Ung mand dræbte sine forældre: Dækkede over det ved at dræbe 17 naboer

16x9
Gerningsmanden Yang Qingpei har fortalt politiet, at han slog sine forældre ihjel, da de ikke ville give ham penge. Arkivfoto. Foto: NOEL CELIS / Scanpix Denmark

Slog forældrene ihjel efter pengestrid. Forsøgte at dække over sin forbrydelse ved at dræbe naboerne.

En kinesisk mand har tilstået, at det er ham, som har dræbt 19 mennesker i en landsby efter et skænderi med sine forældre om penge.

Det skriver flere kinesiske medier.

Gerningsmanden, den 27-årige Yang Qingpei, har fortalt politiet, at han myrdede sine forældre, efter han var vendt tilbage til sin fødeby Yema i den bjergrige provins Yunnan.

Han havde krævet at få penge af sine forældre, skriver nyhedsbureauet Xinhua.

Ifølge New York Times skriver nogle kinesiske medier, at manden havde en spillegæld.

Den amerikanske avis påpeger dog, at det er meget sparsomt med oplysninger om hændelsen, og at de kinesiske myndigheder har forsøgt at censurere flere medier.

Yngste offer tre ĂĄr gammel

Efter at have slået sine forældre ihjel forsøgte han at dække over sin forbrydelse ved at skille sig af med alle vidner. Det gik ud over 17 naboer, heriblandt flere børn.

De blev alle fundet døde torsdag morgen i deres hjem. Det yngste af ofrene var tre år, det ældste 72 år.

På en video, der florerer på internettet, kan man se svært bevæbnede politifolk, der går rundt i landsbyens gader, mens en ung mand i jeans ligger på jorden i håndjern. Det er dog ikke bekræftet, at personen i videoen er gerningsmanden.

I første omgang havde flere lokale frygtet, at drabene var et terrorangreb inspireret af et angreb i Kunming i 2014, hvor militante fra Xinjiang dræbte 29 mennesker. Ifølge en landsbyboer, som The Beijing News har talt med, anser politiet dog ikke hændelsen som et terrorangreb.

Her dræbte en 27-årig kineser sine forældre og 17 andre mennesker