Udland

Assad åbnede selv døren: Der slog Tantholdts hjerte lige en ekstra gang

Rasmus Tantholdt fortæller, hvordan det er at møde en mand, der beskyldes for forbrydelser mod menneskeheden.

Den syriske præsident Bashar al-Assad har en blød hånd. Men et fast håndtryk. Det fortæller Rasmus Tantholdt – den første danske journalist, der har interviewet præsidenten efter krigen i Syrien brød ud i 2011.

Et interview, som journalisten selv blev lettere nervøs over at skulle foretage. For det er sjældent, at præsidenten stiller op til interviews.  

Se hele interviewet på Play her.

Han forsøgte også selv med lidt humoristisk smalltalk.

Rasmus Tantholdt

- Hele verden kommer til at kigge på det her interview. Så jeg repræsenterer på en måde alle medier, siger Rasmus Tantholdt.

Så nerverne sad allerede uden på tøjet, da præsidenten i egen person åbnede døren ind til et af præsidentens paladser i Damaskus.

Rasmus Tantholdt blev noget overrasket. Han var lige steget ud af den bil, som pressestaben fra det syriske præsidentpalads havde hentet ham i.

- Vi går hen mod døren og pludselig går den op. Der står han lige foran os. Jeg havde taget min jakke af i bilen, så jeg står og fumler med at få den på. Det bliver måske en smule akavet. Hold da op. Der slog mit hjerte lige en ekstra gang, siger Rasmus Tantholdt.

Af sikkerhedsmæssige årsager vidste Rasmus Tantholdt ikke, hvor han skulle køres hen. Flere biler troppede op på Tantholdts hotel i Damaskus og hentede ham, TV 2’s udlandschef, Jakob Vissing, og produktionschef Lizette Jensen.  

Rasmus Tantholdt måtte tage mange forholdsregler, da han interviewede Syriens præsident Assad.

- I den regeringskontrollerede del af Syrien er der billeder af Assad overalt. Overalt. Du kan ikke gå 20 meter uden at se et billede af ham. Så står han pludselig dér foran en - manden, der er anklaget for alle de ting, han nu er, fortæller Rasmus Tantholdt.

Var smilende og høflig - for en grund

Han forestillede sig, at de ville blive taget imod af en pressemedarbejder. I stedet var det altså en smilende, høflig og imødekommende syrisk præsident, som åbnede døren for TV 2-korrespondenten.  

Der er ingen, der retter på mit slips eller pudrer mig.

Rasmus Tantholdt

- Han smiler og holder døren, indtil vi alle er kommet indenfor. Han gjorde meget ud af at være høflig. Det var tydeligt, at det var ham, der var værten, da vi trådte ind i The Palace Guest House, som huset hed. Det var ham, der viste os rundt i paladset, der mest af alt minder om en stor villa.

Inden interviewet gik i gang, var der cirka 10 minutter til small talk med præsidenten i tilstødende lokaler.

- Vi var alle sammen lidt påvirkede af at sidde foran ham. Men vi taler om flygtningekrisen i EU, om TV 2’s kontor i Damaskus, og han fortæller, at han var i Danmark i 1986 som turist. Det er en meget mærkelig situation, for man sidder overfor en mand, som rigtig mange på den her jord godt kunne tænke sig at fjerne fra jordens overflade. Mange ville likvidere ham, hvis de fik muligheden, siger Rasmus Tantholdt.

Men på trods af både en snigende nervøsitet og hurtigere hjerteslag, så ved Rasmus Tantholdt godt, at der er et formål med alle høflighedsfraserne.

Herunder kan du på kortene se, hvilkes tyrker der hvor i Syrien og Aleppo

aleppo kort
syrien kort
TV2-korrespondent Rasmus Tantholdt interviewer den syriske præsident, Bashar al-Assad.
Her ses den syriske præsident, Bashar al-Assad, under interviewet med TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt.

- Han forsøgte også selv med lidt humoristisk small talk. Men man skal jo ikke vurdere et menneske ud fra et førstehåndsindtryk, men ud fra handlingerne. Jeg ville ikke lade mig manipulere eller imponere. Han stiller ikke op for TV 2’s skyld. Han gør tingene af en grund. Jeg er jo også selv høflig, for at han ikke går i en forsvarsposition fra starten. Så der er tanker bag for os begge, siger Rasmus Tantholdt.

To år undervejs

Der har været arbejdet på at få interviewet i stand i over to år. Derfor havde korrespondenten også forberedt sig grundigt inden og lagt en klar strategi: at undgå at diskutere for meget fakta og være kritisk uden at sable præsidenten ned. Tidligere interviews er endt med små og store diskussioner om fakta, og for Tantholdt var det vigtigste at få nogle svar.

- Målet var at gøre det så afslappet som muligt. Flere journalister er gået direkte efter struben, og det er der ikke kommet noget ud af – andet end at journalisten har fremstået som en helvedes karl. Mit mål var at få relevante svar om de anklager, der er rettet mod ham. Jeg ville ikke diskutere fakta, siger Rasmus Tantholdt.

Rasmus Tantholdts 25 minutter lange interview af Bashar Al-Assad gik godt, men var en stor og speciel oplevelse.

Derfor bringer TV 2 et interview med Bashar al-Assad

TV 2 har gjort sig flere etiske overvejelser om at bringe et interview med en så omdiskuteret mand som syriens præsident Bashar al-Assad.

- Vi skal som journalister høre begge parter i en sag. Også i en krig, siger TV 2's nyhedsdirektør Mikkel Hertz nedfældet et par linjer omkring. Læs det hele her 

Forud for interviewet ligger også mange måneders arbejde. Det har TV 2's korrespondent beskrevet her.

Den afslappede stemning lykkedes langt hen ad vejen, mener korrespondenten. Inden interviewet gik i gang grinede præsidenten flere gange.

Selve interviewet blev produceret af præsidentens egne mediefolk i et gigantisk setup. Et 15-20 mand stort produktionshold og fem kameraer var en del af produktionen.

- Jeg har aldrig siddet i så stort setup. Folk kommer hen og pudrer præsidenten og sørger for, at han ser så præsentabel ud som muligt. Men der er ingen, der retter på mit slips eller pudrer mig, siger Rasmus Tantholdt.

Produktionsholdet sætter et ur foran korrespondenten. Det tæller ned fra 30 sekunder, indtil timeren på 25 minutter starter.  

- Jeg tænker som journalist: Nu er det nu. Vi har knoklet for det her. Nu er det mig, der skal på. Som journalist banker mit hjerte hurtigere, end det plejer. Sådan noget her har jeg aldrig prøvet før, fortæller han.

Hele interviewet kan ses på TV 2 PLAY.