Midt på prærien: I Denmark taler de engelsk

Grusveje er noget skidt, når man som jeg kører på en racercykel med tynde, smalle dæk. Så det var med bekymring, at jeg i lavt gear nærmest tvang hjulene af sted mellem sand og skarpe sten her langt ude på landet i Kansas.

Risikoen for en punktering var stor, men det var min nysgerrighed også. På kortet havde mine øjne fanget navnet på den landsby, der lå for enden af grusvejen: Denmark.

Jeg passerede et vandløb, Spillman Creek, hvor jeg på en bakke kunne se det, der er landsbyens stolthed: Den lille lutherske kirke, som de, der grundlagde byen i 1869, selv byggede.

Første stop er kirkegården. På gravstenene er der stort set kun danske navne: Michelsen, Nygaard, Nielsen, Jensen, Larsen. Der er såmænd også en sten med mig eget navn: "Herunder hviler L. Rasmussen, født 7. marts 1835, død 15. april 1903".

Her er mærkeligt mennesketomt. Jeg har fortsat ikke set en levende sjæl. Ikke før kirkegårdsgraveren, Julie Larsen, dukker op.

Hun fortæller mig, at indbyggertallet i Denmark er beskedne 12 personer. At mange af dem, inklusive hende selv, har danske rødder. Og at de, med stolthed, værner om Denmarks kulturarv. Ud over kirken og kirkegården vil det især sige Denmark Hall, byens forsamlingshus.

Skoleskibet Danmark hænger i loftet

Julie synes, at jeg også skal se kirken indvendigt og ringer til en anden beboer, Connie Crawford. Hun har en nøgle. Connie fortæller, at der fortsat fra tid til anden holdes gudstjeneste i kirken, og at der kommer op til 20 kirkegængere. Ud over Denmarks egen befolkning kommer der også folk fra gårdene i oplandet.

I loftet hænger et næsten rørende eksempel på danskeres tilknytning til havet, et kirkeskib. Det hører sig åbenbart også til tusindvis af kilometer fra havet. 

Kirkeskibet er en model af skoleskibet "Danmark", lavet for mange år siden af en lokal mand, Arnold Duus.

Connie viser mig resten af byen. Neden for bakken, hvor kirken ligger, knejser et siloanlæg ved siden af et jernbanespor, der nu kun bruges yderst sjældent. Denmarks skole bruges til beboelse, og det samme er tilfældet med det tidligere hotel.

Vi kommer til at tale om dengang, de første danskere ankom hertil i 1869 i prærievogne. Ifølge overleveringen syntes de, at det kuperede landskab med det lille vandløb mindede lidt om deres hjemland, så her skulle det være. Her slog de sig ned.

Har overgivet sig sprogligt

De talte naturligvis dansk, men sproget kom under pres fra engelsk. Vendepunktet var tiden omkring Første Verdenskrig. Det blev upatriotisk at tale andet end engelsk og at bekende sig til andre lande end USA.

Nogle af Denmarks beboere strittede imod udviklingen, da sproget i kirken skiftede til engelsk. De byggede deres egen dansksprogede kirke uden for byen. Men det var en kamp, der ikke kunne vindes. Til sidst overgav alle sig til engelsk.

Connie længes efter den ikke så fjerne fortid, da alle nye amerikanere måtte lære engelsk og utvetydigt bekende sig til USA som deres hjemland. Nu går udviklingen i retning af et mere multietnisk samfund, anført af de mange latinamerikanske indvandrere, der ikke opgiver deres spanske modersmål og, i nogle tilfælde, ikke får lært engelsk.

I Denmark er der i dag ingen, der kan bare lidt dansk. Arnold Duus - ham, der byggede skibet i kirken - var vistnok den sidste. Byen står som et monument over en svunden tid.

I 32 graders varme kører jeg forsigtigt ad grusvejen tilbage mod landevejen. Tilbage mod nutiden.