Udland

15 gange har han forsøgt at krydse Ungarns grænse - men uden held

Ungarn har en af de bedst beskyttede grænser i Europa, og det mærker flygtninge og migranter tydeligt. Mange af dem strander i Serbien i månedsvis.

Det godt 200 kilometer lange hegn, som bugter sig i landskabet langs grænsen mellem Ungarn og nabolandene Serbien og Kroatien, og som blev opført for at beskytte EU's ydre grænse, har haft sin effekt. Flygtninge og migranter på den anden side af hegnet – ikke mindst i Serbien - oplever i dag, at Ungarn nærmest er blevet et fort. 

TV 2 har besøgt den åbne, serbiske flygtningelejr Subotica, der ligger få kilometer fra grænsen mod Ungarn. Her venter mellem 250-300 flygtninge og migranter på at komme videre enten til samtale med de ungarske asylmyndigheder – eller som illegale migranter igennem hegnet og videre ind i Europa.

Rahed Ali, 22, Pakistan

- Jeg har været her i et år nu og har prøvet 15 gange at komme ind i Ungarn, fortæller den 22-årige pakistaner Rahed Ali, da TV 2 møder ham ved flygtningelejren. 

Han fortæller, at han ofte har betalt 1000 euro (ca. 7.450 kr), til det han kalder den serbiske mafia for at hjælpe ham over grænsen flere forskellige steder. Nogle gange har han vandret adskillige kilometer, og i et af forsøgene krydsede han en beskidt og ulækker flod og stod i vand til halsen. Men han blev alligevel fanget.

Rahed Ali er fra Pakistan og ved derfor godt, at hans muligheder for at opnå asyl som udgangspunkt er ringe. Men håbet lever endnu, for han vil til Frankrig, til sin drømmeby Paris.

- Hvem ved, måske prøver jeg igen i morgen – eller i overmorgen, siger den 22-årige mand.

Rahed Ali fra Pakistan har forsøgt at krydse den ungarske grænse 15 gange.

Abdullah Alnuaimi, 24, Irak

Uden for porten til Subotica-lejren står flere frivillige sammen med 24-årige Abdullah Alnuaimi fra Bagdad i Irak. De skal tage afsked med ham, fordi han dagen efter har fået et nummer af de ungarske myndigheder, så han bliver lukket gennem hegnet ind i en transitzone, hvor man skal forbehandle hans asylansøgning.

- Jeg håber på at kunne blive i Ungarn. Jeg er problemfri og har ingen forbindelser til terrorisme – jeg er 'clean', fortæller han. 

For Abdullah Alnuaimi er det ligegyldigt, hvilket land i EU, der vil tage imod ham. Så længe han bare er i sikkerhed.

- Jeg forstår godt, at ungarerne prøver at beskytte deres grænse. Det er godt at beskytte sit land. Men det er dårligt for os. Jeg har været her i lejren i tre måneder, og det er OK… Også selvom vi spiser tun og mortadella-pølse hver dag, lyder det med et lille smil i øjnene.

Abdullah Alnuaimi uden for flygtningelejren i Subotica, Serbien.

Omar, 25, Algeriet

Et par hundrede meter fra den serbisk-ungarske grænse står Omar fra Algeriet på 25 år. Han ønsker ikke sit efternavn offentliggjort. Han har i 10 dage levet i et interimistisk telt helt tæt på hegnet til Ungarn. For nylig prøvede han at krydse grænsen til Ungarn med tog, men blev efter eget udsagn pågrebet af politiet – og sendt tilbage til Serbien.

- Det er umuligt at krydse grænsen til Ungarn, siger han med tryk på umuligt.

- Jeg har opgivet at prøve her, men jeg har ikke opgivet håbet. Jeg vil prøve igen, men måske ved den kroatiske grænse næste gang, fortæller han.

Omar har foreløbigt planer om at blive i den interimistiske lejr, fordi han har venner her. Hele familien er hjemme i Algeriet og har ingen idé om, at deres søn bor i et telt på en gold mark i det nordlige Serbien. Han erkender, at han ikke er på flugt fra krig og ødelæggelse som andre i lejren, men i stedet er rejst afsted for at finde et arbejde i Europa.

- Jeg ser ingen fremtid for mig selv i Algeriet. Livet er hårdt der. Jeg vil gøre alt for at komme ind i EU.

TV 2 har besøgt den åbne, serbiske flygtningelejr Subotica, der ligger få kilometer fra grænsen mod Ungarn.

Sydney Fernandez, frivillig

Få meter uden for Omars lejr – på den anden side af en befærdet vej – har et hold frivillige fra den serbiske NGO North Star oprettet et læringscenter for lejrens børn og unge. Her kan de komme og spille spil, lege og se tegnefilm og få undervisning i engelsk, tysk og geografi. De voksne kan få ladet deres mobiltelefoner.

En af de frivillige i lejren er amerikaneren Sydney Fernandez. Da TV 2 møder ham, er han i gang med at hælde cement i et hul i jorden for at gøre plads til et nyt gyngestativ til flygtningebørnene.

- Der er intet for børnene at lave i lejren. Derfor prøver vi at give dem et fristed, hvor de kan have det sjovt og bare være børn, siger han.

North Star-centret. Bagest til højre ses Sydney Fernandez i færd med at instruere sine hjælpere.

I videoen øverst i artiklen kan du se TV 2's interview med én af de strandede migranter.