Hårdkogt mafiaboss fundet efter fem år i kreativt skjul

En af Italiens mest eftersøgte mænd er nu blevet pågrebet af politiet.

Han er kendt under navnet "Mamma" og har hele sit liv været dybt involveret i den organiserede kriminalitet i Syditalien.

Den 54-årige mafiaboss Antonio Pelle er nu blevet pågrebet. Han har de seneste fem år været på det italienske politis liste over de farligste eftersøgte i landet. Torsdag fandt politiet ham i hans families hjem, hvor han havde bygget en hemmelig bunker mellem husets badeværelse og børneværelse, som han havde brugt som skjulested. Det skriver AP.

Han har tidligere været i politiets varetægt, men stak i 2011 af, mens hans afsonede en 20-årig dom for narkotikahandel, tilknytning til mafiaen og våbenbesiddelse.

- Dette viser endnu en gang, at ingen kan undslippe retfærdighed for evigt, siger indenrigsminister Angelino Alfano i en pressemeddelse. 

Omkring 25 betjente ventede på Antonio Pelle, da han endelig kom frem fra skjulet.
Omkring 25 betjente ventede på Antonio Pelle, da han endelig kom frem fra skjulet. Foto: POLICE PRESS OFFICE / HANDOUT / Scanpix Denmark

Pelle frontspiller i den kriminelle underverden

Mindst 24 betjente ventede på serieforbryderen, da han blev tvunget frem af sit skjul torsdag morgen.

Antonio Pelle anses da også som en både farlig og indflydelsesrig mand, da han er leder af mafia-klanen Pelle-Romeo i San Luca-området i Reggio Calabria i Syditalien.

Denne klan er del af den større organisation 'Ndrangheta, som internationalt politi formoder styrer kokain-markedet i hele Europa.   

Det kriminelle netværk kom for alvor i offentlighedens søgelys, da en intern strid i 2007 resulterede i, at seks personer fra Pelle-Romeo-klanen blev likvideret i deres biler i den tyske by Duisburg af medlemmer fra Nirta-Strangio-klanen.