Billederne af reddet baby gik verden rundt: Nu fortæller faren tragedien bag
Wahida på fire måneder fik en syrisk redningsarbejder til at græde, da han hev hende ud af murbrokkerne i Idlib. Men hendes 3-årige søster blev dræbt.
Den fire måneder gamle baby Wahida blev et lille lys i det mørke, borgerkrigen i Syrien er, da hun blev hevet levende ud af ruinerne af et hjem i den syriske by Idlib i lørdags.
Hun blev reddet af frivillige redningsarbejdere fra gruppen 'De Hvide Hjelme', og optagelserne af en redningsarbejder med tårerne trillende ned ad kinderne, vakte stor opsigt verden over.
Men som så mange historier fra Syrien fik også denne en tragisk slutning. Mens redningsarbejderne tog Wahida på hospitalet, fandt hendes far sin ældste datter begravet under en væltet mur.
- Hun var død. Jeg ville ønske, at jeg havde mistet alt andet end hende, siger Yehya Maatouq til det franske nyhedsbureau AFP.
Fandt sin kone under murbrokker
Yehya Maatouq fortæller, at han var i familiens lille butik, da bomberne begyndte at falde. Han løb ind i huset, hvor han kunne høre sin kones stemme komme fra et sted under ruinerne.
- Jeg ledte overalt, indtil jeg fandt hendes ansigt. Jeg begyndte at grave rundt om hende. Og tak Gud, hun var ved bevidsthed og talte til mig, fortæller han.
På det tidspunkt var redningsarbejdere fra De Hvide Hjelme ankommet til huset, og de hjalp Yehya Maatouq med at finde frem til den fire måneder gamle Wahida. Men mens billederne af den grædende redningsarbejder blev optaget, fandt Yehya Maatouq sin tre år gamle datter Sinar, knust under murbrokker.
- Vi kan ikke klare det, vi har været igennem
Også Yehya Maatouqs mor blev dræbt i angrebet, hvor i alt seks personer mistede livet. Han fortæller, at hele nabolaget er blevet ødelagt af bomberne.
Han er sammen med sin kone og Wahida flyttet ind hos nogle slægtninge i udkanten af Idlib.
- Det er op til Gud. Jeg ved ikke, hvor meget vi kan klare. Vi kan ikke engang klare det, vi allerede har været igennem, siger han.