Nye russiske raketter kan nå Danmark - hvor bange skal vi være?
Skal vi være bange for russerne? Nej, siger russisk sikkerhedsekspert. Rusland skal nok nærmere frygte Rusland.
De er 7,28 meter lange, de er 91 centimeter brede og udstyret med alverdens elektronik, der skal forvirre fjenden, og så kan de medføre atomvåben.
For en uges tid siden kom meldingen om, at det russiske militær var i gang med at udstationere kortdistance-raketter af typen Iskander M i Kaliningrad - den russiske flådebase ved Østersøen mellem Litauen og Polen. Herfra kan Iskander-raketterne nå for eksempel Berlin eller København.
Udstationeringen af de russiske raketter er blot det seneste eksempel på det mere og mere anspændte forhold mellem Rusland og Vesten.
Hver uge sin alarmerende melding. Senest fra Hillary Clintons kampagnechef, der fortalte om russiske hackeres forsøg på at påvirke præsidentvalget ved at hacke hans e-mailkonto. Hvad enten det gælder cyberspace, Syrien, Krim, Østukraine eller Østersøen, så er Vladimir Putins Rusland i offensiven og gør, hvad det kan for at holde Vesten og især NATO-landene på tæerne.
Men hvad pønser de på? Har de ambitioner om at besætte de baltiske lande, vil de forsøge at destabilisere Østeuropa og skal vi være bange for Rusland?
Det har lederen af den amerikanske tænketank Carnegie’s afdeling i Moskva, forsøgt at give et svar på i sin nye bog, ’Should we fear Russia?’.
Dmitri Trenin, der selv er russisk statsborger og tidligere oberst i det russiske militær, er nok én af de skarpeste analytikere af det storpolitiske spil mellem Rusland og omverden. Hans korte svar lyder i al sin beroligende enkelhed:
- Vi skal ikke frygte Rusland, men Rusland skal altid behandles med omtanke.
Ingen grund til at frygte Rusland
Og lad os slå det fast med det samme. Ifølge Dmitri Trenin så har Putins Rusland ingen ambitioner om at annektere de tidligere Sovjetrepublikker. De baltiske lande og Polen står ikke over for en russisk invasionstrussel, og Donetsk-modellen, altså infiltreringen og mobiliseringen af russisk-talende befolkningsgrupper - det er ikke en fremgangsmåde, der ville kunne bruges i for eksempel de baltiske lande, mener Dmitri Trenin.
I virkeligheden handler Ruslands til tider meget truende fremfærd om noget så enkelt som respekt.
Ifølge Trenin, så har Vladimir Putins mål gennem hans 16 år ved magten været at forhindre en opsplitning af Rusland, og så sikre at landet igen bliver respekteret som en stormagt. Begge dele må siges at være lykkedes. Rusland er ikke faldet fra hinanden, og landet er med, når afgørende internationale beslutninger skal tages. Tag bare Syrien. Her er der ikke nogen vej uden om Vladimir Putin.
Heller ikke russerne selv behøver være bange for, at nogen lægger skumle planer om at invadere og opdele deres fædreland. ”Rusland har ingen alvorlig grund til at frygte Vesten”, lyder hans konklusion.
- Den nuværende konfrontation mellem Rusland og Vesten er kun to år gammel, men kløften bliver dybere uge for uge, konstaterer Trenin, som også gør opmærksom på, at russerne eller rettere sagt Vladimir Putin også bærer en del af skylden for, at det er gået så vidt.
- Kreml er vandret bevidstløs ind i katastrofen i Ukraine, konstaterer Dmitri Trenin.
Først ved at tro, at Ukraine kunne integreres i Putins drøm om en Euroasiatisk Union, dernæst ved at tro, at Maidan-oprøret i Ukraine var en amerikansk sammensværgelse og endelig ved at begive sig ud i ’Novorossia-eventyret’, altså påstanden om at dele af Ukraine i virkeligheden hører til Rusland.
- Kreml har på uforsvarlig vis spillet højt spil med europæernes goodwill. Først og fremmest tyskernes som man ellers havde købt sig for en meget høj pris ved afslutningen af den kolde krig og møjsommeligt havde fastholdt igennem et kvart århundrede. Putins fejlvurdering af tyskernes reaktion på Krim var slående. Desuden har Moskvas brud med Vesten bragt Rusland i en pinlig afhængighed af Kina, en usentimental supermagtskandidat, der, akkurat som USA, ikke betragter Rusland som jævnbyrdig. Den slags ’realpolitik’ tjener overhovedet ikke Ruslands nationale interesser.
Nogen Putin-sympatisør er han altså ikke, Dmitri Trenin, som altså minder om, at et land som Rusland skal behandles med omtanke. For rivaliseringen og den daglige ’følen-hinanden-på-tænderne’ vil være normaltilstand i årene fremover, spår han. I det mindste så længe den russiske leder hedder Vladimir Putin.
Militært svag, mentalt beslutsom
Men hvad er det så, præsident Putin har gang i, når han den ene dag sender sine jagerfly med kurs direkte mod NATO-luftrum for først at dreje af i allersidste øjeblik, mens han den næste dag beordrer 40 millioner russere til at deltage en civilforsvarsøvelse, og den næste dag igen forlægger langtrækkende bombefly til baser i det russiske Fjernøsten, hvorfra de når Hawaii?
Forklaringen på den øretæveindbydende opførsel er ifølge Dmitri Trenin det ulige styrkeforhold mellem USA og Rusland. Ikke bare militært men også politisk er USA Rusland langt overlegen. Så derfor vælger Moskva at konfrontere USA med de midler, man føler sig bedst tilpas med, nemlig militære aktioner, hvor hurtighed og dristighed er nøgleordene.
Her bliver man hjulpet godt på vej af det russiske magtsystem, som på en og samme tid er uigennemskueligt og stærkt centraliseret og personificeret. Der er ingen tvivl om, hvem der bestemmer, og Vladimir Putin behøver ikke spørge nogen steder, før han prøver at tage omverdenen på sengen. Derfor havde ingen forudset besættelsen af Krim, infiltreringen i Østukraine eller den russiske intervention i Syrien.
Uanset at magtforholdet Rusland-USA er skævt i amerikanernes favør, så det gælder ikke på det psykologiske plan. Her har Kreml demonstreret, at man er parat til at bruge magt, mens Vesten viger tilbage. Dmitri Trenin citerer den britiske historiker Norman Davies for bemærkningen:
- Rusland er militært svag, men mentalt beslutsom, og så kan man få næsten alt, hvad man vil have.
Dmitri Trenin slår fast, at der ikke er tale om nogen ny kold krig. Jerntæppet er ikke gået ned gennem Europa, og der udspiller sig ikke nogen ideologisk brydekamp mellem kapitalisme og kommunisme. Men derfor kan rivaliseringen og konfrontationerne sagtens være alvorlige og potentielt skæbnesvangre. I det hele taget så var 2014 ifølge Dmitri Trenin det farligste år for Europa i årtier - måske endda det farligste år siden Cuba-krisen i 1962.
2014 var året med Maidan-opstanden og Janukovijts-styrets fald i Ukraine, russernes annektering af Krim og efterfølgende indblanding i Østukraine, og året da russiskstøttede oprørere skød et malaysisk passagerfly ned med et russisk missilbatteri.
Ikke styrken men svagheden er faren
Rivaliseringen er blevet hverdag i den nuværende anspændte situation, men hvis der er noget, Vesten skal være bekymret for, så er det Ruslands svaghed frem for dets styrke. For Rusland gennemlever for øjeblikket den alvorligste økonomiske krise siden Sovjetstyrets fald, og der er ingen tegn på, at det nuværende styre har en opskrift på eller noget ønske om, at landet skal reformere sig.
- Hvis det fortsætter meget længere, så vil det være dårligt og muligvis tragisk for landet, lyder det advarende fra Dmitri Trenin:
- Rusland er ikke et land, hvor lederne bliver skiftet ud hvert fjerde, femte eller sjette år med stemmeboksens hjælp, men det er et faktum, at det russiske folk i de seneste 100 år har omstyrtet statsmagten hele to gange. Seneste omvæltning var for bare 25 år siden.
Lige nu afhænger styret af Vladimir Putins popularitet, men det er en meget tynd tråd, bemærker Trenin. Der er ingen institutioner, som kan forestå et fredeligt magtskifte, og der er ikke noget alternativ til det nuværende regime, og ”hvis først der opstår en politisk krise, kan det føre til kaos”.
Derfor er den alvorligste fare for Europa og for Vesten i øvrigt, at den russiske stat bliver opløst og begynder at falde fra hinanden, og der er, mener Dmitri Trenin ingen garanti for, at det vil ske lige så fredeligt, som da Sovjetunionen forsvandt fra landkortet i 1991.
Der er tydeligt, at Dmitri Trenin er alvorligt bekymret for sit lands fremtid, og især den manglende vilje til forandring hos landets ledelse. Så derfor slutter han sin analyse af den russiske udfordring med konstateringen om, at alt vil afhænge af, hvordan styret i Moskva håndterer den økonomiske krise og om man får landet sat på en reformkurs, der igen kan sætte skub i økonomien:
- Den egentlige slagmark for Moskva er hverken Ukraine eller Syrien, men selve Rusland.