Kristian Jensen raser efter TV 2-interview: - Det er svært at blive andet end gal
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) mener, at Syriens præsident lyver, når han ser sig fri for at stå bag drab og mishandling på Syriens befolkning.
- Jeg ser mig selv som en ven af det syriske folk. Jeg ser Assad som en fjende af det syriske folk. Jeg ser ham som en, der undertrykker, dræber og mishandler sin egen befolkning. Jeg ønsker, at Assad forsvinder så hurtigt som muligt. Jeg ønsker, at han bliver holdt ansvarlig for de forbrydelser, der er sket under hans regime.
Sådan siger udenrigsminister Kristian Jensen (V), efter at den syriske præsident Bashar al-Assad i et interview med TV 2 blandt andet har gjort det klart, at det ville være imod den syriske regerings interesser at ødelægge hospitaler, skoler eller dræbe civile.
- Der bliver altid begået fejl i en krig. Jeg er meget realistisk, siger Bashar al-Assad i interviewet med TV 2’s korrespondent Rasmus Tantholdt.
Men den danske udenrigsminister langer hårdt ud efter den syriske præsident. Flere nødhjælpsorganisationer beskylder det syriske regime for at stå bag gentagne angreb på hospitaler og civile i den oprørskontrollerede del af storbyen Aleppo.
Få overblikket over kampene i og omkring Aleppo lige nu:
- Hvis Assad nu var ærlig i det interview, så skulle han pakke sin kuffert og komme væk og overlade Syriens fremtid til det syriske folk, i stedet for at klamre sig desperat til magten på bekostning af civilbefolkningen, siger Kristian Jensen.
- Vi ved, at Assad har brugt kemiske våben på sin egen befolkning. Vi ved, at han har nægtet humanitær hjælp til byer, som har været belejret. Vi ved, at der er blevet bombet i Aleppo. Dem, der bombes, er Assads modstandere. Derfor er alle pile rettet mod Assad. Jeg vil sige, at beviserne er klare. Det er dokumenteret, at han har bombet sin egen befolkning. Han har brugt giftgasser mod sin egen befolkning, siger Kristian Jensen.
Du virker næsten helt gal?
- Det er jeg altså også. Prøv at se billederne. Hvis man ser billeder af børn og spædbørn, der bliver gravet ud af ruinerne, efter at man har bombet hospitaler målrettet i Aleppo – så er det svært at blive andet end gal, lyder det fra Kristian Jensen.
Retter kritik mod Danmark
Den syriske præsident kommer til gengæld med en mindre bredside mod den danske regerings deltagelse i krigen i Syrien. Præsidenten mener, at Danmark blindt følger USA’s interesser uden at stille kritiske spørgsmål.
Derudover har det danske forsvar tidligere fortalt, at to danske F-16-fly var med i et angreb i starten af september, hvor det formodes at den amerikansk-ledede militærkoalition mod terrororganisationen Islamisk Stat (IS) ramte en syrisk militærposition ved en fejl og dræbte over 60 syriske soldater.
Hvad siger du til kritikken?
- Det er sådan, at vi er på jagt efter ISIL (andet ord for IS, red.) og har været det længe. Hvis der sker fejl, så undersøger vi nøje, hvad der er sket. Vi undersøger også om danske F16’ere har været med. Det har der ikke været afklaring af endnu. Det sørger en åben undersøgelse af. Vi beklager og stopper med det samme, når vi bliver gjort opmærksom på, at der er en rimelig risiko for, at vi rammer de forkerte, siger Kristian Jensen.
- Det Assad gør, er at ramme hospitaler og civilbefolkningen vedvarende og gentagende gange. Han kan ikke lyve sig udenom, at det der foregår i Syrien i øjeblikket - med Assad og Rusland ved roret - det er forbrydelser mod menneskeheden.