Udland

Mohammed ophuggede Mærsks skibe på berygtet strand: Vi løb en stor risiko hele tiden

17 personer har i år mistet livet på den strand, hvor Mærsk har ladet flere skibe ophugge. Mohammed Idris overlevede, men mistede sit ene ben.

Larmen var øredøvende, da stilladset styrtede sammen i vandet.

Det hele skete så hurtigt, at han ikke nåede at reagere – og så blev alt sort.

42-årige Mohammed Idris arbejdede som opskærer på ophugningspladsen på stranden i Chittagong og havde stået og skåret i et af de udslidte skibe, da en stor skibsskrue pludselig faldt af og ramte stilladset, hvor han stod.

- Jeg blev ramt i hovedet og begyndte at bløde, og så kan jeg ikke huske mere. Jeg blev bevidstløs.

Skruen havde også ramt Mohammed Idris’ venstre ben, som blev ødelagt på stedet og måtte amputeres.

Men Mohammed Idris overlevede – i modsætning til mange af hans kolleger på stranden i Bangladesh.

Arbejdede på to Mærsk-skibe

Der findes ingen officielle opgørelser, men lokale fagforeninger registrerer hvert år adskillige alvorlige ulykker, hvor arbejdere mister livet eller bliver alvorligt såret på ophugningsstrandene i Bangladesh.

Hos NGO’en Shipbreaking Platform oplyser koordinator Mohammed Shahin til TV 2, at han har kendskab til 17 dødsulykker på stranden ved Chittagong alene i år.

- Arbejdet er omgærdet af stor usikkerhed og manglende sikkerhed. Arbejderne får ikke stillet nogen former for sikkerhedsudstyr til rådighed, og de er ikke uddannet til arbejdet, siger Mohammed Shahin.

TV 2 har de seneste dage i samarbejde med Politiken og Danwatch kunnet fortælle, hvordan Mærsk i al hemmelighed har ladet flere skibe ophugge i Bangladesh, selvom selskabet hævder, at det ikke skulle være sket siden 2006.

Mohammed Idris’ ulykke skete på et andet skib i april 2015, kun omkring et halvt år efter at han deltog i ophugningsarbejdet på to af Mærsks tidligere skibe.

Han genkender dem straks, da TV 2 viser ham billeder af skibene. Han fortæller, at han tydeligt husker de skibe, han har arbejdet på.

- Alt arbejde på et skibsværft er farligt. For eksempel når vi skar store plader løs, var det rigtigt farligt. Når vi havde skåret dem løs, kunne de nemlig godt tage os med i faldet. Vi løb en stor risiko hele tiden, fortæller Mohammed Idris.

- Alt hvad jeg ejer, bliver brugt på hospitalsregninger

TV 2 har mødt Mohammed Idris i hans landsby lidt uden for Chittagong, hvor han bor sammen med sin familie under beskedne forhold.

Han er iført en gammel undertrøje og har et klæde om livet, som skjuler det manglende ben, da han på krykker humper ud af det lille hus og hen til en plastikhavestol, hvor han tager plads.

Foruden det amputerede ben har han også fået indopereret en plade i hoften, viser han os og hiver op i klædet, så det halve ben bliver synligt.

Han lever i daglige smerter, og ifølge ham selv ser fremtiden ikke lys ud.

- Det liv, jeg har nu, er hårdt. Jeg lever, som jeg nu kan, og jeg får hjælp af mine svogre. Hvad skal jeg sige, jeg kan ikke beskrive mine problemer.

Mohammed Idris har stadig store smerter, og han har store økonomiske problemer. Han har to døtre og kan ifølge ham selv ikke få pengene til at række.

- Fra firmaet har jeg fået 10.000 kroner, som allerede er brugt på hospitalsregninger. De stoppede med at betale sidste år, så nu betaler jeg selv for min behandling. Alt hvad jeg ejer, bliver brugt til at betale regningerne, siger han.

Arbejder blandt asbest og giftstoffer

Mange af verdens skibe bliver bygget på egentlige skibsværker i mere udviklede lande, men efter 25-30 år på havet løber vedligeholdelsesomkostningerne op, og så bliver de solgt til skrot. Over halvdelen af dem ender på strandene i Indien og Bangladesh.

Skibene sejles ved højvande ind på stranden med så stor kraft, at de strander og bliver stående i sandet, hvorefter de lokale – ofte uden sikkerhedsudstyr – overtager arbejdet med at skære skibene op.

Med en drone lykkedes det TV 2 at komme helt tæt på¨det tidligere Mærsk skib, North Sea Producer, der ligger til ophugning i Bangladesh.

Internationale medier og organisationer har gennem flere år beskrevet de farlige arbejdsforhold på ophugningspladserne i Bangladesh og Indien. Blandt andet er de store kraner, faldende stålplader og gaseksplosioner skyld i mange ulykker.

Hertil kommer risikoen for at bliver syge, når arbejderne udsættes for kræftfremkaldende stoffer som asbest og spildolie fyldt med tungmetaller.

- Arbejderne indånder giftige dampe mange timer om dagen, og mange døjer med hovedpine, og de bliver syge af det, siger NGO-koordinator Mohammed Shahin.

Dansk organisation: Helt vanvittige forhold

Det anslås, at der er omkring 100 skibsophugningspladser langs stranden nord for Chittagong, og hvert år kommer nye til.

Den danske fagbevægelses bistandsorganisation, Ulandssekretariatet, har gennem en lokal partnerorganisation gennem flere år arbejdet med organisering i Chittagong. Her har de også kendskab til de massive sikkerhedsproblemer:

- Det skal selvfølgelig ses i forhold til det niveau, der generelt er i landet, men selv med de øjne, så er forholdene vanvittige, siger sekretariatsleder Mads Bugge Madsen.

Trods stor fokus på forholdene i skibshugningsindustrien i Bangladesh, er der ikke sket mange forbedringer. Men organisationen støtter fagbevægelsens indsats for at organisere og for at rette krav mod virksomhederne og myndighederne.

- Det er op ad bakke, for det er en voldsom produktion, og det er ikke fordi, at der mangler arbejdskraft i Bangladesh, så det er svært at få arbejdsgiverne i tale, siger Mads Bugge Madsen.

NGO'er blev beskudt

Organisationer som Shipbreaking Platform fortsætter dog med at sætte fokus på forholdene på værfterne på strandene. Det er dog ikke helt ufarligt, fortæller Mohammed Shahin.

For nogle år tilbage havde han haft to canadiske journalister med sig til pladsen for at dokumentere de farlige forhold, da hans bil blev beskudt, som han forlod stedet. Ruden splintredes, men Mohammed Shahin blev ikke selv ramt.

- Jeg arbejder med arbejdsforhold og miljøet, og nogle personer kan ikke lide mit arbejde. Så jeg kan formode, at mine modstandere står bag, men jeg har ingen beviser på det. Jeg har ikke nogen personlige fjender, så hvem ellers kan stå bag?

Hos Ulandssekretariatet har de hørt om lignende episoder, om folk der har stukket næsen frem. Han nævner som eksempel, at to kollegaer og fagforeningsledere er blevet henholdsvis dræbt af skud og i en mordbrand, og at det tidligere har været almindeligt kendt, at der blev benyttet tæskehold til at tage sig af kritikerne.

- Der er helt sikkert mafialignende metoder, og det går hele vejen gennem samfundet. Vold er en del af det politiske kropssprog i Bangladesh, siger Mads Bugge Madsen.

Men selvom han ikke har nogen former for beskyttelse, fortsætter Mohammed Shahin sit arbejde.

- Selvfølgelig er det et farligt job. Men nogen er nødt til at gøre det, og vi har forpligtet os til sagen – folk dør her på strandene, siger Mohammed Shahin.