To ud af tre vælgere kalder Trumps skattefidus egoistisk
Mens præsidentkandidaten insisterer på, at han har udvist godt købmandskab, er de fleste amerikanere uenige.
"En genistreg" og "smart købmandsskab".
Sådan beskrev Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, selv den manøvre, der ifølge eksperter har tilladt ham at undslippe indkomstskatter i 18 år.
Meget tyder dog på, at amerikanerne ikke er enige med ejendomsmogulen.
Upatriotisk og egoistisk
Ifølge en meningsmåling foretaget af nyhedsbureauet Reuters, mener 67 procent af amerikanerne, at en præsidentkandidat, der ikke betaler skat er "egoistisk".
61 procent mener, at det er "upatriotisk". Det skriver Reuters.
Målingen viser samtidig, at en stor andel af respondenterne har stor respekt for en kandidat, der evner at reducere sin skatteregning.
Varmt emne i valgkamp
Således svarer 46 procent, heriblandt 35 procent demokrater og 62 procent republikanere, at en præsidentkandidat, der ikke betaler skat er "klog".
Donald Trumps skatteindberetninger er blevet et varmt emne i valgkampen, efter at New York Times offentliggjorde en del af af hans indberetning fra 1995.
Han noterede her et minus på 916 millioner dollar. Eksperter mener, at Donald Trump dermed har kunnet undvige indkomstskat i 18 år.
Donald Trump har ikke nægtet denne teori, men siger, at han på "glimrende vis har udnyttet USA's skatteregler til sin fordel."
En 'klog' mand
Demokraternes kandidat, Hillary Clinton, angreb Donald Trump under den første debat mellem de to for ikke at betale sin indkomstskat.
Trump svarede blot ved at sige, at det gør ham til en "klog" forretningsmand.
Reuters meningsmåling er blevet foretaget online i alle amerikanske stater. Respondenterne blev spurgt, hvad de mener om "en præsidentkandidat, der har fundet en måde at undgå at betale skat."