- Ja, Trump var uvidende, uforberedt og hidsig, men nej, Hillary vandt ikke debatten
Både danske og internationale medier udråber Hillary Clinton til klar vinder af den første tv-duel. Mirco Reimer-Elsters analyse er helt anderledes.
Lad os starte med det vigtigste spørgsmål: Hvem vandt den første debat? Det kedelige svar er: Der var ingen klar vinder. Hverken Hillary Clinton eller Donald Trump formåede at knockoute modparten i den første tv debat. Begge kandidater kan bruge debatten til at mobilisere basen og bygge videre på den fortælling, der sikrede dem nomineringen, frem mod valgdagen.
Hillary Clinton havde læst på lektien, var velforberedt, velverseret og havde nærstuderet Trumps ageren i primærvalgsdebatterne. Clintons plan var åbenlys fra det minut, debatten gik i gang. Det skulle gøres tydeligt for tilskuerne, at Trump hverken har det rette temperament eller den nødvendige substantielle viden til at blive USA's næste præsident.
Clinton lykkedes med begge dele. Hun fremstod mere driftssikker og vidende end sin modpart, der gentagne gange fik manøvreret sig ud i lange, men intetsigende svar. For Clinton-kampagnen vil der være rigeligt med soundbites, der kan bruges til at overbevise basen om, at man skal stemme Clinton frem for at blive hjemme eller stemme på en tredjepartiskandidat. Uanset, om man er vild med Clinton eller ej, bliver man simpelthen nødt til at forhindre en mand med så lidt substantiel viden i at sætte fødderne i Det Hvide Hus, vil argumentet lyde.
På uvidenhedsfronten var der rigeligt at tage af. For eksempel Trumps sorte snak, da han skulle svare om udfordringerne ved cyber-krigsførelse, hvor Trump fandt det passende at nævne sin ti-årige søns computerfærdigheder. Eller Trumps famlen, da han blev konfronteret med sin støtte til invasionen af Irak i 2003. Eller hans pinefulde forsøg på at tørre den såkaldte ”birther”-kontrovers om, hvorvidt Barack Obama blev født i USA af på Hillary Clinton.
Vurderede man debatten ud fra faktuelle og substantielle præmisser, vandt Hillary Clinton stort. Også visuelt vandt Clinton slaget. Mens hun fremstod afklaret og i kontrol, faldt Trump faldt igen og igen i Clintons fælde. Trump begyndte især i debattens anden halvdel mere og mere at afbryde Clinton og kom med irritationsudbrud. Trump kunne han simpelthen ikke lade det ligge, når Clinton angreb ham personligt.
Men.
Det er værd at huske, at debatternes primære formål er at få mobiliseret basen. Her klarede begge kandidater lakmustesten. Trump fremstod mere afdæmpet og balanceret end i primærvalgene og lykkedes med at italesætte præmissen om en valgkamp mellem insideren Clinton og outsideren Trump. Kontrasten mellem Clinton og Trump står dermed fortsat lysende klart, når vælgerne går til stemmeurnerne den 8. november.
Tager man højde for, at Trumps største problem er, at der hersker stor tvivl i dele af den amerikanske befolkning og hans eget parti om, hvorvidt han besidder det rette temperament til at være præsident, var præstationen godkendt. Ja, Trump svarede for det meste udenom og talte i floskler. Men der var en verden til forskel fra primærvalgsudgaven af Trump, der opfandt nedsættende øgenavne til sine modstandere og talte om længden på sit kønsorgan, og så den Trump, der stod på scenen i New York i nat.
Gjorde det Trump til en helt almindelig amerikansk præsidentkandidat? Selvfølgelig ikke. Trump vil altid være Trump. Men aftenens udgave af Trump har en større chance for at blive USA's næste præsident, end primærvalgsudgaven nogensinde vil have.
At bruge betegnelsen præsidentiel om Trumps optræden i nat ville nok være en tilsnigelse – men mindre kan også gøre det for Trump på dette tidspunkt.