eksplosionen rev hans arm af.

Livvagten bragte sin herre det ultimative offer og købte diktatoren nogle ekstra timer i live.

Men det var levetid, som Muammar Gaddafi nok gerne havde været foruden, hvis han havde vidst, hvad der ventede ham.

Kampen slutter

Håndgranaten dræbte yderligere to af Gaddafis mænd, men diktatoren selv blev reddet af sin skudsikre vest og offervillige livvagt.

Han sad nu svimmel, chokeret og blødende inde i det ene kloakrør.

Stykker af granaten havde ramt ham i tindingen i venstre side af hovedet og havde ødelagt hans skudsikre vest.

Kampen var slut.

En af Gaddafis soldater besluttede, at det var tid til at overgive sig.

Han fandt et hvidt stykke stof frem fra sin turban og gav sig til at vinke med det.

Pludselig var der oprørere over alt.

De kunne nemt genkende deres diktator.

Det havde Muammar Gaddafi selv sørget for.

Som enhver diktator af betydning havde Muammar Gaddafi nemlig fået hængt tusindvis af billeder af sig selv op i sit land.

Gaddafi fik hængt portrætter af sig selv op over det meste af Libyen. Her er det ved et gas-anlæg.
En plakat med Gaddafi.
Her våger diktatoren over et olieanlæg.

Han ville ikke stå tilbage for nogen, så ligesom Nazitysklands Adolf Hitler og Kinas kommunistleder Mao Zedong, havde han skrevet sin egen bog, der var obligatorisk stof i Libyens skoler.

Bogen hed ”Den grønne bog” og var fyldt livsvisdom.

Her er en smagsprøve: ”Ifølge en gynækolog har kvinden menstruation og er svagelig en gang om måneden. Manden, der er maskulin, har ikke menstruation, og han er ikke offer for den månedlige blødning”.

Bogen indeholdt også ”løsningen på demokratiets problem”, der gik ud på, at masserne skulle styre sig selv under ledelse af Muammar Gaddafi.

Muammar Gaddafi læser højt fra sin grønne bog på nationalt tv i februar 2011.

På de 110 sider lykkedes det faktisk Gaddafi at klemme en kakofoni af visdomsord ind. Der var f.eks., også plads til gode kostråd.

”Kød fra vilde fugle smager bedre og er mere nærende, fordi de vokser og spiser naturligt”, hedder det i bogen.

Men nu havde eleverne vendt sig mod læremesteren og årtiers tvungen læsning af ”Den Grønne Bog”, hjalp ikke diktatoren en tøddel, da det kom til stykket.

Oprørerne var høje på adrenalin fra ildkampen, da de tog diktatoren og hans mænd til fange.

- Skyd ikke, hed det på forsiden af den britiske avis Daily Mail. På det tidspunkt var diktatoren allerede død.

Ydmygelsen

Først kom en hånd ud i det skarpe sollys fra kloakrørets munding, sekunder senere en hånd til. Men hånden sank mod jorden.

- Fortsæt, lød det fra en af oprørerne, mens en anden skød op i luften.

Et hoved dukkede op fra rørets skygge – et hoved med tykt krøllet hår.

Muammar Gaddafi få øjeblikke efter han er blevet halet ud af kloakrøret. Såret i hovedet stammer fra et uheld med en håndgranat.

Oprørerne tog hårdt fat under armene på manden, de trak håret tilbage på ham og lod solen skinne direkte på ansigtet.

- Muammar, Muammar, blev der råbt.

- Hvad er det her for noget? - Hvad er dette, mine sønner? - Hvad er det, I gør? Lød det fra diktatoren.

Gaddafis tøj var plettet af blod fra flængen i tindingen, men ellers var han ikke alvorligt såret.

Endnu.

Muammar Gaddafi bliver truet med en pistol, men der er ingen billeder af, at han bliver skudt.

Oprørerne flokkedes om ham og lod deres had få frit løb.

- Vi er Misrata, råbte de, så diktatoren kunne forstå, at der var en ny hovedstad i Libyen nu.

Knytnæveslag regnede ned over den 69-årige mand i det blodige brune tøj.

- Allahu Akbar, Gud er størst, blev der råbt, mens en oprører trak sin bajonet og stak den op i diktatorens endetarmsåbning.

- Haram alaikum, du begår en stor synd, skreg Muammar Gaddafi.

Manden i den brune dragt er Muammar Gaddafi. Billedet er taget fra en videosekvens, hvor hans ansigt ses tydeligt.
Manden i den grå uniform stikker en genstand, der sandsynligvis er en bajonet, op i enden på Muammar Gaddafi
Da manden i gråt giver slip, ser bajonetten ud til at blive siddende.

Knytnæveslagene blev ved med at regne ned over ham.

Manden, der engang kaldte sig Kongernes Konge i Afrika, sank sammen.

Han blev hevet op igen af de mennesker, han for otte måneder siden havde fordømt som kujoner, forrædere, rotter, kakerlakker og djævletilbedere.

Situationen var kommet ud af kontrol.

Massakren i fængslet

Oprørerne havde tilsyneladende glemt Gaddafis løfter om at skabe et Libyen med et gratis moderne sundhedsvæsen, gratis uddannelse og gaver på 250.000 kroner til alle nygifte.

Diktatoren havde da heller ikke indfriet alle løfter endnu, selv om han rådede over de største oliereserver i Afrika og havde haft 42 år til at prøve.

Det er nok mere sandsynligt, at oprørerne huskede, hvordan Gaddafi havde behandlet 1.200 fanger i Abu Salim-fængslet i 1996.

Abu Salim-fængslet i september 2011. Da havde de libyske oprørere smidt Gaddafis fangevogtere ud.

Fangerne gjorde oprør for at få bedre forhold og de havde held til at få diktatorens opmærksomhed.

Fængslets kok, Hussein al-Shafai, kunne senere fortælle, hvordan det lykkedes Gaddafis forhandlere at få de oprørske fanger til at samle sig i fængslets gård.

Bagefter måtte Hussein al-Shafai lytte til den skrattende lyd af automatgeværer i to timer.

De 1.200 lig blev smidt i en massegrav.

Og det var blot en af historierne om Muammar Gaddafis rædselsregime.

Så blodtørsten blandt oprørerne i Sirte den 20. oktober 2011 kom ikke ud af det blå.

Dødens ambulance

Den rasende gruppe af unge mænd skubbede og slæbte deres bytte op på kølerhjelmen af en bil.

Muammar Gaddafi faldt af, da bilen gav sig til at trille.

Det hele blev filmet på mobiltelefon.

Den libyske diktators sidste øjeblikke blev optaget på en mobiltelefon.

Diktatoren blev trukket i håret, skubbet og slået, ind til han nåede frem til en ambulance, som kørte ham væk fra stedet.

Billeder fra ambulancen er de sidste af Muammar Gaddafi i live.

Bilen kørte ham til oprørernes by Misrata, og da den nåede frem, var Gaddafi død.

Hvem der slog ham ihjel er aldrig blevet opklaret.

Gaddafis lig til offentligt skue
Gaddafis lig til offentligt skue

Først lød den officielle forklaring, at han kom i krydsild og blev ramt i den forbindelse.

Siden har flere libyske oprørere forsøgt at tage æren for drabet, men hvad der skete i ambulancen er stadig en gåde.

Da Muammar Gaddafis lig blev obduceret, stod det klart, at han var død på grund af et skud i hovedet og et skud i brystet.

Det kunne TV 2's journalist Simi Jan bekræfte, da hun så diktatorens lig i kølehuset inden han blev bisat et hemmeligt sted i ørkenen.

Den libyske diktator lå til offentligt skue i et kølehus efter sin død i 2011.

Selv om nyheden om diktatorens fald bragte håb til Libyen og resten verden, skulle det vise sig, at hans død hverken bragte fred eller stabilitet til landet.

Arven efter Gaddafi

I et retssamfund var diktatoren blevet stillet for en domstol og dømt for sine ugerninger.

Men sådan var det ikke i Libyen i 2011 og sådan er det stadig ikke.

Libyen er i dag et land i borgerkrig, hvor vold, bortførsler og lovløshed hører til dagens orden.

Det seneste kupforsøg var den 15. oktober 2016.

Heller ikke Gaddafis sidste gemmested ”Distrikt 2” har nydt godt af hans død.

Sirte i 2016. Byen er en endnu større ruinhob end da Gaddafi forlod den for fem år siden.

Det er stadig fyldt med friske bombekratere.

Libyske stammekrigere og amerikanske jagerfly drev terrororganisationen Islamisk Stat ud af byen i august 2016.

Kære læser. Du har nu læst artiklen om Muammar Gaddafi til ende. Den er blevet til på baggrund af materiale fra:

FNs MenneskerettighedsrådHumans Rights Watch, Al Jazeera, The Guardian, BBC Online, New York Times, Salon.com, The Atlantic, Wired.com og Jeanne-Dominique Merchets blog. Desuden har TV 2's korrespondent Rasmus Tantholdt bidraget med oplysninger.

Hvis du har mod på andre lange artikler af samme slags, kan du finde flere herunder: