Udland

Vil ikke tage asylansøgere tilbage: EU støtter Danmarks bekymring over Ungarn

EU-kommissionen kigger nærmere på Danmarks klage over Ungarn, der nægter at tilbagetage asylansøgere, som landet ellers er forpligtet til.

Som TV 2 for nyligt kunne berette, har Danmark og de øvrige nordiske lande sendt et klagebrev til EU-kommissionen over Ungarn, der nægter at overholde Dublin-reglerne og tilbagetage asylansøgere, som er registreret i landet.

Nu er kommissionen kommet med et svar til den danske integrationsminister, Inger Støjberg (V), og hendes kollegaer fra Island, Norge, Sverige og Finland, hvor de lover at kigge nærmere på problemerne.

- Lad mig forsikre jer om, at jeg forstår jeres bekymringer, skriver migrationskommissær Dimitris Avramopoulos i svarbrevet, som TV 2 har set en kopi af.

- Mine folk er i kontakt med de ungarske myndigheder og har bedt om mere information angående disse praktiser. De vil også organisere en mission på embedsmandsniveau til Ungarn tidlig oktober, skriver kommissionen i brevet dateret den 28. september.

EU-kommissionens talsmand, Natasha Bertaud, bekræfter ligeledes udviklingen.

- Vi vil arbejde tæt sammen med alle medlemslande for at sikre os, at Dublin-systemet og omfordelingen fungerer ordentligt. Vi kan også bekræfte, at vi allerede er i kontakt med Ungarn omkring Dublin-tilbagesendelser, og at vi vil gå videre med det, når diskussionerne er kommet længere, siger EU-talskvinden.

Den danske integrationsminister, Inger Støjberg, er glad for, at EU-kommissionen har lyttet til bekymringerne.

- Svaret fra Kommissionen viser, at vores henvendelse sammen med de øvrige nordiske lande er relevant og er blevet taget alvorligt. Vi ser frem til at høre fra kommissionen, når de har fået undersøgt sagen til bunds, siger hun i en skriftelig kommentar til TV 2.

Ungarn: Vi gør ikke noget galt

Spørger man den ungarske regerings talsmand, Zoltan Kovács, gør Ungarn ikke noget forkert. Han henviser til, at det i første omgang er Grækenland, som ikke overholder sin del af Dublin-aftalen.

- Tag og kig på et kort, og det vil hjælpe dig til at forstå Ungarns holdning, siger han til den finske tv-station Yle.

- Det er fysisk og geografisk umuligt at komme ind i EU via Ungarn. Så vores holdning er konsekvent. Vi vil ikke tage ansvar for andre landes fejl og mangler, hverken Grækenlands eller andre EU-medlemslandes, siger Zoltan Kovács.

I Grækenlands tilfælde slog EU-domstolen dog fast tilbage i 2011, at der ikke må sendes asylansøgere tilbage hertil, da landet ikke kan garantere for asylansøgernes rettigheder og levevilkår.

Ungarns folkeafstemning

Ungarns flygtningepolitik trækker disse dage overskrifter i Europa og ikke mindst i EU-hovedstaden, Bruxelles, oven på søndagens folkeafstemning om fremtidige flygtningekvoter. Her stemte et meget stort flertal på 98,2 procent nej til EU’s omfordelingsprogram af flygtninge. Stemmeprocenten var dog meget lav, kun cirka 43 procent. Og deraf var der kun 39 procent af stemmerne, der var gyldige.

EU-kommissionens talsmand, Margaritis Schinas, siger mandag, at det nu er op til Ungarn at finde ud af, hvad man vil bruge resultatet af folkeafstemningen til. EU-kommissionen lægger dog vægt på, at stemmeprocenten lå under de 50 procent og dermed ikke betragtes som gyldig.

- Vi respekterer den demokratiske vilje hos den ungarske befolkning, både hos dem, der stemte, og dem, der ikke gjorde, siger talsmanden.