OVERBLIK: Det har Mærsk sagt om den farlige skibsophugning
Flere af Mærsks tidligere skibe ender til ophug på udskældte strande. Det er selvom rederiet hævder kun at gøre brug af værfter med ordnede forhold.
De seneste dage har TV 2 i samarbejde med Politiken og mediecentret Danwatch kunnet afsløre, hvordan flere tidligere Mærsk-skibe er endt til ophugning under farlige forhold i Bangladesh.
Det er selvom, at Mærsk har gentagne gange har hævdet, at deres skibe ikke ender til ophug på strande som disse – til stor fare for såvel arbejdere og miljøet.
Men hvordan hænger det så sammen?
Herunder har TV 2 samlet en række af Mærsks udtalelser de seneste år, hvor de redegør for deres arbejde med de udtjente skibe.
2013: Vi ophugger ikke på strande
Mærsks chef for klima og miljø, Jacob Sterling, skrev i september 2013 i et indlæg følgende:
- I Mærsk Line har vi retningslinjer for en ansvarlig genanvendelse af skibe. Siden 2006 har vi genanvendt 23 skibe på en ansvarlig måde, og vi har ikke sendt et eneste skib til strande.
Herunder altså strandene i Bangladesh, hvor flere tidligere Mærsk-skibe altså alligevel er endt.
2013: For dyrt at stille krav til andre
Det kan dog forklares med, at Mærsk ikke formelt er ejer af skibene. Rederiet har nemlig flere gange redegjort for, at de ikke længere har et ansvar, så snart de ikke er direkte ejer.
Det er en ekspert ikke helt enig i, som du kan læse i artiklen her:
I indlægget fra Jacob Sterling lyder det således:
- Selvom det er vigtigt for os at tage os godt af vores gamle skibe, mener vi ikke, at det er vejen frem at lade os sponsorere, at andre firmaer også tager sig godt af deres skibe.
I et interview med netmediet Shippingwatch forklarede han i juni 2013, at det simpelthen ville være for dyrt for Mærsk at kræve ordentlige forhold hos andre selskaber:
- Hvis vi kræver af køberne, at de skal sørge for en ordentlig ophugning, vil det blot betyde, at vi får en lavere pris for skibet og i realiteten kommer til at betale for ophugningen for andre, og det, mener vi ikke, kan være rigtigt, sagde Jacob Sterling.
2013: Alle burde være underlagt samme regler
Samme måned udtalte Jacob Sterling til Shippingwatch, at det var et problem, at ikke alle var underlagt samme strenge regler. Ellers ville det være for nemt bare at udflage – altså at lade skibe registrere i lande med løsere regler.
- Vi ønsker principielt, at så mange skibe som muligt skal være omfattet, så der bliver så ens spilleregler for så mange som muligt. (…) Det er utroligt nemt at udflage, så det kan reelt betyde, at det bliver et slag i luften. Man burde som minimum omfatte skibe, som er ejet af europæiske shippingfirmaer, sagde han.
2014: Flere burde gøre som os
I Mærsks egen rapport om bæredygtighed fra 2014 skriver rederiet, at flere skibsejere burde gøre som Mærsk:
- Vi tilskynder også andre skibsejere til at genanvende deres skibe på en ansvarlig måde, herunder de ejere hvorfra vi chartrer skibe.
Den udtalelse strider dog mod, at Mærsk selvsamme år pressede et tysk rederi til at få den højest mulige pris for at skrotte tre skibe, mener flere eksperter. Læs hvorfor i artiklen her:
2016: Udskældt strand kan nu bruges
Med henvisning til sit eget kodeks har Mærsk blandt andet ikke villet benytte værfterne på den berygtede Alang-strand i Indien. I hvert fald indtil i år, hvor Mærsk igen begyndte at sende skibe til stranden. Ifølge chef for bæredygtighed i Mærsk-gruppen Annette Stubbe fordi, at ophugningspladserne nu levede op til internationale regler.
- Udviklingen de senere år i Alang har medført en række certificerede værfter, der er i stand til at recycle til vores standarder. Efter vores opfattelse er det essentielt at støtte op om den udvikling, og det gør vi mest effektivt ved, at vores skibe bliver ophugget ansvarligt i Alang, sagde hun i juni til branchesitet Søfart.dk.
Over for DR havde hun i februar dog erkendt, at det skete, selvom der stadig var mangler:
- Jeg kan ikke sige, at miljøet slet ikke kommer til at blive påvirket - det gør det jo i al industriel aktivitet - men det er på et meget, meget lavt niveau.
2016: Ved ikke, om det er miljømæssigt uansvarligt
I sidste uge kunne Danwatch og Politiken så afsløre, at forholdene i Alang stadig ikke var så gode, som de skulle have været.
Hertil lød det fra Mærsk blandt andet, at:
- Vi ved, at den måde, man har gjort det på gennem årtier i Alang, laver en forfærdelig forurening. Hvis man kører processerne, som vi gør nu, er der så en miljømæssig virkning af det, som er uforsvarlig, eller ej? Det ved vi ikke endnu, sagde Annette Stube til Danwatch.
2016: Vil stille flere krav til andre firmaer
I forbindelse med de nyeste afsløringer afviser Mærsk over for TV 2, at de har ansvaret for nogle af de skibe, der er endt i Bangladesh. Men rederiet vil alligevel forsøge at sikre sig mod gentagelser, lyder det:
- Vi kommer nu til at have en passus i vores kontrakter, som sørger for, at dem der overtager skibet - uanset hvad de siger, de skal bruge det til - ikke kan tage det op på en strand. Men det vil jo aldrig være 100 procent bulletproof, siger Annette Stubbe til TV 2.