Udland

Daron stemmer på Trump, Judy stemmer på Hillary - og så er de gift med hinanden

Daron til venstre stemmer på Donald Trump. Judy til venstre stemmer på Hillary Clinton.

Hos Daron og Judy i Nebraska tales der ikke om politik - det er sprængfarligt. Ægteparret er et symbol på det splittede USA forud for valget.

Daron og Judy har været gift i næsten to årtier. De bor i en forstad til Omaha i Nebraska og holder tydeligvis stadigt meget af hinanden.

Men på ét punkt er der ikke harmoni. De har tænkt sig at stemme på hver sin kandidat ved det kommende præsidentvalg.

Daron vil stemme på Trump:

- Jeg mener, at konservative værdier er det, der gør USA til et stort land, siger han til mig, da vi er i enrum.

- Og Trump er den mest konservative af kandidaterne, så derfor vil jeg stemme på ham.

Judy vil stemme på Hillary, som hun mener - med hendes baggrund som tidligere udenrigsminister og senator - er overordentlig kvalificeret til at blive præsident.

- Nogle gange bliver jeg så irriteret på Daron, siger hun.

Når de to trods alt formår at beholde harmonien i ægteskabet, skyldes det en beslutning om ikke at diskutere politik. Det er simpelthen for sprængfarligt et emne og dårligt for deres indbyrdes forhold.

Med Daron foran hans og Judys hus i en forstad til Omaha.

Dermed gør de som mange andre amerikanere. Utallige mennesker på min cykeltur gennem USA har sagt til mig, at de undgår at lufte deres synspunkter om de to kandidater.

- Det udløser blot en masse had og fører alligevel ikke til noget, sagde en mand i Kansas. Han vil stemme på Trump.

- Det ender blot med ukvemsord og får alligevel ingen til at skifte holdning, sagde en dame i Arizona. Hun vil stemme på Hillary Clinton.

Politik er blevet noget, man kun taler om med ligesindede.

Et land delt i to

USA er delt i to lejre - en, der støtter Trump og en, der støtter Hillary Clinton - og der er stort set ingen seriøs udveksling af synspunkter, ingen demokratisk dialog mellem de to lejre.

Landet består med andre ord af to parallelsamfund, der - som Winston Churchill nok ville have sagt - er adskilt af et fælles sprog.

Trump-lejren og Clinton-lejren har endda deres egne medier. Hvis man er republikaner, får man sine nyheder fra Fox News, der ser alt fra et Trump-synspunkt og som altså ikke udfordrer seerne ved at præsentere dem for tanker, de ikke har gjort sig i forvejen.

Hvis man er demokrat, ser man måske MSNBC, der er lige så enøjet, blot med modsat fortegn.

Dialogen er reduceret til udsagn som at "Trump er skinhellig og racistisk" og "Hilllary lyver hurtigere, end en hest kan rende".

Konkrete, troværdige løsninger på politiske problemer er det små med.

Konvent endte i vold og kaos

Polariseringen er endnu stærkere, end hvad jeg oplevede på min cykeltur tværs over USA under valgkampen for fire år siden. Faktisk mener de fleste, at man skal tilbage til 1968 for at finde en situation, der bare minder om den nuværende.

Dengang var landet delt af spørgsmålet om borgerrettigheder og krigen i Vietnam. Martin Luther King og Robert Kennedy blev dræbt det år, og det demokratiske partis konvent - der fandt sted her i Chicago, hvor jeg nu befinder mig - endte i vold og kaos.