Lillebror ville helst operere øjne, men så gjorde døden ham til diktator
I 1994 udførte en ung læge øjenkirurgi i London. Dengang var han en af de mest usandsynlige kandidater til posten som præsident i Syrien.
Lyset var netop brudt frem på morgenhimlen over Damaskus.
Der var tætte tågebanker på motorvejen mod den internationale lufthavn, og en Mercedes med tre personer om bord drønede med høj hastighed hen over asfalten.
Chaufføren sad på bagsædet.
Bag rattet sad bilens fornemme passager. Han havde insisteret på at køre selv denne morgen, og det skulle vise sig at blive skæbnesvangert.
Motoren i den blanke Mercedes summede, mens bilen skar sig gennem tågen med 130 kilometer i timen.
Sikkerhedsselen på førersædet var ikke spændt.
Løven på motorvejen
I det øjeblik, hvor Mercedesen skulle have drejet fra motorvejen, ramte den en betonbarriere og slog flere kolbøtter i luften.
Den fornemme passager bag rattet blev slynget frem mod forruden og var død på stedet.
De to andre mænd i bilen overlevede.
Ulykken her var ikke et almindeligt trafikdrab i Damaskus.
I løbet af de næste timer afbrød landets tv-kanaler deres sendinger, skolerne lukkede, og Syrien var en nation i sorg.
Det var den 21. januar 1994. Navnet på ulykkens eneste dødsoffer var Basil al-Assad.
Han var en 33-årig playboy, der levede op til sit efternavn, som betyder "Løven".
Basil al-Assad var soldat og sportsmand med hang til hurtige biler.
Og så var han søn af landets præsident Hafez al-Assad.
Den mest oplagte arvtager til posten som Syriens næste diktator var forsvundet på et splitsekund.
Opkaldet fra Damaskus ændrede alt
Senere samme morgen ringede telefonen hos den mindst oplagte arving.
Han var en 28 år gammel øjenlæge, som arbejdede på Western Eye Hospital i London.
Den unge læge havde boet i en lejet lejlighed de seneste 18 måneder, hvor han lyttede til Phil Collins og Whitney Houston, når han havde fri. Han var en stille ungkarl, der gik op i computere - Mac, ikke PC - og han gjorde ikke meget væsen af sig på sin arbejdsplads.
I sit hjemland blev han anset for at være lidt af en nørd i modsætning til sin storebror, der var kendt som lidt af en actionhelt.
Men nu var storebror død - og der var telefon til den 28-årige læge på øjenhospitalet en lille kilometer fra Hyde Park i det centrale London.
Telefonsamtalen kom både til at ændre den unge mands liv og verdenshistoriens gang.
Ville han rejse hjem til Syrien og tage sin brors plads?
Efter opringningen kom den unge læge med en hurtig meddelelse til Edmund Schulenburg, der var en af de kirurger, som trænede ham.
- Der er sket noget. Jeg er nødt til at tage hjem.
Dermed fik opholdet i London en slutning, der var næsten lige så brat som enden på storebrorens skæbnesvangre køretur.
Navnet på den 28-årige unge mand med den vigende hage på Western Eye Hospital var Bashar al-Assad.
Han havde ikke planer om at blive diktator.
Hans plan i livet var at blive øjenlæge.
- Der er aldrig nødsituationer. Det er meget præcist, og der er meget lidt blod, lød Bashar al-Assads begrundelse for sit valg af speciale, da han blev spurgt om det ved et interview i 2010.
Far med fuld kontrol over tingene
Da han var barn hjemme blandt sine fire søskende i Damaskus, lå det absolut heller ikke i kortene, at han skulle efterfølge sin far.
Bashar al-Assads far hed Hafez al-Assad. I sin ungdom ville Hafez al-Assad også være læge, men hans familien kunne ikke betale for uddannelsen, så Hafez blev pilot.
Han steg i graderne og gjorde karriere i Syriens Ba'ath-parti.
I 1970 tog han magten i landet ved et kup.
Derefter styrede han Syrien med hård hånd. Militæret og det hemmelige politi var hans vigtigste redskaber.
Hafez al-Assads ærkefjender var Det Muslimske Broderskab. De blev holdt nede med tortur, commandoraids og henrettelser.
Mens familien Assad orienterede sig mod vesten og lagde afstand til strengt troende muslimer, ulmede der et oprør i den fattige del af befolkningen, som ikke var specielt veluddannet, men til gengæld temmelig religiøse.
Det Muslimske Broderskab forsøgte at snigmyrde Hafez al-Assad, og for at holde de oprørske religiøse masser nede slog præsidenten til mod byen Hama i februar 1982.
Assads styre udlagde angrebet som en hævnaktion.
Byen der blev knust
Syriens pressetjeneste kunne berette, at Det Muslimske Broderskab "slog til mod vores kammerater, mens de sov i deres hjem og dræbte alt, hvad de kunne af kvinder og børn. Martyrernes kroppe blev lemlæstet i gaderne, mens gerningsmændene opførte sig som gale hunde drevet af sort had."
Gengældelsen for de påståede overgreb lod ikke vente på sig.
Ba'ath-partiet i Hama kunne kort efter oplyse, at Assads sikkerhedsstyrker havde "lært morderne en lektion, der slukkede deres åndedræt".
Så mens den 16-årige kommende øjenlæge Bashar al-Assad blev undervist på fransk på elitegymnasiet Al Hurriyeh i Damaskus, begik faderens soldater grusomheder mod civile.
Mellem 10.000 og 40.000 mennesker blev dræbt i Hama - mere præcise tal blev ikke opgjort.
Hafez al-Assad var ude af trit med sin befolkning, men han havde midlerne og viljen til at holde masserne nede.
En familie som ingen andre
Hjemme i paladset hos Hafez og Anisa al-Assad, havde børnene gennem deres opvækst også mærket, at familen blev styret af en stærk mand.
Hafez al-Assad behandlede sin husholdning, som han behandlede sit land.
Han krævede ubetinget loyalitet og tolererede ingen klager.
Bashar al-Assad har fortalt, at hans far "ikke var typen som sagde 'bravo' eller 'godt gjort'. Han ville hellere fortælle, hvad man ikke skulle gøre og fokusere på det negative".
Så den unge mand, der skulle ende med at blive Syriens diktator, diskuterede hverken personlige problemer eller politik med faderen.
Den strenge far havde ellers inddraget sine to ældste børn, storesøster Bushra og storebror Basil i politik.
Bushra, der var søskendeflokkens ældste, havde på et tidspunkt lignet en mulig arving, men hendes køn kom i vejen, da lillebror Basil voksede til og viste sig som en mand med de helt rigtige værdier for det syriske regime.
Assad-familiens næste tre børn fik ikke helt samme status hjemme i paladset.
Flokkens nummer tre - Bashar - var mors dreng og temmelig genert.
Nummer fire i børneflokken - Majd - havde mentale problemer. Han var muligvis depressiv, men der er aldrig kommet en diagnose ud af Syrien.
Søskendeflokkens nummer fem - Maher - var mere som sin ældste bror Basil, men han havde en tendens til at blive frygtelig hidsig.
Så hjemme i paladset drejede verden sig næppe ret meget om den unge Bashar, der senere skulle blive Syriens præsident.
Mors lille nørd
Han blev faktisk opfattet som lidt af en nørd, fordi han selv lavede sine lektier i modsætning til de fleste andre drenge i Syriens overklasse, som betalte sig fra den opgave.
Flid i skolen betaler sig - også for diktatorsønner, og Bashar al-Assad gik gennem medicinstudiet på Universitetet i Damaskus på seks år. Derefter fik han job på et militærhospital som øjenlæge, ind til han rejste til England i 1992.
Så den unge mand, der satte sig på et fly hjem til Damaskus efter broderens trafikulykke i 1994, var mildt sagt ikke opdraget til sit nye job som diktatoraspirant.
Det ville hans far lave om på.
Hospitalet i London blev skiftet ud med militærakademiet i Homs - den generte "Doktor Bashar" måtte ud af broderens skygge - hurtigt.
Selv om Hafez al-Assad havde fuld kontrol over Syrien, havde han nemlig ikke fuld kontrol over sit helbred.
Han havde haft et større hjertetilfælde i 1983 i en alder af bare 53 år, og sønnen skulle gerne være klar til at tage over, hvis diktatoren igen skulle få smerter i brystet.
Bashar al-Assad blev udnævnt til oberst i 1999, og samtidig med den militære uddannelse blev han sendt på besøg i Oman, Jordan og Saudi-Arabien for at styrke hans forståelse for diplomati.
Døden i Damaskus
Den unge arving tog endda til Paris, hvor han skabte overskrifter, fordi han gik rundt i byen uden livvagter.
Men den 10. juni år 2000 indhentede døden igen Bashar al-Assad.
Det var faderens hjerte som gav op.
Nu var det alvor.
Syrien stod formelt uden leder - der skulle vælges en ny præsident, ingen var i tvivl om, hvem det ville blive.
Så selv om han hverken var valgt eller udnævnt endnu, havde Bashar al-Assad første dag på jobbet som diktator den 13. juni 2000.
Faderen fik en ægte statsmandsbegravelse tre dage efter sin død, og den unge arving befandt sig midt i rampelyset fra klokken otte om morgenen til klokken otte om aftenen.
TV-stationer fra en stor del af den arabiske verden optog så godt som hvert eneste minut fra hans politiske debut, mens diplomater, ministre og kongelige flokkedes omkring ham.
Blandt de prominente gæster var USAs udenrigsminister Madeleine Allbright og Frankrigs præsident Chaques Chirac.
Alle forsøgte at få en idé om, hvad den nye leder ville gøre med Syrien.
Løfter om reformer og frihed
Han havde selv fortalt en smule om sine planer kort før faderens død.
Blandt andet ville han lempe landets censur og give befolkningen adgang til internettet.
- Jeg vil gerne have, at alle kan se alt, sagde han til Washington Post kort før faderens død.
Han var også klar over, at der ventede ham en stor opgave.
- Jeg har stor respekt for erfaring - og jeg vil altid forsøge at opnå det, fortalte den unge arving til medierne.
Han blev officielt valgt til præsidentposten en måned efter faderens død - 99,7 procent af vælgerne pegede på Bashar al-Assad som præsident.
Der var ingen andre kandidater på stemmesedlen.
I sin indsættelsestale brugte Bashar al-Assad ordet "reformer" fire gange.
Og selv om valget hverken havde været frit eller demokratisk, blev Bashar modtaget med nærmest åbne arme af den syriske befolkning.
Han var ung i et regime med en gennemsnitsalder på den anden side af 70, og Syriens befolkning håbede på reformer.
Den unge præsident manglede kun en ting for at have hele pakken - nemlig en karismatisk, dygtig og smuk førstedame.
Sådan en fik han i løbet af få måneder.
Pigen fra London blev ørkenens rose
Hun hed Asma, kom fra London, og var datter af syriske forældre. Hun blev kaldt Emma af sine venner, gik til ridning og havde en universitetsgrad i computervidenskab fra Kings College.
Asma havde job i en investeringsbank og var meget ambitiøs, men livet som "dronning" i Syrien var tillokkende.
Hendes familie havde kontakter til Assad-familien, og gennem en tante i Damaskus havde hun mødtes med Bashar al-Assad.
Og selv om hun var til PC'ere, og han var til Mac-computere, begyndte de to at se mere og mere til hinanden.
Hun var 25, og han var 35, da de blev gift ved en hemmelig ceremoni hen mod slutningen af 2000.
Den fashionable præsidentpar bragte håb til Syrien.
Bashar al-Assad løsladte politiske fanger og tillod sin befolkning at diskutere politik i deres egne hjem. Det havde været forbudt, inden han kom til magten.
Syrien kom på internettet, privatejede banker blev tilladt, og der blev sågar givet tilladelse til at udgive en uafhængig avis.
Den unge diktator gik i jeans, kørte på restaurant i sin Audi A8, og han kunne endda finde på at tale med almindelige mennesker på de steder, han besøgte.
Men Syrien var et diktatur, og den nye frihed fik befolkningen til at kræve mere af samme skuffe.
I 2001 udsendte en gruppe intellektuelle syriske aktivister et krav om frie demokratiske valg, uafhængige domstole og løsladelse af alle politiske fanger.
Demokratisk sindede syrere begyndte at holde ’dagligstuemøder’, hvor folk stod ude på gaden og hørte med via højttalere.
Frygten for, hvad de politiske reformer kunne føre til, bredte sig til den unge diktators støtter i militæret, og han besluttede sig for at stramme grebet igen efter et år.
Den uafhængige avis blev lukket, de nye demokratiske stemmer blev kastet i fængsel, og den unge Assad begyndte at styre landet på samme måde som sin far.
For meget frihed til folket
Den veluddannede middelklasse, som den nye præsident havde bejlet til, blev skubbet væk, og nu stod han tilbage med sin fars gamle støtter: Hæren og politiet.
Folket blev kontrolleret med magt.
Af og til fik pøbelen lov til at rase ud - for eksempel i 2006 da der blev sat ild til den danske ambassade i Damaskus i protest mod Muhammed-tegningerne.
Så længe massernes vrede kunne dirigeres i en anden retning end hans egen, tøvede Assad med at slå lige så hårdt mod sine landsmænd, som hans far havde gjort i Hama i 1982.
Sidst i 00'erne begyndte Bashar al-Assad at tale med de islamiske kredse i landet. Det forskrækkede hans gamle venner i middelklassen og var en medvirkende årsag til, at de gik på gaden i marts 2011, da det arabiske forår blussede op.
Bare en måned tidligere havde diktatoren givet et interview, hvor han udelukkede, at Syrien ville blive ramt af det arabiske forår.
Han tog grusomt fejl.
Bashar al-Assad var ikke den eneste, som tog fejl.
Det samme gjorde modemagasinet Vogue, som i begyndelsen af 2011 udkom med artiklen "Ørkenens Rose".
Artiklen var et stort opsat portrætinterview med Bashar al-Assads hustru
"Asmaa al-Assad er glamourøs, ung og meget chic. Den mest friske og mest tiltrækkende førstedame. Hendes stil er ikke dyr mode og bling-bling, som mellemøstlig magt ellers udstråler, men en bevidst mangel på pynt," begynder interviewet, som udkom 25. februar 2011.
Mens magasinet stod på hylderne i bladkioskerne begyndte Assads sikkerhedsstyrker at slå demonstranterne ihjel.
Men på trods af opstanden i Syrien fortsatte præsidentparret deres liv på første klasse.
Internetshopping i krigens kedsomhed
Emails, som den britiske avis The Guardian har fået fat i, viser, hvordan præsidentfruen købte ædelstene i en lille eksklusiv smykkebutik i Paris, mens sikkerhedsstyrkerne slog hårdt ned på demonstranterne i Damaskus.
Der blev bestilt turkiser, ametyst, hvidguld og diamanter via email.
- Kys til jer begge og lad være med at bekymre jer. Vi har det godt, lyder det i en email fra Asmaa al-Assad til butiksindehaveren i Paris.
Ifølge de lækkede emails bestilte førstedamen dyre jakkesæt, krystalbelagte sko med 16 centimeter høje hæle, lysestager til 100.000 kroner, et bord til 65.000 kroner og mange flere luksusting.
Så mens folk døde i gaderne, fordrev førstedamen altså tiden med internetshopping.
Men den britiske avis har også fået fat i præsidentens egne emails.
Der er blandt andet personlige skriverier mellem de to ægtefolk.
Her gør Bashar al-Assad blandt andet grin med de reformer, som han havde stillet befolkningen i udsigt.
I en email fra Asmaa al-Assad hedder det:
- Jeg er færdig klokken 17.00
Svaret fra præsidenten lyder:
- Det er den bedste reform noget land kunne ønske sig, at du fortæller mig, hvor du vil være. Vi vil tilpasse os dette i stedet for vrøvlede love om partier, valg og medier...
Men korrespondancen afslører også et forhold under pres. I december 2011 skriver Asmaa til sin mand:
- Hvis vi er stærke sammen, vil vi klare det her. Jeg elsker dig.
Det internationale samfund var ved at vende sig mod præsidentparret mens demonstranterne højlydt krævede, at de skulle gå af.
I krig mod sit eget folk
I Damaskus blev Bashar al-Assad mere og mere paranoid.
Da FNs højkommissær for menneskerettigheder Navi Pillay bad det internationale samfund om hjælp til at forhindre en total borgerkrig i Syrien sendte præsidenten en mail ud til flere i sin inderkreds fra sin iPad. Den britiske avis The Guardian har også fået fat i den email.
Lykken på Instagram
Beskeden fra Assad indeholdt en artikel der påstod, at USAs ambassadør i Syrien, Robert Ford, var ansvarlig for at "rekruttere arabiske dødspatruljer fra al-Qaeda i Afghanistan, Irak, Yemen og Tjetjenien for at kæmpe mod Syriens militær og politi".
Mens borgerkrigen i Syrien blev værre og værre, og Bashar al-Assads soldater brugte giftgas mod børn for at standse oprøret, trak familien sig mere tilbage fra offentligheden.
Bashar al-Assad og hans hustru Asmaa har tre børn Karim fra 2004, Zein fra 2003 og Hafez fra 2001.
Hvor familien bor henne i dag er ikke offentligt kendt, men præsidentparret har en profil på Instagram, hvor man kan følge med i deres liv.
De færdes kun i de områder, hvor Bashar al-Assads soldater har fuld kontrol, bygningerne er uden skudhuller, og dagligdagen fortsætter trods borgerkrigen.
På de billeder, som styret vælger at sende ud på Instagram, kan man ikke se, at Syrien er et land, som befinder sig midt i et blodigt kaos, hvor omkring en halv million mennesker har mistet livet.
De mennesker, der stadig bor i Syrien, har heller ikke fået lov at glemme Bashar al-Assads storebror Basil. Lufthavnen i Latakia er blevet opkaldt efter ham, og i dag bliver den brugt af russiske bombefly, som hjælper diktatoren med at holde fast i magten.
Kære læser, du har nu læst artiklen om Bashar al-.Assad til ende. Den er blevet til på baggrund af artikler i: New York Times, Financial Times, National Geographic, BBC Online, New Republic, Information, The Guardian, Time Magazine, The Daily Telegraph, The Atlantic, Presidentassad.net og The Week.
Hvis du har mod på andre længere artikler af samme slags, kan du finde flere herunder:
