OVERBLIK: Krigen mellem Colombia og Farc
Væbnet konflikt har hærget i Colombia siden 1964. Søndag har vælgerne i landet afvist historisk fredsaftale.
Med få tusinde stemmers forskel har vælgerne i Colombia afvist den aftale om fred, som landets regering for nylig indgik med oprørsgruppen Farc.
Konflikten kan du blive klogere på her.
* Farc - Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (Colombias væbnede revolutionære styrker) - er en venstreorienteret oprørsbevægelse.
* Den blev stiftet i 1964 som en militaristisk gren af det colombianske kommunistparti.
* Farc har kæmpet for et socialistisk styre i Colombia og for en omfordeling af landets rigdomme blandt andet via en jordreform, så fattige landmænd får ret til jord.
* Farc tilkæmpede sig op gennem 1980'erne og 1990'erne kontrol over store områder af Colombia især i den østlige og nordlige del af landet.
* Colombianske jordejere og narkokarteller svarede i 1980'erne igen ved at oprette højreorienterede, paramilitære styrker for at bekæmpe Farc.
* Farc har haft betydelige indtægter fra produktion og smugleri af kokain. Guld er også blevet en vigtig indtægtskilde, mens de oprindelige krav om jordreformer og social retfærdighed er trængt i baggrunden.
* Oprørerne har bortført flere tusinde personer, deriblandt den tidligere colombianske præsidentkandidat Ingrid Betancourt, der blev holdt som fange i junglen fra februar 2002 til juli 2008.
* Gidslerne, der også har talt en dansker, er blevet brugt for at inddrive løsepenge eller som brikker i politiske forhandlinger.
* Farc har gennem årene haft 20.000 oprørssoldater bag sig, men er blevet svækket, i takt med at flere af gruppens ledere er blevet dræbt.
* Oprørerne gik med til fredsforhandlinger med regeringen, efter at Colombias præsident, Juan Manuel Santos, i 2010 fremlagde en landreform, der imødekom en del af Farcs krav.
* I august 2016 meddelte mæglerne i forhandlingerne, at parterne var blevet enige om at slutte fred.
* Borgerkrigen har kostet mindst 260.000 mennesker livet. Over syv millioner andre er blevet flygtninge i deres eget land på grund af konflikten.
Kilder: BBC, Reuters