Bier banker storfavorit: Jeg er fuldstændig overrasket

Bier vinder for "Natportieren" og er den første danske instruktør, der har vundet både en Oscar og en Emmy.

Det var en tydeligt overrasket Susanne Bier, TV 2 talte med under en reklamepause i aftenens store Emmy-show, der natten til mandag dansk tid vandt i Los Angeles. Kort forinden havde den danske instruktør været oppe på scenen for at tage imod en statuette i kategorien Bedste Instruktør.

- Det var absolut fantastisk at stå deroppe, men jeg var simpelthen så overrasket og fuldkommen uforberedt, fortæller den nyslåede Emmy-vinder, der dog på forhånd havde skrevet en tale.

- Det bliver man altid bedt om at gøre inden, så det havde jeg selvfølgelig gjort, men jeg glemte halvdelen af den, fordi det kom så meget bag på mig.

Statuetterne skal stå ved siden af hinanden, så kan de blive kærester.

Susanne Bier

Vandt over amerikansk storfavorit

Susanne Bier vandt for sin instruktion af miniserien ”Natportieren”, der er baseret på en roman af John Le Carré, og de øvrige nominerede i kategorien var blandt andet tre instruktører, der allesammen har arbejdet på successerien ”The People v. O.J. Simpson: American Crime History”. Det var netop en af de instruktører, 56-årige Susanne Bier troede ville løbe med sejren.

- Den serie har fået utrolig meget opmærksomhed, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at nogle af folkene bag den ville vinde.

Hun er dog på ingen måde i tvivl om, at den gyldne statuette er et godt boost for hendes navn internationalt set, ikke mindst inden for tv-branchen.

- Altså, jeg får mange gode tilbud, men jeg tror ikke ligefrem, det gør det værre at have vundet, siger hun underspillet, men med umiskendelig glæde i stemmen.

Oscar og Emmy som kærester

Som mange nok husker, er det ikke første gang Bier vinder en af underholdningsbranchens største priser. I 2011 vandt hun nemlig en Oscar for ”Hævnen” i kategorien bedste udenlandske film, og snart får Oscar selskab af Emmy.

- Ja, de skal stå ved siden af hinanden, så kan de blive kærester, griner Bier, inden hun må tilbage for at se resten af prisuddelingen.

Susanne Biers pris for "Natportieren" er en såkaldt Primetime Emmy. I modsætning til en Daytime Emmy gives den ældre og mere omtalte Primetime Emmy til programmer, der bliver sendt om aftenen.

- Det føles meget ærefuldt, siger hun.

Ifølge den danske instruktør har der de seneste år været lige så meget prestige forbundet med at lave tv, som der tidligere udelukkende har været med at lave spillefilm.

Meget prestigefuld

- Når man sidder her i salen (The Microsoft Theater i Los Angeles, red.), så er der en helt masse fantastiske stjerner, som bare for fem år siden aldrig ville lave tv, men som nu alle sammen er med i tv, siger hun.

Om Biers Emmy-statuette betyder, at hun nu skal til at lave mere tv, ved hun endnu ikke.

- Det har jeg ikke besluttet mig for endnu, siger hun.

"Natportieren" var nomineret til i alt 12 Emmy-statuetter, herunder i kategorier som bedste mandlige hovedrolle, bedste mandlige og kvindelige birolle samt bedste miniserie.

Det er 68. gang, at den prestigefyldte Emmy-pris bliver uddelt.

Herunder kan du læse om de 8 største Emmy-øjeblikke nogensinde. 

BLÅ BOG: Susanne Bier bliver ved med at vinde store priser

  • Født den 15. april 1960
  • Vokset op i København
  • Danner par med Jesper Winge Leisner og er mor til to børn.
  • Dimitterede fra Den Danske Filmskole i 1987.
  • Lavede i 1991 sin første spillefilm, "Freud flytter hjemmefra".
  • Fik for alvor sit gennembrud med komedien "Den Eneste Ene" i 1999.
  • Var i 2007 nomineret til en Oscar for "Efter Brylluppet", men Bier vandt ikke.
  • Blev tildelt ordenen Ridder af Dannebrog i 2010.
  • Vandt i 2011 en Golden Globe og en Oscar-statuette for bedste udenlandske film med "Hævnen".
  • Vinder i 2016 en Emmy for bedste instruktør med miniserien "Natportieren".