Udland

’Hundeparti’ kæmper håbløs kamp mod Ungarns flygtningepolitik

Det ungarske aktivistparti ’Hunden med To Haler’ laver tykt grin med regerings kampagne mod flygtninge op mod folkeafstemningen søndag.

'Hej Bruxelles. Vi elsker stadig jeres penge'

Sådan står der med store blokbogstaver på de blå plakater, stickers og reklameskilte, som i disse dage bliver klistret op på busstoppesteder, lygtepæle og mure i den ungarske hovedstad, Budapest.

Det skal signalere, at det godt kan være, at et flertal af ungarere i en folkeafstemning på søndag vender ryggen til EU’s asylpolitik. Men når det kommer til de mange milliarder kroner, som landet hvert år modtager i EU-støtte, så lyder der ingen klager fra Ungarn overhovedet.

Under de drillende ord til EU-hovedstaden er afbilledet to hunde med strittende haler. De refererer til det aktivistiske parti ’Hunden med To Haler’ (The Two Tailed Dog Party, red.), som står bag kampagnen.

Partiet er som ét af de eneste gået til modangreb – med humoren som sit stærkeste våben - på den ungarske regerings massive oplysningskampagne forude for afstemningen. En kampagne, som mange iagttagere har betegnet som direkte flygtningefjendtlig og hadefuld over for flygtninge og migranter.

- Vi synes, at det skader Ungarn og hele samfundet, at regeringen har kørt denne had- og skræmmekampagne i halvandet år. Nu er landet fyldt med mennesker, som bruger deres tid på at hade de flygtninge, som ikke engang er her, siger partiets formand, Gergely Kovács, som TV 2 møder i Budapest, mens han i færd med at sætte flere plakater op.

Plakaterne forsvinder

’Hunden med To Haler’-partiet ved godt, at afstemningen nærmest er afgjort på forhånd, og et stort flertal af ungarerne forventes at stemme nej. Men de mener, det er vigtigt at sende et signal til regeringen og omverdenen om, at det ikke er alle i landet, som går ind for regeringens hårde flygtningepolitik.

Gergely Kovács og hans partivenner har da også en del ungarere bag sig. På blot få uger formåede partiet at samle over 850.000 kroner (115.000 euro) ind til sin modkampagne via et crowdfunding-projekt, og tusindvis af ungarere støtter i dag deres aktiviteter.

I Budapest har omkring 1000 frivillige indtil videre hjulpet til med at få 500 store reklameskilte og tusindvis af store og små plakater gjort synlige i hovedstadens bybillede. Problemet er bare, at de ofte oplever, at deres budskaber bliver fjernet i løbet af natten, revet ned af folk, der støtter regeringen. Derfor må de starte forfra igen.

Da TV 2 er med rundt i gaderne sammen med to aktivister, har de ligeledes – meget symbolsk – problemer med, at plakaterne ikke vil sidde ordentlig fast på lygtepælene. Det ender med, at de må bruge en spand lim og klistre plakaterne fast på den måde.

’Stem ugyldigt’

Mens øvrige partier i opposition til den populære premierminister, Viktor Orbán, har opfordret ungarerne til at protestere mod afstemningen ved ikke at møde op og stemme, så opfordrer ’hundepartiet’ sine støttere til at stemme ugyldigt.

- Folk bør stemme ugyldigt på søndag - det vil sige sætte kryds ved både ja og nej. Det er et stærkere signal end at blive hjemme, lyder det fra Gergely Kovács.

Partiet opfordrer ligeledes til, at folk i stemmeboksen tager et billede af deres ugyldige stemmeseddel og lægger det på de sociale medier.

Regeringen: ’vi viser bare fakta’

Mens plakaterne fra ’Hunden med To Haler’-partiet først og fremmest pryder Budapest, så har den ungarske regerings mange bannere og plakater indtaget stort set hele landet. Budskaberne, som møder TV 2, lyder blandt andet:

’Vidste du, at Paris-angrebene blev begået af migranter? ’Vidste du, at siden flygtningekrisens begyndelse er flere end 300 personer døde i terrorangreb i Europa? Og ’Vidste du, at lige siden starten af flygtningekrisen, har der været en stigning af chikane mod kvinder i Europa?’

Regeringens talsmand, Zoltán Kovács, siger i et interview med TV 2, at de blot er ude på at give befolkningen de sande oplysninger om flygtninge og migranter. Han afviser på det kraftigste alle anklager om, at regeringen driver skræmmepolitik.

- Vores plakater tager udgangspunkt i fakta. Vi har håndfaste beviser. For eksempel at der er terrorister iblandt de migranter, der kommer til Europa. Se bare på terrorangrebet i Paris, siger han.

- Regeringen ønsker ikke migranter. Vi er blevet kaldt nazister, men det eneste, vi gør, er at varetage de ungarske borgeres interesser, slår han fast. 

Se hele interviewet med den ungarske regerings talsmand, Zoltán Kovács, her.

Her kan du læse mere om, hvorfor ungarerne skal til stemmeurnerne søndag den 2. oktober.

Talsmand fra Ungarns regering: Vi fører ikke skræmmekampagne

Forstå Ungarns flygtningestrid med EU

    • Søndag den 2. oktober skal otte millioner stemmeberettigede ungarer til stemmeurnerne og svare ja eller nej på følgende spørgsmål: ”Skal EU forestå tvangsmæssige forflytninger af ikke-ungarske borgere til Ungarn uden parlamentets godkendelse?”
    •  
    • Spørgsmålet refererer til aftalen fra september 2015 om at omfordele 160.000 flygtninge fra Grækenland og Italien til andre EU-lande. Ungarn var ét af de fire lande, der stemte imod aftalen, som dog blev vedtaget med kvalificeret aftale.
    •  
    • Ifølge aftalen er Ungarn frem til 2016 forpligtet til at tage imod 1294 flygtninge. Landet har endnu ikke taget én eneste.
    •  
    • Den ungarske folkeafstemning kan dog ikke annullere aftalen – der er allerede gældende EU-lov. Derimod håber den ungarske betydning, at resultatet – som ventes at blive et stort nej – får stor politisk betydning for EU’s fremtidige løsninger på flygtninge- og migrationskrisen i Europa.
    •  
    • Ungarn har ligeledes sammen med Slovakiet lagt sag an ved EU-domstolen over EU’s flygtningekvoter. Der ventes en afgørelse inden udgangen af året.