TV 2s nyhedsdirektør: Derfor bringer vi et interview med Bashar al-Assad
TV 2's nyhedsdirektør Mikkel Hertz kommenterer nedenfor på, hvorfor TV 2 har valgt at interviewe Syriens præsident Bashar al-Assad.
TV 2 har etableret korrespondent-kontor i Damaskus for på nærmeste hold at kunne dække den brutale konflikt, der de seneste fem år har kostet op mod en kvart million menneskeliv og jaget millioner på flugt.
En stor del lever som fordrevne og belejrede i deres eget land eller under kummerlige forhold i nærområderne. Andre er søgt mod Europa, hvor de lever i uvished – og hvor de har sat det europæiske samarbejde på en hård prøve.
Syrien er i dag en slagmark, og intet tyder på, at volden og de humanitære lidelser er aftagende. Der er daglige angreb – som vi har set over de seneste uger også på hospitaler, nødhjælpskonvojer og civile.
I det lys vil også vi på TV 2 Nyhederne have svar fra præsident Bashar al-Assad: Bomber han virkelig hospitaler med vilje i Aleppo? Bomber han civile med vilje? Er det en del af hans strategi?
Vi skal som journalister høre begge parter i en sag. Også i en krig. Og også selv om vi næppe får ærlige svar på de mest påtrængende spørgsmål. I det mindste får vi lejlighed til at konfrontere ham med de spørgsmål, som hele verden ønsker svar på.
Interviewet er kommet i stand efter et langt forarbejde. Vi har på forhånd gjort det klart, at vi ikke vil udsende et interview, som var redigeret fra de syriske myndigheders side. Vi har også sat som forudsætning, at vi ville kunne stille præcis de spørgsmål, som vi ønskede, og hverken præsidenten eller pressestaben skulle se spørgsmålene forinden.
Vi fik i går, efter det lange forarbejde, en unik mulighed for at gennemføre det interview. Det har aldrig været en diskussion, om vi skulle interviewe ham, hvis eller når vi fik muligheden. Selvfølgelig skulle vi det. Ligesom vi også gerne vil interviewe Putin, iranerne, Hizbollah og andre, der deltager i krigen på hans side.
Hele interviewet med den syriske præsident bliver bragt på TV 2 News og TV 2 Play kl. 16.