Donald Trump

Endnu en kvinde står frem: Her er alle de seksuelle beskyldninger mod Trump

Trump afviser alle beskyldninger om seksuelle overgreb på et vælgermøde i North Carolina.

Adskillige kvinder i USA har anklaget præsidentkandidat Donald Trump for seksuelle tilnærmelser og befamling. Trump afviser blankt beskyldningerne.

Endnu en kvinde melder sig nu i koret af kvinder, der beskylder republikanerens præsidentkandidat, Donald Trump, for seksuelle tilnærmelser.

Karena Virginia fortæller ifølge Sky News, at Donald Trump skulle have befølt hendes bryst under tennisturneringen US Open i 1998.

Blandt de kvinder, som har beskyldt den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, for seksuelle overgreb eller tilnærmelser, er en tidligere skønhedsdronning, en forretningskvinde, en receptionist samt en journalist.

Få her et overblik over sagen:

Han rørte min vagina gennem mit undertøj.

Kristin Anderson, Fotograf

7. oktober 2016 offentliggør The Washington Post en video fra 2005, hvor Donald Trump praler om at kunne røre og kysse kvinder uden deres samtykke, fordi han er kendt.

I en tv-debat med Demokraternes Hillary Clinton 9. oktober 2016 siger Trump, at han er flov over sine udtalelser i videoen, som han kalder "omklædningsrum-snak".

Følgende er nogle af beskyldningerne mod Trump:

Jill Harth Houraney, tidligere skønhedsdronning og forretningsforbindelse til Trump

I 1997 sagsøger Jill Harth Houraney Donald Trump for 125 millioner dollar for "uønskede seksuelle tilnærmelser" på en af Trumps ejendomme i Florida 24. januar 1993.

Trump benægter anklagerne, og retssagen bliver droppet i maj 1997.

Temple Taggart McDowell, tidligere Miss Utah

Temple Taggart McDowell bliver i The New York Times citeret i en rapport offentliggjort 15. maj 2016 for at sige, at Trump "kyssede mig direkte på læberne". Det skete angiveligt, da de to mødte hinanden i 1997, da hun var 21 år.

Han skubber mig mod væggen og tvinger sin tunge ned i min hals.

Natasha Stoynoff, journalist

Trump afviser beskyldningerne og har udtalt, at han er "tilbageholdende med at kysse fremmede på læberne".

Jessica Leeds, 74 år og tidligere forretningskvinde

12. oktober 2016 fortæller Jessica Leeds i et interview med The New York Times, at Trump tog hende på brysterne og førte sin hånd op under hendes nederdel, da de to sad ved siden af hinanden på et fly til New York i omkring 1980, da hun var 38 år.

I et tweet 13. oktober 2016 skriver Trump, at The New York Times' historie er opdigtet.

Rachel Crooks, tidligere receptionist i et af Trumps ejendomsfirmaer

I et interview med The New York Times 12. oktober 2016 fortæller Rachel Crooks, at Trump "kyssede mig direkte på munden" i 2005 i Trump Tower på Manhattan, da hun var 22 år.

I et tweet 13. oktober 2016 skriver Trump, at The New York Times' historie er opdigtet.

Natasha Stoynoff, journalist

Natasha Stoynoff beskylder Trump for i december 2005 at have kysset hende uden samtykke i Trumps hjem i Florida. Det skete angiveligt, da hun arbejdede på en artikel om Trumps tredje kone, Melania, for magasinet People.

I sin beskrivelse af oplevelsen, der blev offentliggjort i People 12. oktober 2016, fortæller hun, at "han skubber mig mod væggen og tvinger sin tunge ned i min hals".

I et tweet 13. oktober 2016 skriver Trump, at den beskrevne episode aldrig har fundet sted.

Mindy McGillivray, tidligere fotografassistent 

I en artikel i The Palm Beach Post offentliggjort 12. oktober 2016 fortæller Mindy MgGillivray, at hun som 23-årig fotografassistent 24. januar 2003 var til et arrangement i Trumps hjem i Florida. Her tog Trump hende angiveligt på ballerne.

En talsmand for Trump har efterfølgende udtalt til The Palm Beach Post, at påstanden ikke er sand.

Cassandra Searles, Miss Washington i 2013

Cassandra Searles fortæller i et indlæg på Facebook, som er blevet delt på sociale medier, at Trump "hele tiden tog mig på røven og inviterede mig hen på sit hotelværelse" under skønhedskonkurrencen Miss USA i 2013.

Trump ejede Miss USA-konkurrencen fra 2002 til 2015.

Summer Zervos, deltager i "The Apprentice"

Summer Zervos, deltog i 2006 i tv-showet "The Apprentice" (på dansk "Hyret eller Fyret", red.), hvor deltagerne konkurrerer om en ledende stilling i Donald Trumps firma:

Hun fortæller på et pressemøde i Los Angeles 14. oktober 2016, at da hun i 2007 mødes med Trump på et hotel for at tale om et muligt job, begynder Trump at kysse hende og tage hende på brysterne og kønsdelene.

Trump siger efterfølgende, at han aldrig mødtes med Summer Zervos dengang og kalder hende en "syg løgner, der er ude efter berømmelse".

Kristin Andersen, tidligere modelaspirant

Kristin Andersen fortæller i et interview med The Washington Post 14. oktober 2016, at Trump uden varsel befamlede hende på en natklub i New York i 1990'erne.

Ifølge Andersen sad hun i en sofa og talte med en ven, da Trump pludselig førte sin hånd op under hendes nederdel og strøg hendes lår og befølte hende i skridtet.

Trump kalder hende i kølvandet af beskyldningerne for en "syg løgner, der er ude efter berømmelse".

Kilder: Reuters og AFP