Russisk ekspert: Assads soldater sigter skidt og rammer endnu dårligere

De seneste par uger har russiske og syriske bomber regnet ned over Aleppo, hundredevis af civile er blevet dræbt, endnu flere er blevet drevet på flugt, og imens har Vesten hændervridende nøjedes med at se til.

Men trods den brutale fremfærd, så har præsident Putins hjælpende hånd til Assad-styret ikke resulteret i noget afgørende militært gennembrud, og meget af forklaringen skyldes den syriske regeringshærs ynkelig forfatning.

Det skriver militæranalytikeren Mikhail Khodarenok fra det russiske nyhedssite Gazeta.ru. Khodarenok gør regnskabet op her godt et års tid efter, at Putin satte sine bombefly og specialtropper ind for at hjælpe sin gamle allierede i Mellemøsten. Det er krigen set med militære russiske øjne, og det er ikke noget kønt syn.

Vil hellere flygte end kæmpe

Når det gælder militær kampkraft, så falder den syriske hær igennem på stort set samtlige parametre, hvis man skal tro den russiske militæranalytiker. De syriske regeringssoldater sigter skidt og rammer endnu dårligere.

Deres foretrukne metode er den, vi også kender fra mange TV-billeder: De skyder på fjenden uden at sigte, men nøjes med at holde deres geværer rundt om hjørnet eller op over jordvolden og så fyre en salve af uden at ane, om de overhovedet rammer noget, konstaterer Mikhail Khodarenok.

Næh, syrerne mangler simpelthen elementær militær træning og disciplin, hvis man skal tro den russiske iagttager. Han nævner et andet eksempel: Det syriske militærs artilleri, altså kanoner, kan kun skyde, hvis de kan se målet og er slet ikke trænet i at skyde fra skjulte stillinger. Men hvad værre er, og det er altså igen set med militære russiske briller: Assads soldater mangler simpelthen kampånd. 

“Det her sker meget ofte: Russiske kampfly udfører et luftangreb, men bagefter så nægter Assads soldater at angribe. De bliver liggende bag i deres stillinger og trækker sig så tilbage med forklaringen. Ellers bliver vi jo bare dræbt!”.

Mikhail Khodarenok nævner et konkret eksempel. Under slaget om Aleppo havde en syrisk enhed lagt sig som en ring rundt om et militærakademi. Pludselig drønede en pansret mandskabsvogn med en halv snes oprørere ind på området, og straks flygtede regeringssoldaterne i panik. De efterlod så store mængder fødevarer, udstyr og våben, at det russiske militær blev tilkaldt for at klare ærterne.

Det gjorde de ved at bombe anlægget sønder og sammen. ”Nogen gange er blot en enkelt skægget rebel, der kommer til syne på slagmarken på en pickup med et tungt maskingevær nok til at skræmme en hel syrisk enhed væk!”.

Godt nyt for oprørerne, men frustrerende for deres russiske allierede.

Korrupte kontrolposter

I sin nøgterne analyse af situationen i Syrien sætter militæranalytiker Khodarenok også fingeren på et af de alvorligste problemer i Assad-styrets Syrien, korruptionen og den brutale undertrykkelse. Især Assad-styrets sikkerhedstjeneste, Mukhabarat, utroligt korrupte, fortæller Mikhail Khodarenok.

Det er ikke bare civilbefolkningen, der skal betale til sikkerhedsstyrkerne, det skal militæret også! Selv lastbiler med fødevarer skal betale for at få lov at komme gennem Mukhabarats kontrolposter.

Det samme gælder flygtninge. Medlemmer af sikkerhedstjenesterne udpeger dem, der ser ud til at være særligt betalingsdygtige og lader dem spærre inde. Hvis de skal løslades, så må de pårørende af med en kontant sum, 200.000 syriske lira per person, ifølge Khodarenok, og det er mange penge for en syrer.

Sikkerhedstjenesternes fremfærd er med til at skabe fjender. Khodarenok nævner den turkmenske befolkningsgruppe som et eksempel. Mange af dem kæmper for øjeblikket på oprørernes side, men den russiske analytiker mener, de måske kunne vindes over på Assad-hærens side. Men sagen er, at Mukhabarat, sikkerhedstjenesten, har kidnappet mange turkmenere, og at mennesker ”forsvinder”. Hvis de er heldige, så få de pårørende deres ejendele tilbage med beskeden om, at ”Deres søn døde i fængsel”, fortæller Khodarenok

Gensidig mistillid

Hvis man skal tro den russiske analyse af situationen i Syrien, så er det ikke bare de menige soldaters kampgejst og militære træning, den er gal med, det gælder også officerskorpset. Hæren er som samfundet i øvrigt plaget af korruption, intriger og svindel, og ”dynamiske og entusiastiske officerer, som ikke har de nødvendige familieforbindelser, har ikke en chance for at gøre karriere”.

Derfor er mange officerer hoppet over på oprørernes side, og ”det er ikke de dårligste af Assads officerer”, forklarer Khodarenok. Et andet problem er også samarbejdet mellem det russiske og det syriske militær lader meget tilbage at ønske.

Så det kan nok være, at det syriske propaganda-apparat har travlt med at fremhæve det ubrydelig venskab mellem Putin og Assad, men i virkeligheden er der ikke tale om ligeværdig koalition men to parter, der ikke stoler på hinanden og mistænker hinanden for at lække oplysninger og endda for at begå forræderi. Resultatet er, at militære aktioner ikke bliver ordentligt koordineret, simpelthen fordi parterne ikke om kommunikerer med hinanden.

Noget af problemet er i til dels russernes egen skyld, mener Khodarenok. De russiske militærrådgivere er trukket hjem, og russerne har ikke sørget for at pleje forbindelserne til Assad-styret ved at sende en tilstrækkelig højtrangerende militærperson, der kunne åbne døre i Damaskus og sørge for et bedre samarbejde mellem det russiske militær og så det, Khodarenok kalder den ”ustyrlige allierede”.

Krigen er gået i hårdknude

Militæranalytiker Khodarenok konstaterer i sin artikel det, som også mange vestlige iagttagere har konkluderet. Trods masser af bomber, trods indsats med specialstyrker, trods brugen af langtrækkende missiler, så har Putins felttog ikke rykket ret meget ved frontlinjerne. Men omkostninger, ikke mindst de menneskelige tab, har været enorme.

Rusland mangler en exit-strategi, altså en måde at afvikle det militære eventyr i Syrien uden at stå tilbage som en taber.

I stedet for at finde en dør ud, så har man gjort sig afhængig af en mere og mere isoleret syrisk diktator, der på grund af sikkerhedshensyn stort set ikke kan bevæge sig rundt i landet.  Kun hans allernærmeste har adgang til ham, beretter Mikhail Khodaronok og tilføjer: ”Spørgsmålet er, om Assad overhovedet er klar over, hvordan situationen er i landet?”.

Oprørerne kontrollerer mellem 60 til 70 procent af Syrien, og med en så korrupt og uduelig alliancepartner, så er det umuligt at vinde krigen uden en fundamental ændring af strategien, lyder det fra Mikhail Khodarenok. Men som det ser ud lige nu, så er situationen nærmest gået i hårdknude, konstaterer han og konkluderer, ”der er ikke nogen militær løsning på det syriske problem”.

Man kunne have håbet på, at ledelsen i Moskva var nået frem til den konklusion, allerede inden man kastede sig ind i krigen.

Nu er det russiske militær så havnet i den syriske suppedas, men om Khodarenoks analyse vil have nogen som helst vægt i Kreml tvivlsomt. For Putins krig i Mellemøsten handler ikke så meget om konkrete politiske eller militære mål, men om at demonstrere, at Rusland er en vigtig aktør på den internationale scene.

Og så man er man oven i købet parat til at tage med i købet, at man kæmper sammen med allieret, der hverken har træningen, modet eller lysten til kæmpe. Det er krigen set med militære russiske øjne, og det er ikke noget kønt syn.