Udland

Tysk politi jager 22-årig syrer - mistænkt for at planlægge bombeangreb

Tysk politi jager en 22-årig syrisk mand efter en stor politiaktion i Chemnitz lørdag. Han er mistænkt for at have planlagt et bombeangreb.

Politiet slog lørdag til mod en lejlighed i den tyske by Chemnitz. Beboeren, en 22-årig syrer, mistænkes for at ville planlægge et bombeangreb. Det skriver Bild.

Den 22-årige er fortsat på fri fod. Tre andre er anholdt i sagen, oplyser politiet i den tyske delstat Sachsen. 

- Menneskejagten efter den mistænkte pågår fortsat. På nuværende tidspunkt ved vi ikke, hvor han er, eller hvad han har med sig. Vær forsigtig, skriver politiet på Twitter med henvisning til, at ingen ved, om han har våben eller sprængstoffer på sig.

I forbindelse med antiterroraktionen har tysk politi delvist spærret byens hovedbanegård, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Mistænkes for at planlægge angreb mod lufthavn

Efterretningstjenestens arbejde ledte lørdag morgen politiet mod en lejlighed i Fritz-Heckert-kvarteret i byen, hvor politiet udførte en kontrolleret eksplosion for at komme ind i lejligheden. 

Der blev fundet flere hundrede gram sprængstof i lejligheden.

- Meget sprængfarlige eksplosiver blev fundet i den pågældende lejlighed i Chemnitz, skriver politiet på Twitter.

- Sprængstoffet blev ikke bare fundet liggende på køkkenbordet. Det lå relativt godt skjult, siger Tom Bernhardt, som er talsmand for politiet i delstaten Sachsen.

Sprængstoffet skal ifølge politiet være så ustabilt, at det skal destrueres på stedet under en kontrolleret sprængning.

Udgravning til kontrolleret sprængning af de fundne sprængstoffer:

Tre anholdte er afhørt

Ifølge Focus Onlines oplysninger er manden mistænkt for at have planlagt et angreb mod en tysk lufthavn. 

Banegården i Chemnitz blev afspærret lørdag eftermiddag efter anholdelsen af to personer, der har haft kontakt til den 22-årige. Endnu en person blev pågrebet i centrum af byen. 

De er alle blevet afhørt, men afhøringerne har ikke ført politiet på sporet af den hovedmistænkte.

Der er ingen meldinger om, hvor den 22-årige syrer befinder sig. Man han er ikke blandt de anholdte.

Politiet slog lørdag morgen til mod en lejlighed i den østtyske by Chemnitz.

Manden antages at være farlig

Den mistænkte er en 22-årig mand ved navn Jaber Albakr fra Saasaa i oplandet til Syriens hovedstad Damascus. Han er født 10. januar 1994 og skal være iført en sort hættetrøje med et iøjnefaldende print på brystet. 

Det er uvist, om den mistænkte er bevæbnet eller har sprængstoffer på sig. 

- Vi er nødt til at antage, at han er farlig, siger Tom Bernhardt til Bild. 

To bombeangreb på en måned

Store dele af byen er spærret af. Kvarterets beboere er indtrængende blevet bedt om at holde sig inden døre og at lade være med at poste billeder eller video til sociale medier under politiaktionen. 

Chemnitz ligger tæt på grænsen til Tjekkiet og ikke så langt fra den østtyske by Dresden, hvor der den seneste måned har været to bombeangreb - et mod en moske og et andet mod et konferencecenter, hvilket fik myndighederne til at stramme op om sikkerheden.