Donald Trump

Kvinderne i Trumps skandaleklip er identificeret

Kendt amerikansk tv-vært er kvinden, som Donald Trump taler om i lydoptagelse fra 2005.

11 år gamle lydoptagelser, hvor den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, kommer med sexistiske udtaleser om kvinder, har rystet rigmandens valgkampagne i kampen om Det Hvide Hus.

Nu er kvinderne fra lydoptagelserne blevet identificeret. Det drejer sig blandt andet om tv-værten Nancy O’Dell, der er den gifte kvinde, som Donald Trump taler om i optagelserne (se optagelserne øverst i artiklen).

- Jeg er ked af, at sådan nogle udtalelser stadig kan finde sted i vores samfund. Da jeg hørte hans kommentarer, blev jeg skuffet over hans objektivisering af kvinder, siger Nancy O’Dell til Entertainment Tonight.

- Ingen kvinder eller personer skal udsættes for så grove kommentarer, uanset om det er til kamera eller ej, uddyber hun.

Det sagde Trump om kendt tv-vært

Derudover er også skuespiller Arianne Zucker identificeret som en af kvinderne i lydoptagelserne. Hun har dog ikke ønsket at kommentere Donald Trumps bemærkninger.  

Jeg lagde an på hende, men det mislykkedes. Det indrømmer jeg. Jeg forsøgte at kneppe hende. Hun var gift.

Donald Trump

Lydoptagelsen blev offentliggjort af Washington Post fredag aften. I optagelsen fortæller Donald Trump, hvordan han uden held forsøgte at score Nancy O’Dell.

- Jeg lagde an på hende, men det mislykkedes. Det indrømmer jeg. Jeg forsøgte at kneppe hende. Hun var gift, siger Donald Trump på optagelserne.

- Så lige pludselig ser jeg hende igen. Nu med de her store, falske bryster og alting. Hun ser fuldstændig anderledes ud.

Sexistiske udtalelser

På de samme optagelser fortæller præsidentkandidaten, at han kan tillade sig at gøre hvad som helst med kvinder, fordi han er en stjerne.

- Jeg bliver automatisk tiltrukket af lækre kvinder. Jeg begynder bare at kysse dem. Det er som en magnet. Jeg venter ikke en gang. Og når du er en stjerne, lader de dig gøre det. Du kan gøre hvad som helst.

Udtalelserne har i løbet af weekenden haft store konsekvenser for den republikanske præsidentkandidat, selv om Donald Trump har undskyldt.

Når du er en stjerne, lader de dig gøre det. Du kan gøre hvad som helst.

Donald Trump

Store navne trækker støtten til Trump

Hans hustru, Melania Trump, har lagt afstand til udtalelserne og kaldt dem for uacceptable og stødende. Derudover har flere prominente republikanere trukket deres støtte til Donald Trump, heriblandt den tidligere guvernør Arnold Schwarzenegger, den tidligere senator og præsidentkandidat John McCain og tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice.

Også Donald Trumps vicepræsidentkandidat, Mike Pence, er skuffet over rigmanden og ”kan ikke forsvare Trumps bemærkninger”. Donald Trump afviser dog, at han trækker sig fra kampen om Det Hvide Hus.

Donald Trump undskylder i en video, der er lagt op på hans Facebook-side, de kontroversielle kommentarer, der er kommet frem fra en 11 år gammel optagelse.

Natten til mandag dansk tid mødes Donald Trump med Demokraternes præsidentkandidat, den tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, i endnu en tv-debat.